Dr. Cheyne opgiver, at Prinsen af Condé blev helt helbredet af Gigt ved fuldstændig at give Afkald paa Vin, Kjød og Fisk.

HUNDEDEOGTOLVTE KAPITEL.
Den oprørske Lever.

For mange Personer er Leveren en stadig Aarsag til Plage, en uafbrudt Arne for Sygdomme. Den bærer Ansvaret for en stor Del af saadanne Plager som Irritabilitet, Nedslaaethed, Melankoli, Døsighed, Hovedpine, Søvnløshed og mange andre lignende Uordener i Nervesystemet. Lykkelig den, som ikke mærker, at han har et Organ som den oprørske Lever! Næsten alle Leverens Uordener har sin Grund i det Materiale, der tilføres den,—de Fødemidler, vi fortærer, og den Luft, vi indaander. At spise formeget er en Maade at fremkalde Ubehagelighed i Leveren; at drikke formeget, især fyldige Vine og maltholdige Drikke, er en anden. The og Kaffe er ogsaa upassende Drikke for dem, som lider af Uordener i Leveren. Andre Faktorer, som udøver en skadelig Indflydelse, og som særskilt bør fremholdes, er stillesiddende Vaner, Ophold i indestængte Rum og Mangel paa passende Motion.

Et udmerket Middel mod træg Lever er megen Motion i fri Luft sammen med klog Forsigtighed med Hensyn til Mad.

HUNDREDEOGTRETTENDE KAPITEL.
Nervøsitet og dens Behandling.

«Nervestærke Mennesker er Jordens Salt,» siger Dr. Schofield. «Hvis vi behøver en første Minister, en seierrig General, en dygtig Administrator, en paalidelig Dommer, en duelig Læge, en fremragende Skuespiller, saa maa vi have en med rigtig stærke Nerver.»

Men der findes mange Slags Nervøsitet, som har sin Grund i en høit udviklet nervøs Konstruktion, og en Del af disse har ganske alvorlige Symptomer. En ofte forekommende Grund til Nervøsitet er Mavekatarrh. I Virkeligheden er alle Former af Mavekatarrh i mere eller mindre Grad Følger af nervøse Rykninger. Undertiden kommer den af Uvirksomhed i Leveren, Forstoppelse eller Blodfattigdom. Kaffe, The, spirituøse Drikke og Tobaksrøgning bærer ogsaa Skylden for mange Menneskers daarlige Nerver.

De almindeligste Symptomer paa Nervøsitet er Pirrelighed, nervøs, urolig Opførsel, indbildte Vanskeligheder, Sammenfaring ved enhver Lyd, Frygt for Mørke osv.

«En nervøs Person,» siger Dr. W. W. Hall, «er en syg Person; ikke syg i nogen særskilt Del af Legemet, men i hvereneste Haarsbred af det, og det kommer af, at Nerverne paavirkes af et Slags Blod, som er i ubrugbar Stand. Nerverne faar sin Næring fra Blodet, og Nerver og Blodkar gaar Side om Side til hver eneste Del af det menneskelige Legeme. Hvis disse Nerver underholdes af naturligt, friskt Blod, saa hersker der et Velbefindende over hele Legemet; hvis Blodet er daarligt, foraarsager dette et unaturligt Indtryk paa hver Nerve, og naar disse Millioner af Traade kommer frem til Hjertet med sin Klage, saa er det ikke underligt, at der opstaar Forvirring og almindelig Uorden i Sindet og Ubehag i Legemet.»

Alle, som lider af Nervesygdomme, bør søge at skaffe sig sundt Blod ved at give Agt paa sin Diæt. The, Kaffe, spirituøse Drikke og alle stimulerende Fødemidler maa banlyses. Hvis Patienten røger, saa maa han afstaa fra denne Vane, da den er meget skadelig for Nervesystemet. Tilstrækkelig Motion maa daglig tages i frisk Luft. Man maa gaa tidlig tilsengs og sove i mindst ni Timer.

HUNDREDEOGFJORTENDE KAPITEL.
Rødme; dens Fysiologi og Behandling.

