Blandt de ydre Kræfter, som udøver en velgjørende Indflydelse paa Sundheden, er ingen af større Betydning end Lyset. Hudens Farve, Skjønhed og Helse beror i høi Grad paa dets Indflydelse. Et dagligt Solskinsbad er mere velgjørende for Huden end alle Skjønhedsmidler og under alle Omstændigheder billigere. Saadanne Mennesker som f. Eks. Grubearbeidere, der tilbringer sit Liv paa mørke Steder, er uden Undtagelse blege og affældige samt har daarlig Teint. Lignende Fænomener kan man iagttage i Planteverdenen. Naar Planter berøves Lyset, ophører deres Blade at tilgodegjøre sig Atmosfærens Kulsyre, hvorfor de bliver blege, vandige og svage. Det herlige Solskin, som forlener Roserne i Haven deres overordentlige Farve, er samme Kraft som fremkalder Roserne paa Pigens Kind.
Fra de tidligste Perioder i Medicinens Historie er Solvarmen anseet som en vigtig Faktor, naar det gjaldt Spørgsmaalet om at bevare Helsen og forlænge Livet. «Gamle Folk,» siger Hippocrates, «er om Vinteren dobbelt gamle og om Sommeren ynngre end sin Alder.» For at kunne tilgodegjøre sig Fordelene ved Sollyset fuldt ud, byggede de gamle Romere Terasser ovenpaa sine Huse, og kaldte disse Solaria, og her nød de sine Solluftbad.
Dr. Forbes Winslov siger i sit Arbeide om Lysets Indflydelse følgende: «Der kan ikke findes bestaaende Livskraft eller en sundt udviklet Legemskonstitution uden Lys. Hvis det var muligt for et Menneske hele sit Liv at færdes i et absolut mørkt Rum, vilde dets Legemes Væv saavelsom dets aandelige Evner undergaa alvorlige Omdannelser og Svækkelse. Der, hvor Lyset ikke faar trænge frem, træffer man de største legemlige Lyder, aandelig Slappelse, Sygdomme og tidlige, ofte pludselige Dødsfald. Materiel saavelsom moralsk og aandelig Farveløshed eller Bleghed indtræder, naar Lysets livgivende Kraft holdes borte. En stor Mængde Vidnesbyrd stadfæster paa det bestemteste Lysets uvurderlige Nytte. Man behøver blot at sammenligne de skinnende, røde, glade Ansigter hos dem, som bor paa Landet og arbeider paa de aabne, solbelyste Marker, med de blege, flegmatiske Ansigter, de tærede Træk og det forsagte Udtryk hos de Mennesker, hvis Kald i Livet berøver dem Lysets helsebringende og velgjørende Indflydelse.»
Det er umuligt at overvurdere Betydningen af frisk Luft. Der er sagt: «Ved Luften lever vi, bevæger vi os og er til. Luften er Naturens store Læge. Sundheden betror sig til Luften som sin mest trofaste Ven. Den svage styrkes og den trætte vederkvæges af Luften.»
Atmosfærens Luft er i ren Tilstand sammensat af Surstof, Kvælstof og lidt Kulsyregas. Den Luft, som har været indaandet, er blevet berøvet største Delen af sit Surstof og er mættet med en tilsvarende Mængde Kulsyregas. Derfor er det nødvendigt for Sundhedens Bevaring, at vi ikke indaander samme Luft omigjen. For at undgaa dette bør vore Rum ventileres godt. I et foregaaende Kapitel (Luften som Fødemiddel) har jeg allerede paapegt Surstoffets livgivende Egenskaber, og denne Gas indaander vi stadig af Luften og udaander Kulsyregas. Det er Indaanding af saadan Luft istedenfor den friske, som foraarsager Hovedpine, søvnløse Nætter, Lungetæring og andre Sygdomme.
«I et indestængt Soverum,» siger Dr. W. W. Hall, «bliver Luften mere og mere udskjæmt for hvert Minut, thi Kulsyregas, som er en dødelig Gift, dannes i Lungerne og udaandes ved hvert Aandedræt; da den forener sig med Fugtighed er den tungere end almindelig Luft og synker ned i Nærheden af Gulvet. Det sidste, man derfor bør gjøre, er at sælge sin Seng, men i Virkeligheden synes den fattige, at han af alle sine Møbler lettest kan undvære den, og derfor bliver ofte Sygdom Fattigdoms Følge.»
Dr. J. Lave Notter siger i sin Artikel om Luften: «Virkningen af at indaande Luft, som i sig har optaget Forbrændingsgaser, kan man se paa de Arbeidere, som er tvungne til at brænde Gas en stor Del af Dagen under sit Arbeide. Luftrørssygdomme er sædvanlige hos disse, og i samme Grad som Luften er bortskjemt, lider de af Hovedpine, Slaphed og Tunghed i Legemet. Et andet Eksempel paa de skadelige Virkninger af Gas, har man i den Omstændighed, at i Sparebankafdelingen i Queen Victoria Street i London, hvor 1200 Personer er sysselsatte, har Indføring af elektrisk Lys istedenfor Gas, i saa høi Grad formindsket Tilfælderne af Fravær paa Grund af Sygdom, at det ekstra Arbeide, man har faaet, har betalt det elektriske Lys.»
Dr. A. Ransome siger i sin Afhandling om frisk Luft, at han er af den Mening, at Sygdomme i Aandedrætsorganerne oftere kommer af utilstrækkelig Bedækning af Legemet og Indaanding af urene Partikler i Luften, end at Luftrørene til Lungerne er direkte udsat for kold Luft. Hvad der i Almindelighed kaldes «Forkjølelse», er ofte Indaanding af bedærvet Luft i overbefolkede Rum, eller ogsaa Resultatet af en eller anden Uorden i Blodcirkulationen, som igjen er opstaaet ved, at den har været svag i en eller anden Del af Legemet, eller at Legemets Overflade er blevet forskjellig udsat for Kulde. Hvis man er godt klædt, og Blodet ved Bevægelse sendes kraftigt gjennem Legemet, og den Luft man indaander er ren Landluft, saa hænder det yderst sjelden, at man tager Skade af at indaande den.
