Var Du, hvor Vaabnene synge,

saa’ Du dit eget slaa Gnister,

fik Du lagt Sten i din Slynge

og mødte den store Filister —

Folkenes Skræk og Tynge?

Sig: fik Du Vabler i Hænderne, —

din Jord var vel haard at pløje?

Stod Du rustet til Tænderne,

og fik Du Hold over Lænderne

af al din Iver og Møje?

Red Du din Hest i Trav eller Spring

eller i Fodsgang kan hænde,

satte Du Maalet ved nærmeste Sving

eller ved Verdens Ende? —

det var dog værdt at kende.

Hvor er dit Fodspor at finde,

baned for nogen det Vej,

staar det som sikkert Minde

om Kraften, der svulmed i Dig?

Hvor mange Sten har Du baaret;

trodsed Du Vind og Vejr?

Hvor mangen Gang blev Du saaret

i Kampen for dem, Du har kær?

Fik Du Dig skaaret en Hyrdestav,

og hvem har Du vogtet med den;

hvor er den Plet, hvor Du stod og gav

Dig selv og dit kæreste hen?

Hvor mange Saar forbandt Du; —

bar Du de slagne hjem; —

hvor mange Stakler fandt Du

og ledte af Skarnet frem?

Hvem var din ypperste Lærer, —

gemte Du Ordet, Du hørte; —

findes der nogen, som bærer

Mærker af Ordet, Du førte, —

nogen, hvis Hjærte Du rørte?

Blev vore gamle Sange

ny, naar Du tog dem paa Tunge, —

digted Du nye Sange, —

tænkte Du Tanker mange,

rene, ægte og unge?

Tændte Du Lys ved din Færden; —

bor Du i Staden paa Bjærget; —

blev Du Guds Salt her i Verden,

og har Guds Ære Du værget?

Har Du dit Styrkebælte

hver Dag om Lænderne spændt,

var Du i Følge med Helte,

hvis Hjærter i Brand var tændt?

— Helte af dem — de mindste smaa,

hvis Navne i Verden sig dølge,

men dog paa Forklaringens Morgen gaa

med skinnende hvide Klæder paa

forrest i Mesterens Følge.