Rødme, som ikke sjelden forekommer hos nervøse Personer, skriver sig fra visse Sindsbevægelsers Indflydelse paa det vasomotoriske Centrum eller den Del af det centrale Nervesystem, som bestemmer Blodkarrenes Virksomhed. Væggene i Kapillærkarrene udvides, og foraarsager saaledes et usædvanligt stort Blodtilløb, som i Ansigtet frembringer en Rødme, der i Almindelighed ansees som Bevis paa Forvirring eller Blyghed. Hos enkelte Mennesker kan dog Rødme betragtes som en Sygdom, og naar dette er Tilfældet, er den meget vanskelig at helbrede. Enkelte Autoriteter for ordner diætisk Behandling, bestaaende i Afholdenhed fra Sukker og andre søde Sager, Smør og alle fede Stoffe, The, Kaffe og spirituøse Drikke, Krydder og Tobak. Men jeg tror, at Rødmen bedst kan helbredes ved aandelig Selvtræning. De, som lider deraf, bør begive sig ud blandt Fremmede og øve sig i at konversere. De bør søge at bibeholde sin Aandsnærværelse og sin Selvtillid. Lidt efter lidt kommer de da til at overvinde sin Forlegenhed og helbrede sig selv.

HUNDREDEOGFEMTENDE KAPITEL.
Hovedpine; dens Symptomer og Behandling.

Der findes forskjellige Former af den almindelige og besværlige Plage, som er kjendt under Benævnelsen Hovedpine.

En af disse er den nervøse Hovedpine, der som oftest følges af Galdesyge. Personer med nervøst Temperament er mest udsatte for den, og den er almindeligere hos Kvinder end hos Mænd. Som Behandling for denne Slags Hovedpine forordner en fremstaaende Autoritet varme Hovedbad, efterfulgt af lunkne Omslag, varme Drikke samt varme Omslag paa Maven.

Et andet Slags Hovedpine er den, som opstaar ved at Hjernens Blodkar er for overfyldte. Hovedet brænder, Ansigtet er rødt, Øinene røde, Nakkeaarerne opsvulmede, og hele Hovedet føles, som om det skulde springe istykker. Kolde Vandomslag paa Hoved og Nakke pleier at lindre. Alle stimulerende Fødemidler maa undgaaes, samt Kaffe, The, Spirituosa og stærke Krydderier helt tilsidesættes. Kjød maa spises med Maade. Det er ogsaa bra at sove med Hovedet lidt høit for at hindre Blodtilstrømning til Hjernen.

Et andet Slags Hovedpine har sin Grund i utilstrækkelig Blodtilførsel til Hjernen. Denne Hovedpine er i Almindelighed forbundet med en nervøs Slappelse og kjendes paa en Følelse af Svimmelhed, naar man reiser sig op, hvilken igjen forsvinder, naar man lægger sig ned. Hovedmassage er en meget velgjørende Behandling for dette Slags Hovedpine, men naturligvis kan ingen virkelig Helbredelse fremkaldes, før hele Legemet er blevet bra.

HUNDREDEOGSEKSTENDE KAPITEL.
Tæring og dens hygieniske Behandling.

Tæring er en Sygdom, der før betragtedes som uhelbredelig; medens man nu kan nære alt Haab om at blive frisk, hvis Sygdommen behandles med Omhu i sine første Stadier.

At man paadrager sig Tæring mere ved Forholdene i ens Bolig end ved Arv fra Forældrene, er en Anskuelse, som nu næres af mange fremragende medicinske Autoriteter. Næsten ethvert Tilfælde af denne Sygdom kan spores tilbage til et Liv under daarlige hygieniske Forholde. Undertiden har en Familie i flere Generationer beboet et Hus, som har været fugtigt eller paa anden Maade usundt ved sine Omgivelser, og dette har været Grunden til, at de forskjellige Familiemedlemmer har faaet samme Sygdom.