Der findes en ret og en uret Maade at aande paa, og det har meget forskjellig Virkning paa vort Legeme, om vi aander paa den ene eller anden af disse Maader. En absolut Betingelse for at vinde Helse og et langt Liv, er at aande gjennem Næsen. Det er det bedste Beskyttelsesmiddel mod smitsomme Sygdomme.
Næseborene er forsynede med Slimhinder, der tjener som Filtreringsapparater og hindrer Luftens urene Stoffe i at passere ind i Lungerne. Aanding gjennem Næsen giver os desuden den Fordel, at Luften varmer om Vinteren og gjøres fugtig om Sommeren, saa at vi faar omtrent samme Klima hele Aaret. Dette er i Sandhed en stor Gave af Forsynet, men hvor faa er det ikke, som benytter sig af den!
De, som har for Vane altid at aande gjennem Næsen, lider meget mindre end andre af Forkjølelser, Halsonder og Brystlidelser.
Da Gud skabte Mennesket, indblæste han i dets Næse en levende Aande, og denne Maade at aande paa kan ikke forbedres.
En bekjendt amerikansk Artist har skrevet en Bog med Titelen: «Luk Munden». I denne Bog læser vi, «at ingen Mennesker paa Jorden, som er vaagnet op efter et Mareridt, kan nægte, at da de vaagnet fandt de Munden og Svælget vidt aabent, tørt og feberagtigt. Intet Menneske er blevet redet af Maren, medens det sov med lukket Mund. Man kan altsaa trække den Slutning, at Søvn med aaben Mund er Aarsag til denne uhyggelige og farlige Sygdom—jeg siger farlige, thi ethvert Anfald af Mareridt kan, vil jeg paastaa, let gaa over til Kvælning. En Mand, som har Mareridt, holder paa at kvæles. Naar hans Legeme hviler og Aandedrættet som Følge deraf er svagt, bliver den for heftige Indaanding af Luft i de sovende Lunger gjennem den aabne Mund, for stærk i Forhold til den svage Udaanding, hvorved der opstaar Ophidselse og Feber, indtil Kvælning finder Sted; og Følelsen af Hindring foraarsages af Hindringen mod at aande frit. Man synes at være blevet plaget i lang Tid af disse græsselige Fornemmelser, endskjønt Anfaldet i Høiden ikke varer mere end halvandet Minut (det længste Tidsrum man kan leve uden at aande); havde Anfaldet varet længere, vilde Kvælning have været Følgen. Fugt derfor dine Læber og din Hals og luk Munden, ellers banker Døden paa din Dør.»
Man kan ikke overvurdere Nytten af Legemsbevægelse, hvad Sundheden angaar. Bevægelse er nødvendig i alle Livets Perioder, thi uden den bliver Hjertet svagt, Blodcirkulationen mindre kraftig, Lungerne gjør sit Arbeide ufuldstændigere, og enenhver Del af Legemet lider mere eller mindre. Dr. C. Wilson siger: «Ikke blot Musklerne selv faar Gavn af Legemsbevægelser ved at de sættes i Virksomhed, men gjennem sin Virksomhed paaskynder de Blodcirkulationen til Hjertet; Hjertet selv slaar kraftigere, en større Blodmængde sendes gjennem Lungerne, mere Surstof bliver optaget i Legemet, større Varmemængde udvikles, og Huden tilligemed andre Afsondringsorganer sættes i Virksomhed for at afsondre den overflødige Varme og Produkterne af Forbrændingsprocessen i Legemet. Saaledes bringes Hjertet, Lungerne, Huden og andre af Legemets Organer i større Virksomhed ved Muskelvirksomheden; Hjernen og Nervesystemet styrkes, Fordøielsen forbedres, og hele Legemsmaskineriet holdes i god Stand.»
Blandt Bevægelser i fri Luft kan ingen maale sig med en Spadsertur; ingen anden Motion kan erstatte denne med Hensyn til at fornye Livskraften og bevare Legemet sundt. Man bør gaa temmelig hurtig, men jevnt, kaste Skuldrene tilbage og svinge Armene i Overensstemmelse med Benenes Bevægelser. Man vil da finde, at Spadserturen har havt en meget opfriskende Indflydelse paa Legemet. «Ved Spadserture,» siger Forsyth, «befordres Appetiten og Uddunstningen, Legemet holdes ved jevn Temperatur, Sindet oplives ved Veksling af de Gjenstande, man ser, Lungerne styrkes, deres Arbeide lettes, og Stivheden, som kommer af, at man sidder formeget, fjernes. Enkelte Sygdomme og de besværlige hysteriske og hypokondre Lidelser er blevet helbredet ved flittige Spadserture.»
Velocipedridning er i vore Dage en populær Maade at tage Motion paa. Den er et passende Tidsfordriv for baade unge, ældre, ja selv gamle Personer, naar den bare sker med Maade. En af de største Farer ved Velocipedridning er, at den let drives til Overmaal. Jeg kjender mange Til fælde, hvor dette har skeet og med de alvorligste Følger. Dr. Schott i Nauheim i Tyskland, som nøie har studeret Velocipedridning fra hygienisk Standpunkt, udtaler sig saaledes: «Det er med Velocipedridning som med Bjergbestigning, at den paaskynder Hjertevirksomheden og saaledes øger Pulsen. Dette har helt naturligt Tilbøielighed til at udvide Hjertet under Virksomheden, endskjønt denne Proces gaar tilbage igjen under Hvilen; og Hjertet gjenindtager sin normale Størrelse. Men ved voldsom eller formegen Velocipedridning, naar Pulsen slaar 140 Slag i Minuttet, forandrer Omstændighederne sig. Hjertet gjenindtager ikke sin normale Størrelse, hvad der tydelig viser sig i det trætte Udseende hos Velocipedryttere efter et Kapridt. Skulde denne anstrængende Motion fortsætte, saa vilde ogsaa Hjertet vedvarende blive udvidet og farlige Følger opstaa.»
Jo ældre Velocipedrytteren er, desto lettere antager Hjertemusklerne utilbørlige Proportioner, og da Pulsaarene bliver mindre elastiske med Aarene, er Faren stor for en ældre Person. Aandedrættet faar en vis Lyd; som er en usvigelig Advarsel for Gymnastikere, men den forfeiler ofte sit Maal hos Velocipedrytteren, thi ved den stærke Træk, som foraarsages ved hans Fart, faar han mere Surstof end det er nødvendigt.
Roning er en udmærket Sport for dem, som er unge og stærke. Den sætter et stort Antal Muskler i Virksomhed og foraarsager en friere og fuldere Udvidelse af Lungerne. Svømning kan ogsaa høilig anbefales i samme Hensigt.
Blandt andre Sysselsættelser, som tjener til at udvikle Muskelsystemet og befordre Sundheden, kan nævnes Boldspil, Fodbold, Tennis og Bjergbestigning. Men til at øve alle Muskler i Legemet findes naturligvis intet saa kraftigt som den systematiske Gymnastik. Haandvægter er specielt nyttige til at udvikle Muskelsystemet. Ved Brug af disse er mange svage Personer blevet stærke.
Renslighed er en Sundhedskilde.—«Renslighed kommer næst Gudsfrygt.»
Yderhuden udstøtes stadig i Form af smaa Skjæl, som blandes med de salte, sure og fede Afsondringer fra selve Huden og afsætter sig paa Legemets Overflade. Hvis ikke disse Partikler ofte bortskaffes ved Vaskning, tilstopper de Hudens Porer, hindrer Uddunstningen og skader Sundheden alvorligt. Et lunkent eller varmt Bad er mere at anbefale end et koldt, specielt for Renslighedens Skyld. Kolde Bad har en Tilbøielighed til at gjøre Huden haard og skjællet; det samme kan ogsaa siges om meget varme Bad. Varme Bad er ogsaa afgjort svækkende, og udsætter os for Forkjølelse. Man bør derfor efter disse tage en afkjølende Dusch.
Angaaende Bad skriver Sir Erasmus Wilson følgende: «Vandets Temperatur bør være saa høi, at det kjendes lunkent, men heller ikke mere. Thi er koldt Vand skadeligt for Huden, saa er varmt Vand det meget mere, især om Vinteren. Varmen forhøier Blodcirkulationen partielt og stimulerer endel Nerver; disse bliver maaske umiddelbart udsatte for kold Luft. Kan vi vel undre os over, at Huden ved saadanne Yderligheder bliver iriteret, haard og sprukken, og at Teinten farer ilde?» Personer med stærk Legemsbygning kan tage kolde Bad, som maadelig anvendte sikkert bidrager til Sundhed. Men mange skjæbnesvangre Følger har kolde Bad havt for dem, som ikke har taalt dem. Sjøbad er høist velgjørende for de fleste. Salt Vand føles ikke saa koldt paa Legemet som ferskt.
Hvad angaar den rette Tid for Bad, saa gjør man klogt i at give Agt paa følgende Regler og Advarsler, der er udfærdigede af The Royal Humane Society:
«Bad aldrig før mindst to Timer efter et Maaltid. Lad være at bade, naar De er udmattet af Træthed eller af en anden Grund. Lad være at bade, naar Legemet er i Afkjølelse efter et Svedebad. Lad være at bade i fri Luft, hvis et kort Ophold i Vandet foraarsager en Følelse af Kulde og Følelsesløshed i Hænder og Fødder. Bad, naar Legemet er varmt, under Forudsætning af, at man kommer hurtigt ned i Vandet. Lad være at afkjøle Legemet ved at sidde eller staa afklædt paa Stranden eller i Baaden, efter at have været i Vandet. Vær ikke forlænge i Vandet, men gaa straks op, hvis der mærkes nogen Følelse af Kulde. Stærke og kraftige Personer kan bade om Morgenen paa fastende Mave. De unge og svage gjør klogt i at bade to eller tre Timer efter et Maaltid, helst efter Frokost. De, som lider af Svimmelhed, Besvimelse eller Hjerteklap og andre Hjertefeil, bør ikke bade uden sin Læges Tilladelse.»