Sir Richard Thorne sagde i et Foredrag i Londons Lægeforening, at en fugtig Mark og Udestængelse af Luft og Solskin hørte til de vigtigste Aarsager til Tæringens Udbredelse. Det var bedre at betale høiere Husleie og faa sundere Boliger end vedvarende at tro paa den falske Fordom, at Tæring ligger i Familien. Den gjør ikke det, den ligger i Huset.

Det eneste Botemiddel for Tæring er frisk Luft, passende Motion og sunde Omgivelser. Der er oprettet adskillige Sanatorier mod denne Sygdom, hvor Patienten hovedsagelig behandles med frisk Luft og det med god Fremgang. Det første var Nordrach Colonie i Badisk Schweitz i Tyskland, der aabnedes af Dr. Otto Walther. Den eneste Medicin er frisk Luft, Motion og passende Diæt. Dette har vist sig at bevirke rene Undere med Hensyn til at sætte Patienterne istand til at frigjøre sig for Bacillerne og gjenvinde Helbreden.

I Windsor Magazine for Februar 1900 læses en Artikkel om dette Sanatorium, hvori det heder, at «Nordrach Colonie er det eneste Hus,[3] som er bygget udelukkende i den Hensigt at helbrede Tæring. Det ligger mod Sydost, og alle Værelser, tyve ialt, vender til denne Side; følgelig faar de Patienter, som ikke kan komme ud, saa meget Sol som muligt. Vinduerne er store, saa de kan slippe ind saa meget Luft som muligt. Værelserne, atten Fod i Firkant, er helt og holdent panelede og malede. Korketæpper bedækker Gulvene, og Møblementet er af enkleste Slags. En Seng, et Par Stole, et Klædeskab, en Chaiselongue, et lidet Bord, varmt og koldt Vand, en Dusch og elektrisk Ringeledning, det er alt. Opvarmningen sker ved Hjælp af en elektrisk Ovn, men i mange Tilfælde bryder ikke Patienterne sig noget om den, saa hærdede er de blevet ved stadig at være udsat for Veirlaget, thi enten det er Regn eller Solskin, maa de tage sine regelmæssige Spadserture, forsaavidt som de er stærke nok til at gaa.»

«To Sanatorier,» fortsætter Forfatteren, «et i Mendip Hill og et i New Forest er nylig blevet opførte efter samme Principer som Nordrach Colonie, og de har hidtil været godt besøgt. Om man i nogen større Grad oprettede saadanne og satte dem i Forbindelse med det Kjærlighedsarbeide, som udføres af de forskjellige Foreninger for Modarbeidelse af Tæring, saa er det mere end troligt, at denne uhyggelige Sygdoms Dødsliste vil blive mindre og mindre og tilslut i Fremtiden helt forsvinde.»

FEMTENDE DEL.
Veien til et langt Liv.

HUNDREDEOGSYTTENDE KAPITEL.
Individuelle Anlæg for høi Alder.

Aarsagerne til et langt Liv, slig som de fremstilles af Hufeland, kan i Korthed angives saaledes:

1). Hele Fordøielsessystemet maa være friskt og i god Orden. Uden en god Mave er det umuligt at opnaa en høi Alder.

2). Et velbygget Bryst og gode Aandedrætsorganer.

3). Et Hjerte, som ikke let bliver oprørt.

4). En tilstrækkelig og jevnt fordelt vital Kraft og et godt Humør.

5). Stærk naturlig Evne til at helbrede og læge, saa at alle daglige Tab ikke alene bliver reparerede, men godt reparerede. Dette afhænger af en god Fordøielse og en rolig, jevn Blodcirkulation.

6). En feilfri og harmonisk udviklet Legemskonstitution.

7). Ingen Del af Legemet i det Ydre eller det Indre maa være meget svagt.

8). Legemets Væv maa holde «den gyldne Middelvei,» være stærke og holdbare, men ikke for tørre eller stive.

HUNDREDEOGATTENDE KAPITEL.
Omstændigheder, som befordrer høi Alder.