Statistiken viser, at gifte Personer lever længere end ugifte. Af en Folketælling, som foretoges i England i den Hensigt at sammenligne Alderen af et bestemt Antal gifte Personer af begge Kjøn med det samme Antal ugifte, fremgaar det, at 78 gifte Mænd opnaar en Alder af firti Aar, medens blot 41 ugifte opnaar samme Alder. Forskjellen er endnu større, efterhaanden som Alderen tiltager. I Sekstiaarsalderen lever 98 gifte mod 27 ugifte, medens Forholdet i Nittiaarsalderen er 9 til 3. Samme Regel holder ogsaa Stik med Hensyn til det kvindelige Kjøn. Gifte Kvinder i Trediveaarsalderen kan gjennemsnitlig vente at leve i 36 Aar længere, men de ugifte kun 30. Af dem, som bliver 45 Aar, er 72 gifte Kvinder mod 52 ugifte; Forskjellen er altsaa næsten en Trediedel. Dog beviser saadanne statistiske Opgaver ikke helt og holdent hvad De synes at bevise. Dr. Haydn Brown fremholder meget træffende, at Ægteskab «ikke alene befordrer Sundheden, men Sundheden befordrer ogsaa Ægteskabets Indgaaelse, og hvis alle gifte Personer var forblevet ugifte, og alle ugifte var gifte, saa vilde Ægteskabet uden Tvil have syntes at være usundt.» Der er ingen Tvil om, at Ungkarle tager mindre Vare paa sin Sundhed end den gifte Mand, da de ikke har, saa at sige, nogen Ægtehalvdel, som holder Øie med dem. De har heller ikke i Almindelighed nogen, som deler deres Bekymringer og Sorger, hvorfor de ogsaa har større Byrder at bære. Undertiden giver ogsaa ugifte Mænd, især under Middelalderen, efter for Drukkenskab, Spil og andre Laster, som slutter med aandelig og legemlig Slappelse. Bacon siger: «I Ungdommen er Kvinden vor Kjæreste, i Middelalderen vor Ledsagerinde, i Alderdommen vor Pleierske, og derfor burde alle Mænd være gunstig stemt mod Ægteskabet.»
Hufeland siger, at Ægtestanden er en ufravigelig Betingelse for Menneskehedens moralske Fuldkommenhed. Han paastaar, at det paa den ene Side forhindrer svækkende Udsvævelser, og paa den anden Side kold og unaturlig Ligegyldighed. Det holder Nydelsen inden rimelige og tilbørlige Grændser, medens det befordrer huslige Glæder, som er de reneste og bedste. Det er den Stand, der bedst fremmer saavel moralsk som fysisk Sundhed, og den, som bedst bevarer Sindet i denne lykkelige Ligevægt, som er saa gunstigt for et langt Liv.
Tidlige Ægteskaber er dog ikke tilraadelige. De er ofte skadelige for Sundheden, foruden at de medfører mange andre Ubehageligheder. Under gunstige Omstændigheder bør Manden gifte sig mellem 25-30 Aar, Kvinden mellem 21-25.
En Persons Beskjæftigelse udøver stor Indflydelse paa hans Livslængde. Da dette er Tilfælde, tilkommer det enhver Fader ved Valget af Sønnens Livskald at se efter, at det ikke er et saadant, at det skader Sundheden og forkorter Livet. Desværre ofres Sundheden ofte paa Mammons Alter. Dødelighedssifrene er i de forskjellige Livskald saa forskjellige, at der, hvor de er størst, er de tre Gange større, end hvor de er mindst. Nedenfor følger en Liste over forskjellige Beskjæftigelser, opsat efter Dødelighedssifrene. Vi begynder med det høieste Siffer og slutter med det laveste. Tallet efter Beskjæftigelsen angiver Dødelighedssifrene:
Værtshusholdere i Industridistrikter 2.030; Havnearbeidere 1.829; Teglstensarbeidere 1.810; Blyarbeidere 1.783; Hoteltjenere 1.725; Krudtarbeidere 1.706; Hotelværter i London 1.685; Frugt- og Grønthandlere 1.652; Kulsjauere 1.528; Knivsmede 1.516; Maskinindustriarbeidere 1.509; Glasarbeidere 1.487; Bryggere 1.427; Dagarbeidere i London 1.413; Værktøiarbeidere 1.412; Arbeidere i Tingruber 1.409; Apothekere 1.392; Kobberslagere 1.381; Uld- og Silkefarvere 1.370; Sjømænd 1.352; Skiferarbeidere 1.322; Hotelværter i Landdistrikter 1.320; Feiere 1.311; Arbeidere i Blygruber 1.310; Spigersmede 1.301; Formænd og Bærere 1.284; Arbeidere i Kobbergruber 1.230; Vaabensmede 1.228; Bybud 1.222; Musiklærere og Musikanter 1.214; Færgeroere 1.199; Zinkarbeidere 1.198; Stenhuggere 1.176; Droschekuske 1.153; Kulgrubearbeidere i Wales 1.143; Bomuldsfabrikanter 1.141; Hattemagere 1.109; Frisører 1.099; Slagtere 1.096; Bogtrykkere 1.096; Bødkere 1.088; Gibsarbeidere 1.087; Bogbindere 1.060; Vognmagere 1.041; Klædeshandlere 1.014; Sagførere 1.010; Tobaksarbeidere 1.002; Murere 1.001; Skræddere 989; Finsnedkere 979; Læger 966; Fiskog Fuglehandlere 963; Urmagere 936; Gasværksarbeidere og Laasesmede 925; Silkearbeidere 921; Bagere og Konditorer 920; Skomagere 920; Bogholdere 915; Grovsmede 914; Kulgrubearbeidere i Yorkshire 912; Papirfabrikarbeidere 904; Talg og Sæbearbeidere 897; Maltarbeidere 884; Mattefabrikarbeidere 873; Diversehandlere 859; Fiskere 845; Møllere 845; Journalister 833; Jernbanekonduktører 925; Jurister og Advokater 821; Lokomotivførere 818; Jernhandlere 807; Kulhandlere 803; Snedkere 783; Jernbanebogholdere og Tjenestemænd 781; Arkitekter, Billedhuggere, Artister og Gravører 778; Hjulmagere 778; Kulgrubearbeidere i Durham og Northumberland 774; Sagarbeidere 768; Tjenere i Privathuse 757; Garvere 756; Jernmalmbrydere 744; Tegelbrændere 741; Kulgrubearbeidere i Derbyshire og Nottinghamshire 727; Værftstømmermænd 713; Kniplingsarbeidere 709; Strømpefabrikarbeidere 698; Agerbrugsarbeidere 666; Grosserere 664; Skolelærere 604; Landbrugere 563; Havegartnere 553; Præster 533.
«Velsignet være den, som først opfandt Søvnen!» udbrød Sauche. «Den omslutter Menneskene som en Kappe.» Dette er ikke daarligt sagt af en saa udannet Mand som han; men vi maa vende os til Englands udødelige Sanger for at faa en fuldstændig Definition paa Søvn. Hør, hvad han siger om den:
Philip Sidney taler om Søvnen som «den Fattiges Rigdom og Fangens Forløsning,» og Dryden siger, at det er «den bedste af alle Kræfter, Sindets Fred, som opreiser alt det, der er forfaldent, og hvis Balsam fornyer Lemmerne og gjør dem dueelige til at udføre Dagens Arbeide.»
Hvad er Søvnen? Fra fysiologisk Synspunkt er den en Aareladning eller en Bortflyden af Blodet fra Hjernen. Denne Forklaring af Søvnen fik man først ved Iagttagelser, som udførtes i Paris paa Hjernen af en Tigger, som havde faaet sin Hovedskalle indslaaet. Man maatte indsætte en Sølvskive for at dække Hullet, og herunder observerede man, at naar Manden faldt isøvn, sammentrak hans Hjerne sig og gjenvandt ikke sin naturlige Størrelse og Form førend han vaagnede.
Vi ved alle, hvor vanskelig det er at falde isøvn, naar Hjernen er blevet overanstrængt eller paa nogen Maade irriteret. Dette kommer af, at al Sjælsvirksomhed udvider Hjernen og fylder den med Blod. Derfor er det klart, at Sjælsro er nødvendigt, for at man skal falde isøvn.
Over Søvnens Mysterium i metafysisk Henseende kan Fysiologien ikke kaste meget Lys. «For dem, som er vaagne,» siger Heraklit, «findes en fælles Verden; men naar vi sover, trækker enhver sig tilbage til sin egen private Verden.»
Søvnen er Naturens store Fornyer. De, som har den bedste Helbred og lettest bærer sine Aar, er de, som sover godt. Vort Legeme bruger stadig baade Materiale og Kraft, og Søvnen er næst efter Føden det, som fornyer hvad vi har forbrugt og tabt.
Dr. Forbes Winslow siger: «Inden Menneskenes Fysiologi er intet mere klart bevist end dette, at Hjernen forbruger sig selv og sine Kræfter i den vaagne Tilstand, og at dette erstattes under Søvnen. Hvis ikke det gjenvundne gaar op imod, hvad vi har udgivet, saa visner Hjernen, og dette er Vanvid. Deraf kom det, at de som i Englands tidligere Historie dømtes til at dø ved at hindres fra at sove, altid døde helt vanvittige; af samme Grund bliver ogsaa de Mennesker vanvittige, som dør af Sult, thi naar Hjernen ikke faar nogen Næring, kan de heller ikke falde isøvn. De praktiske Slutninger, vi kan trække, er først og fremst, at de, som tænker mest og arbeider mest med Hjernen, behøver mest Søvn; endvidere at den Tid, som tages fra den nødvendige Søvn, er ruinerende for Sjæl og Legeme.»
En anden medecinsk Autoritet skriver: «Den, som ringeagter Legemets og Sjælens Krav paa den Mængde Hvile og Søvn, som Naturen opstiller, kommer før eller senere til dyrt at faa betale, for at han har overtraadt denne vigtige Sundhedslov. Naturen er den bedste Bogholder, som Verden endnu har seet; man kan trække for store Veksler, men man maa altid betale tilbage til sidste Øre og undertiden med høie Renter. Det gaar ikke an at stjæle fra Naturen. Jeg tror ikke, at man bør vækkes om Morgenen, og det af følgende Grunde: Naar en Person falder isøvn, er han i Reparationsværkstedet, som det heder i Jernbanesproget. Hans Legeme med alt dets indviklede Maskineri undersøges og sættes i Orden til næste Dags Arbeide. Hvad der er forbrugt den foregaaende Dag, repareres. Naturen selv udfører dette Arbeide. Den ved hvad det trætte Legeme behøver, paa samme Tid, som den forstaar at sætte Hjertet i Gang for at drive Blodet gjennem Aarerne.»
Legemets Stilling er en vigtig Faktor i Spørgsmaalet at faa en sund, helsebringende Søvn. Man bør ikke ligge i en sammenkrøben Stilling, og aldrig paa Ryggen. Høire Side er den bedste at ligge paa, thi naar Legemet ligger i denne Stilling, kan Maven lettest tømme sit Indhold over i Tarmkanalen; Leveren trykker heller ikke saa haardt Tarmerne. Enkelte Mennesker sover bedst, naar Hovedet er opstøttet med høie Puder, medens andre foretrækker at ligge i næsten vandret Stilling. For dem, som lider af Søvnløshed, er det maaske en Fordel at have høie Puder, da derved Blodet rinder ned fra Hjernen; men under almindelige Omstændigheder er en lav Pude at foretrække. Enhver bør have et Soverum, der er mindst ti Fod i hver Retning. Da det er yderst nødvendigt at have tilstrækkelig Luftveksling, bør man altid have et Vindu eller en Ventil aaben nogle Tommer. Hverken Gas eller Stearinlys bør faa brænde i Soverummet, da begge Dele udskjæmmer Luften og gjør den uskikket til at indaandes. Det er meget sundere at sove paa en Madras end i en Dunseng. Man bør endvidere være varsom i Valg af Tapeter til Soveværelset. Dr. W. W. Hall siger, at «ikke alene er grønne Tapeter giftige, forsaavidt de ikke er godt fernisserede eller malede, men det samme er ogsaa Tilfældet med røde Tapeter; thi det Stof, som bruges til at fæste den røde Farve, indeholder Arsenik, og det samme gjør grønne Tapeter, Tepper og Gardiner. Det er sikkert, at kalkede Vægge i Soveværelset er sundere end de, som er tapetserede, hvilken Farve Tapeterne end har.»