Man finder ialmindelighed, at «det ikke er de Rige eller Store, ei heller de, som tager meget Medicin der bliver gamle, men de, som er meget i Bevægelse, meget ude i frisk Luft og som spiser enkelt og maadeligt.» Og sikkert er det, at Personer som de sidst beskrevne har den bedste Udsigt til at leve længe. Endvidere er det klart, at Livslængden beror paa Individets Sysselsættelse. Usunde Beskjæftigelser er ialmindelighed uheldige. Det bør ogsaa mærkes, at ikke alene passende Bevægelse, men ogsaa Kropsarbeide, hvis det ikke er for strengt, skjænker Sundhed og høi Alderdom.

HUNDREDEOGNITTENDE KAPITEL.
Leveregler for Opnaaelse af høi Alder.

Følgende Regler overgiver jeg til dem, som ønsker at leve længe.

1). Undgaa al Overdrivelse, især i Mad og Drikke.

2). Vælg saadanne Fødemidler, som er mest nærende for Legemet, og som har mindst skadelig Indflydelse paa det.

3). Betragt frisk Luft, som eders bedste Ven. Indaand den mest mulig om Dagen og sov om Natten med Vinduet halvaabent. Dette er en af de vigtigste Betingelser for at naa en høi Alder.

4). Hold eder rene baade paa Sjæl og Legeme. «Renslighed kommer næst efter Gudsfrygt.» Den er et Værn mod Sygdom.

5). Pin ikke eder selv med Bekymringer og Græmmelse.

6). Lær eder at elske Arbeidet og hade Lediggang. Den, som er lad, bliver aldrig hundrede Aar.

7). Skaf eder en Interesse. Den, som har det, dør ikke af at ældes fortidligt. Han har altid Beskjæftigelse enten for Sjælen eller for Legemet, og derfor bibeholdes disse friske og stærke.

8). Tag regelmæssig Motion i fri Luft, men undgaa Overanstrængelse.

9). Gaa tidlig tilsengs og skaf eder tilstrækkelig Søvn.

10). Tag eder ivare for Heftighed.

11). Skaf eder et Maal i Livet. En Mand, som ikke har noget Livsmaal lever sjelden længe.

12). Søg en god Ledsager for Livet, men ikke fortidligt.

Til disse mine egne Raad vil jeg føie følgende fortræffelige Vink af Hufeland.

1. Forsøg fremfor alt at undertrykke eders Lidenskaber.

2. Man bør vænne sig til at betragte Livet ikke som et Maal, men som et Middel til at naa den høiere Fuldkommenhed og forlade sig paa Forsynet. Man har da den bedste Nøgle til Bestemmelsen af sin Gang gjennem Livets Labyrint og den største Sikkerhed mod Angreb paa Sindsroen.

3. Lev altid for Dagen, men i Ordets rette Betydning, d. v. s. anvend hver Dag saaledes, som om den var den sidste, uden at bekymre dig for Morgendagen.

4. Forsøg at danne eder en saa sand Opfatning som muligt af enhver Hændelse, og I vil finde, at den største Del af denne Verdens Ulykker kommer af Feiltagelser, falske Interesser eller Forhastelse.

5. Anse hvert Menneske som godt, indtil I bliver overbevist om det modsatte ved ubedragelige Beviser; og selv under saadanne Omstændigheder bør vi betragte de Feilende som misledede, der snarere fortjener vor Medlidenhed end vort Had.

6. For at befordre Tilfredshed og Sindets Fred er det nødvendigt at haabe. Jeg mener ikke blot Haab, hvad dette Liv angaar, men Haab om en Tilværelse hinsides Graven. Efter min Formening er Haabet om Udødelighed det eneste, som gjør Livet værd at leve og skjænker os Kraft til at bære dets Byrder.

HUNDREDEOGTYVENDE KAPITEL.
Hvad der forkorter Livet.

Nedenfor gives en Fortegnelse over aandelige, fysiske, moralske og andre Indflydelser, som indvirker ufordelagtigt paa vort Liv og formindsker vor jordiske Tilværelses Aar.