Der er sagt. «Seks Timers Søvn for en Mand, syv for en Kvinde og otte for en Daare.» Men dette er et særdeles dumt Ord, som det vilde være meget uklogt at følge. I Virkeligheden kan ingen bestemt Regel opstilles for hvormeget Søvn en fuldvoksen Person behøver. Det beror for en stor Del paa Individets Sundhed, Sinds- og Legemsbeskaffenhed. Fredrik den store undte sig blot fem Timers Søvn; John Hunter fem Timer; General Elliot, Helten ved Gibraltar, fire Timer, og Hertugen af Wellington endnu mindre. Men der findes svært faa «Jernhjerter», og medens fire eller fem Timers Søvn kan være nok for endel Personer, har andre virkelig Brug for otte eller ni. Personer med nervøst Temperament behøver mest Søvn.
Hvad Børn angaar, behøver de naturligvis betydelig mere Søvn end voksne. Hos Diebørn er Bevidstheden saa lidet udviklet, at en meget kort Stund i vaagen Tilstand er tilstrækkelig til at fremkalde Udmattelse. I de første fire til seks Uger bør Barnet ikke være vaagent mere end to Timer i Døgnet, og efterhaanden som det vokser, bør denne Tid udstrækkes. I Alderen mellem et og to Aar behøver Barnet 16 til 18 Timers Søvn; mellem to og tre Aar 15 til 17 Timer; mellem fire og seks Aar 13 til 15 Timer; mellem seks og ni Aar 10 til 12 Timer og mellem ni og fjorten Aar 8 til 10 Timer. Otte Timer er senere det Maal af Søvn, som de fleste Mennesker har Behov for i den resterende Del af sit Liv.
Vi har allerede seet, at en vis Grad af Anemi eller Blodudtømning fra Hjernen er nødvendig for at fremkalde Søvn. Derfor er det nødvendigt at de, som ønsker at sove roligt, undgaar alt, der irriterer og foruroliger Sindet, naar de gaar til Hvile. Blandt Søvnens mange Fiender er Bekymring, Uro, Sorg og for meget Tankearbeide. En stor Del Søvnløshed har ogsaa sin Grund i den slemme Brug af for sen Aftensmad, thi derved holdes Fordøielsesorganerne i Virksomhed, naar de skal hvile. Usedvanlig stor fysisk Træthed kan undertiden være et Middel til at fremkalde Søvnløshed. Man har saaledes Eksempel paa Velocipedryttere, som efter en lang anstrængende Ridning har maattet ligge flere Nætter vaagne uden at det lykkes dem at sovne fuldstændig ind. Kulde er ogsaa ofte en Grund til Søvnløshed, thi naar Lemmerne er kolde, bevirkes større Blodtilførsel til Hjernen.
Ikke engang den stærkeste Person kan undvære en Nats Hvile uden Straf. En gammel Regel siger: «Lettere at forebygge end at bote.» For at forebygge Søvnløshed maa man undgaa at spise kraftige Aftensmaaltider, idetmindste ikke senere end tre Timer før man gaar tilsengs. Gjør intet Forsøg paa at søvne, thi dette indeholder en Anstrængelse, men lad Søvnen komme af sig selv. Men naar Søvnen vægrer sig for at komme, er det en god Maade at fremkalde den paa at trætte ud Hjernen uden at anstrænge den. Det kan ofte ske ved at tælle til Hundrede omigjen og omigjen. En from Missionær, som led af Søvnløshed, pleiede at læse Fadervor lige til at Satan bedøvede ham for at slippe at høre Bønnen, og dette Middel forfeilede aldrig sin Virkning.
Man tror i Almindelighed, at Drømme kun forekomme under ufuldstændig Søvn og blot nogle Minutter før man vaagner. En Drøm kan synes at strække sig over Perioder af Dage eller Uger, men i Virkeligheden er den blot et Øiebliks Værk, hvilket er konstateret ved forskjellige Eksperimenter med sovende Personer.
Dr. Macnish har i sin «Philosophy of Sleep» fremsat en meget fornuftig Teori angaaende Drømme. Han siger: «Jeg tror, at Drømme er Gjenoplivelse eller Tilbagevenden af Tanker, som før paa en eller anden Maade har beskjæftiget Sindet. De er gamle Ideer, som har vaagnet til Liv, enten i sin oprindelige Form eller sammenhængende blandet med hverandre. Jeg betviler Muligheden af, at en Person kan drømme om noget, som han ikke før paa en eller anden Maade har havt i Tankerne. Hvis de Ting, som man ved forskjellige Tilfælder har tænkt paa, rives løs fra sin Sammenhæng og blandes om hinanden, hvilket ofte sker, saa giver de Ophavet til urimelige Kombinationer; men Elementerne af Drømmen har dog en Forudsætning, om de end aabenbarer sig i en ny Form, som savner Sammenhæng.»