Forfalskede Madvarer, Ukyskhed, ond Samvittighed, Vrede, Uro, daarlig Luft, tidligt Giftermaal, Uvirksomhed, ufornuftig Brug af Medicin, Umaadelighed, utilstrækkelig Søvn, Skinsyge, usunde Boliger, Mangel paa Luftveksling i Værelset, heftig Bevægelse, Mangel paa nødvendig Motion, Misundelse, formegen Munterhed, feilagtig Diæt, formegen trættende Bevægelse, Sorg, Had, unødig Bekymring, overdreven Tobaksrøgning, Urenslighed, usundt Klima, usund Beskjæftigelse, Nattevaagning, sene Aftensmaaltider, Sindsanstrængelse, Overflod af Mad, ufuldstændig Tygning, Græmmelse, Pirrelighed.

HUNDREDEOGENOGTYVENDE KAPITEL.
Hvad der forlænger Livet.

I Modsætning til de skadelige Indflydelser, som nylig er blevet opregnet, og som bidrager til at forkorte Livet, gjengives nedenfor endel, der har en velgjørende Virkning paa Helbredstilstanden og tjener til at forlænge Livet. Mange af dem er allerede paa Forhaand blevet fremholdt.

God Samvittighed, jevnt Lune, Nøisomhed, Munterhed, Renslighed, passende Selskab, daglig Bevægelse, Latter, Maadelighed i Mad og Drikke, Giftermaal, sunde Omgivelser, sund Diæt, at lægge sig tidlig og staa op tidlig, otte eller ni Timers Søvn, Kyskhed, sundt Klima, sund Beskjæftigelse, Haab, Glæde, Fortæring af Grøntsager, omhyggelig Tygning af Maden, Gudsfrygt og Haab om evigt Liv, tilstrækkelig Adspredelse og Hvile, godt ventilerede Beboelses- og Soveværelser.

HUNDREDEOGTOOGTYVENDE KAPITEL.
Diætens Indflydelse paa høi Alder.

«Hvis nogen ønsker at opnaa en høi Alder,» siger Dr. Fordyce, «maa han være nøieregnende med at spise maadeligt og ikke drikke Vin eller andre stærke Drikke. Hvis man ikke spiser mere end man tiltrænger, behøver man ikke at bruge Vin, Krydder eller andre stimulerende Stoffe for at lette Fordøielsen. Overdreven Spisning udtrætter Legemet uden Nytte.»

En anden gammel Læge, som levede inden Afholdsbevægelsen kom istand, skriver: «Vand er den eneste sunde Drik, og den, som bedst opløser og fortynder de faste Stoffe i vore Fødemidler. Vandet styrker Mavens Spænstighed uden at udtømme dens Kraft og forsyner Afsondringskarrene samt Legemets almindelige Behov af Fugtighed med den enkleste, mildeste og under alle Forhold mest passende Vædske.»

HUNDREDEOGTREOGTYVENDE KAPITEL.
Kunsten at opnaa hundrede Aar.

Der siges, at en berømt Læge, som i sine sidste Timer var omgivet af mange af sine Embedsbrødre, der beklagede hans Bortgang, sagde til dem: «Mine Herrer jeg efterlader tre store Læger.» Paa Spørgsmaal om hvilke disse var, svarede han: «Renslighed, Bevægelse og Nøisomhed.»

De, som ønsker at leve til de bliver hundrede Aar, maa gjøre det til sin Livsopgave at naa denne høie Alder. I Ungdommen at «brænde Lyset i begge Ender» er ingen god Begyndelse. Alle Sundhedslove maa studeres og følges fra Livets første Tid. Hver Gang vi forsynder os mod Naturens retfærdige Love, berøver vi os selv Timer, Dage, Uger, Aar af vort Liv.

HUNDREDEOGFIREOGTYVENDE KAPITEL.
Fortidlig Alderdom og dens Aarsager.

Endel Kvinder og Mænd ser ældre ud i Firtiaarsalderen end andre gjør i Sekstiaarsalderen. Fortidlig Alderdom er en af de Uleiligheder, for hvilke vi selv og ikke Naturen bærer Ansvaret. Mange stemples dermed allerede i sin Ungdom. Blandt de fornemste Grunde til fortidlig Slaphed, kan nævnes daarlige Vaner, Nattevaagen, stimulerende Mad og Drikke, Overanstrængelse af enten aandelige eller legemlige Evner, fortidlige Giftermaal, Bekymring, Ængstelse og Græmmelse. Kort sagt, alt, som foraarsager utilbørlig Udnyttelse af Sjæl eller Legeme, paaskynder Alderdommens Svagheder.