En eiendommelig Omstændighed ved de, der drømmer, er at deres Evne til Omdømme er aldeles ophævet. De drømmer f. Eks., at de samtalede med en Bekjendt, om hvem de dog ved, at han er død eller langt borte. Naar de vaagner, ser de straks det urimelige i altsammen, men dette kunde de ikke fatte under Søvnen. «Vi begaar under Drømmen», siger Miss Cobbe, «Handlinger, for hvilke vi, hvis de var virkelige, vilde udgyde Taarer af Blod, og dog føler vi aldrig den mindste Samvittighedskval. Den almindelige Tanke, naar man er vaagen: ‘Jeg vil ikke gjøre det, thi det er uret,’ synes aldrig at hindre os fra at tilfredsstille hvilkensomhelst Nykke, der kan komme over os under Drømmen. En fremragende Filantrop, som i mange Aar har beklædt et høit Dommerembede, begaar stadig Forfalskninger i Drømme, men han angrer det aldrig, før han har faaet høre, at han vil blive hængt. En Dame, der er beskjæftiget med at undervise Børn, ser en Gut gjøre Grimaser til hende, hvorfor hun griber ham og tvinger ham ind mellem Stængerne i et Løvebur.»
De, som plages meget af ubehagelige Drømme, bør afholde sig fra at spise meget tilaftens og vogte sig for at sove paa Ryggen.
I Modsætning til de ulykkelige Tilværelser, som plages af Søvnløshed, findes der mange, som lider af utilbørlig Døsighed, og som i Lighed med den fede Dreng i Pickwick stadig falder isøvn. Aarsagen til denne stadige Følelse af Søvnighed ligger ofte i, at de fortærer mere Føde, end Legemet behøver, og saaledes mere end det kan omsætte. Fordøielsen begunstiger Søvnen derved, at Maven trækker Blodet fra Hjernen, saa at denne kommer i en Tilstand af Blodfattigdom. Dette er Grunden til, at de fleste faar Trang til Søvn efter en god Middag og gjerne tager sig en liden Lur. En anden Aarsag til Døsighed er Legemssvaghed. Dette kommer af den Omstændighed, at Hjernen er et af de Organer, som først kjender Virkningen af, at Blodmængden formindskes, eller at Blodet svækkes.
Et Middel mod Døsighed, naar den optræder hos sunde og stærke Personer, er at spise mindre ved hvert Maaltid. Men hvis Døsigheden har sin Grund i Svaghed, maa Personens Helbred i Almindelighed forbedres.
Meget træffende har man kaldt Øiet «Sjælens Speil.» Dr. Addison siger om Synsorganet: «Synet er det mest fuldkomne og mest behagelige af alle vore Sandser; det fylder Sjælen med den største Omveksling af Tanker, samtaler med sin Gjenstand paa de største Afstande og fortsætter sin Virksomhed længst uden at trættes eller blive kjed. Følelsen kan visselig give os en Forestilling om Udstrækning, Form og alle andre Begreber, som opfattes af Øiet, med Undtagelse af Farve; men samtidig er den ogsaa meget indskrænket og begrændset i sin Virksomhed hvad angaar Antal, Størrelse og Afstand af de forskjellige Gjenstande. Vort Syn synes bestemt til at udfylde alle disse Mangler og kan betragtes som et Slags finere og mere vidtstrakt Følelsesorgan, som spreder sig over en uendelig Masse Legemer, fatter de største Tal og bringer forskjellige af Universets fjerneste Dele inden vor Rækkevidde.»
Øiet er et usedvanlig fint og dygtigt sammensat «Camera Obscura»—et mørkt Rum, saadant som den Kasse Fotograferne benytter. Det har Linser fortil og en fin Nervehinde (Nethinden) bagtil for Billedernes Modtagelse. Naar vi ser paa en Gjenstand, dannes dens Billede i de mindste Detaljer paa Øiets bagre Del, som kaldes Nethinden, og omvendt ligesom i Fotografiapparatet. Men Nethinden, som staar i Forbindelse med Hjernen, overfører Billedet opretstaaende og fuldstændig til Hjernen.
Blandt Øiets mange Undere er dets Evne til at lempe sig efter Gjenstande, som staar paa forskjellig Afstand. Det kan med Tydelighed se en stor Gjenstand paa ti Kilometers Afstand, og næste Øieblik kan det indstille sig til at opdage en Gjenstand paa ti Centimeters Afstand. Det er derfor et sammensat Tele- og Mikroskop.
For at bevare Øinene og hindre dem fra at blive overanstrængt kan det være nyttigt at faa nogle Vink. Først og fremst er det nødvendigt at mindes, at alt, som har en svækkende Indflydelse paa Helbreden i Almindelighed, ogsaa sedvanlig svækker Synet. Taaget Luft og sandfyfdte Vinde, Solhede og skarp Kulde er skadelige for Øinene. Udtræt dem aldrig. Straks man mærker, at de er trætte, maa man lade dem hvile fra det, der anstrænger dem. Lad Lyset falde paa de Gjenstande, som man er sysselsat med, men ikke paa Øinene. Læsning og Skrivning i Skumringen eller ved ufuldstændig Belysning er meget skadelig og bør aldrig finde Sted. Naar Øinene er trætte, kan man bade dem med koldt Vand, som baade vederkvæger og styrker dem. Det er ikke klogt at anstrænge Øinene, fordi man ikke liker Briller; brug dem straks de behøves. Mange Personer har fordærvet sine Øine ved at vente forlænge med at bruge Briller, skjønt de virkelig trængte dem.
Farveblindhed er ganske almindelig nu for Tiden, især Rødblindhed, og sedvanligvis medfødt. Undertiden kan den faaes paa Grund af overdreven Tobaksrøgning.