HUNDREDEOGFEMOGTYVENDE KAPITEL.
Merkværdige Eksempler paa høi Alder.

Det merkværdigste Eksempel paa høi Alder, som møder os i Englands Historie, er Thomas Carn, som ifølge Kirkebøgerne i S. Leonard, Shoreditch, døde den 28de Januar 1588 i den overordentlig høie Alder af 207 Aar.

Peter Garden, som blev 131 Aar gammel, var født i Aberdeenshire og døde den 12 Jan. 1775. Næsten lige til han døde var han sysselsat med Agerbrugsarbeide.

Grevinden af Desmond, som naaede 140 Aar, boede i Waterford og døde under Kong Jacob den førstes Regjering. Hun bibeholdt sin fulde Vigør lige til en meget høi Alder.

Thomas Parr, som blev 152 Aar gammel, fødtes 1483 i Alherbury. Han levede under ti Konger og Dronninger og begroves i Westminster Abbey. Hans Regler for at opnaa høi Alder var: «Hold Hovedet koldt ved Nøgterhed, Fødderne varme ved Bevægelse; staa tidlig op og gaa tidlig tilsengs; og hvis de har Tilbøielighed til at blive tyk, saa vær nøisom baade med Hensyn til Diæt og Søvn.»

Henry Jenkins var 169 Aar gammel, da han døde den 8de December 1670.

Josef Suerington fødtes 1637 og døde 1797 i en Alder af 160 Aar.

En Mulat, hvis Navn ikke kjendes, døde i Frederick Town i 1797 og var da 180 Aar gammel.

En Negerkvinde ved Navn Louisa Fruxo boede i Juni 1780 i Cordova, Sydamerika, 175 Aar gammel.

Petratsch Zortan, 185 Aar gammel, blev født i 1537 i Kofrock i Ungarn, hvor han boede i 180 Aar.

J. Effingham døde i Cornwall 1757 i en Alder af 144 Aar. Han var født af fattige Forældre og opdraget til at arbeide. Han levede et meget nøgternt Liv, drak aldrig stærke Drikke og spiste sjelden animalsk Føde. Ligetil sit hundrede Aar vidste han knapt hvad Sygdom var, og han vandrede fem Kilometer otte Dage før sin Død.

Dr. William Mead, en meget fremstaaende Læge, som boede i Ware i Hertfordshire, døde den 28de Oktober 1652 i en Alder af 148 Aar og ni Maaneder. Han levede et fuldstændigt nøgternt og regelmæssigt Liv.

Evan Williams, som blev 145 Aar gammel, døde i 1782.

James Sands i Harborne, Staffordshire, sagdes at have levet henimod 140 Aar og hans Hustru 120 Aar.

Jonathan Hartop i Byen Aldbonrough i Yorkshire døde 1791 i en Alder af 135 Aar. Han kunde læse lige til det sidste uden Briller.

Jeremias Gilbert, som var født i Apethorpe, Northamptonshire, døde i Luton i den fremskredne Alder af 132 Aar.

John Maxwell døde 1785 i Keswick Lake i Cumberland 132 Aar gammel. Nogle Dage før sin Død gik han tilfods femten Kilometer.

Skomageren John Baglis i Northampton, som døde den 4de April 1706, var ved sin Død 130 Aar gammel.

Thomas Martin, som boede i Helmsley i Yorkshire, var født i 1674 og døde i November 1804 130 Aar.

Martha Hanna døde i April 1808 i Cullybackey i en Alder af 126 Aar.

Esmina Diamond, en Negerkvinde, døde i Kingston paa Jamaica i Juli 1812 i en Alder af 130 Aar.

Paa Øen Anglesea levede den 1ste Mai 1809 en Kvinde ved Navn Winifred Rees, som da havde naaet den patriarkalske Alder 119 Aar og næsten syv Maaneder. Hun havde alle sine Sjælsevner i fuldt Behold; hendes Øine var lige gode, som da hun var femti Aar, og besynderlig nok havde hun knapt et graat Haar paa Hovedet. Den 27de Mars 1809 gik hun 24 Kilometer for at besøge en Bekjendt og medførte en Pakke, som veiede næsten 10 Kilo.

Cornelius Madigan døde i Mai 1812 i Cahirmurphy i Irland i en Alder af 117 Aar.

John Urssulak, en Silkevæver i Lemburg, døde Vaaren 1812 og var da 116 Aar gammel. Han var ualmindelig frisk og rørig og vandrede en hel norsk Mil Dagen før han døde.

Fru Jane Ludson døde i sit Hjem i London den 28de Mai 1816 i den fremskredne Alder af 116 Aar. Hun havde alle sine Evner i Behold lige til det sidste.

Charles Haverin døde i Juni 1813 i Derrymore nær Newry i Irland i 115 Aarsalderen.

David Ferguson, en Skotte, døde 124 Aar gammel den 6te August 1818 i Dunkirk i Kent.

Paa Kirkegaarden i Cachen ved Cardiff læses paa en Gravsten følgende Indskrift: «Herunder hviler Støvet af William Edwards, død den 24de Februar 1668 i en Alder af 168 Aar.»

«Den ældste Mand i Wien», siger Daily News’ Korrespondent i nævnte Blad for 25de Oktober 1898, «har nylig feiret sin hundreogellevte (Fødselsdag.) Han er slet ikke lig en Mumie, men tvertom frisk og rask. Han er født 1787. Paa Spørgsmaal om hvorledes han havde levet i yngre Aar, svarede han: «Jeg har altid arbeidet haardt, og været hungrig efter Arbeidet. Kjød var ikke dengang saa dyrt som nu, og jeg spiste altid et Par Skaalpund til mit Maaltid og drak en halv Liter let ungarsk Vin. Den gamle Mand beskriver paa følgende Maade Grunden til sin lykkelige Alderdom: Jeg har aldrig græmmet mig eller plaget mig med unødige Bekymringer. Jeg har arbeidet til jeg blev træt og derpaa sovet til det blev Tid at arbeide igjen. Det er de, som sætter sig ned og græmmer sig over sine Uheld, som bliver gamle før Tiden, og en hel Nats Sorg har endnu aldrig saameget som forskaffet nogen en Øres Indtægt eller gjort en Modgang lettere at bære!»»

HUNDREDEOGSEKSOGTYVENDE KAPITEL.
Høi Alder hos store Mænd.

Følgende Tabel fremstiller den Alder, ved hvilken fremstaaende Mænd er døde. Ingen af dem har dog opnaaet nogen særlig høi Alder. Stor Aandsanstrængelse befordrer aldrig høi Alder.

HUNDREDEOGSYVOGTYVENDE KAPITEL.
Opnaaelse af høi Alder, tiltrods for legemlig Svaghed.

Et slaaende Eksempel paa at en høi Alder kan opnaaes af et spædt Legeme og en svækket Konstitution er Lewis Cornaro. Han var en Venetianer af adelig Byrd, som levede i det femtende og sekstende Aarhundrede og blev næsten hundrede Aar.

Ifølge sin Selvbiografi levede han et Liv i Drukkenskab og Fraadseri, og som Følge heraf fandt han sit Legeme, som af Naturen var svagt, saa nedbrudt allerede i Firtiaars Alderen, at han tvilede paa nogensinde at blive bra igjen. I fuld Overbevisning om, at jo ældre et Menneske bliver og jo mindre Kraft det besidder, desto mindre Føde behøver det at fortære, besluttede han at begynde et nyt Liv og holde en enkel og knap Diæt og føre et yderst regelmæssigt Liv. «Følgen var,» siger han, «at jeg efter nogle Dage begyndte at mærke, at et saadant Levevis passede for mig, og ved at følge dette fandt jeg, at jeg, inden et Aar var gaaet, var fri for alle Sygdomme.»