En almindelig Grund til Døvhed er Ansamling af Voks i Ørene. Dette kan opmyges med nogle Draaber Olivenolje, som derpaa kan skylles ud med en liden Sprøite og varmt Vand. Undertiden kan Ørevokset foranledige hvad man kalder «Ørehoste». Man har paatruffet Tilfælde, hvor en besværlig Hoste har holdt sig i Aarevis trods Behandling, indtil det tilfældigvis har vist sig, at Aarsagen ikke havde sit Sæde i Lungerne, men i Ørene. Mange Personer har kun sin egen Dumhed at takke for at de savner Hørsel. En ofte forekommende Grund til Døvhed er f. Eks. Forsømmelsen af at tørke Ørene efter Vaskning. En anden Aarsag er den Vane at skrue Haandklædesnippen ind i Øret for at rense det. Det forekommer endvidere, at man kjøber Øreskeer af upraktisk Konstruktion. Dette Værktøi har jo til Hensigt at rense Øret, men kan isteden skade, da det sammenpresser Ørets Afsondringer. Naar man vasker Ørene, bør man vogte sig for at komme nær den Del af Mellemøret, som ligger yderst, d. v. s. Trommehinden.
Døvhed kommer ofte af svag Helbred. Under saadanne Omstændigheder kan man tage Levertran og lidt Jernopløsning.
Der findes naturligvis utallige andre Aarsager til Tabet af Hørselen, af hvilke mange er indviklede Øresygdomme, som fordrer dygtig Lægebehandling.
Slaa aldrig Børn paa Øret. Denne Uvane driver ikke sjelden Luften med saadan Kraft til Trommehinden, at denne brister. Jeg tror, at Børns Mangel paa Hørsel ofte har sin Grund i denne grumme og tankeløse Straf.
Menneskets Taleorgan er blevet lignet ved et Kirkeorgel. Ligheden er næsten fuldstændig, hvilket fremgaar af at Bælgerne repræsenteres af Lungerne, Tungerne af Stemmebaandene, Piberne af Luftstruben ovenfor Stemmebaandene, og Lydkammeret, hvor Tonerne faar Resonans, gjenfindes i Mundhulen.
Ved fuld Anvendelse af Taleorganet bliver dette stærkere, kraftigere, mere vellydende og bøieligt. Dette kan bedst ske ved Sangøvelser, men man kan ogsaa paa en fortræffelig Maade øve Stemmen ved at tale offentlig eller læse høit, ifald man ikke har Øre for Musik. En vakker Stemme har megen Tiltrækning, det være sig i almindelig Samtale, Sang eller Foredrag, og enhver bør søge at erhverve sig en saadan. Ungdomstiden er den mest passende Tid for Stemmens Uddannelse, da den kan siges at være fæstnet ved det femogtyvende Aar. Men selv i de senere Aar er den modtagelig for ydre Indflydelse og kan forbedres betydelig ved Øvelse.
For at bevare Stemmen maa man pleie Tænderne, Struben og Lungerne. Til og med Tabet af en eneste Tand kan i nogen Grad skade Udtalen. Fortsæt aldrig at synge eller tale, naar Stemmen bliver hæs og Struben slap efter en lang Anstrængelse. At holde Munden lukket, naar man gaar ud i Kulden fra et varmt Værelse, er en Regel, som, hvis den strængt følges, vil spare en for mange Forkjølelser, der ikke sjelden fremkalder Hæshed og tilfældig Tab af Stemmen.
Hvad angaar langvarigt Tab af Stemmen, kan dette have sin Grund i Hysteri, især hvis den følger paa et tilfældigt Stemmetab efter en Forkjølelse.
Dr. A. T. Schofield giver Eksempel paa et saadant Tilfælde. «En Patient kommer og forklarer med Vanskelighed i en anstrængt Hvisken, at han eller hun (thi de findes af alle Aldere og Klasser) har været ude af Stand til at tale i to Maaneder eller to Aar, og at alle Midler har været forsøgt uden Resultat. En kort Undersøgelse viser, at Luftstruben er ganske frisk, og saa begynder det tilsyneladende Mirakel med Behandling. Patienten, som ikke er paa sin Post, raaber «aah, aah» og begynder først lavt, siden stadig høiere og høiere at udtale og tilslut at raabe høit hvert Bogstav i Alfabetet, og dette varer i omtrent en halv Time. I disse Tilfælder gjør ikke Patienten sig skyldig i nogetsomhelst Bedrageri. Han kunde virkelig ikke tale, fordi han troede, at han ikke kunde.»
En god Hukommelse er paa mange Maader en stor Gave i Livets Forhold, thi en daarlig foraarsager ofte vedkommende megen Fortræd og pekuniære Tab, foruden alle de Ubehageligheder, som man derved volder andre. I Lighed med vore andre Evner, er Hukommelsen for en stor Del afhængig af Helbreden. En fuldkommen Hukommelse findes blot i den fuldstændig friske Hjerne i et fuldstændig friskt Legeme.
Hukommelsen er ofte i mærkværdig Grad stærkere eller svagere hos samme Person, afhængig af hans Helbredstilstand. Reisende fortæller, at de undertiden har været saa trætte, at de endog har glemt sit eget Navn. Men efterat de har hvilt en Stund og faaet lidt Mad, er Hukommelsen kommet igjen. At Hukommelsen pludselig svigter, kan indtræffe selv under vanlige Forhold, hvilket mange ved af Erfaring. En Dame har fortalt mig, at hun en Dag mødte en Bekjendt, som hun ikke havde truffet paa lang Tid, og som ønskede hendes Adresse. Til sin store Forbauselse, (og visselig ogsaa til hans) kunde hun hverken huske, Husnummeret, Gaden eller den Bydel, hvor hun boede.
De, som lider af daarlig Hukommelse, bør søge at afhjælpe det. Paa samme Maade som hvilketsomhelst andet svagt Organ i Legemet kan forbedres og styrkes ved passende Opøvelse, kan dette ogsaa finde Sted med Hukommelsen. En Maade at opøve Hukommelsen paa, er at paase, at de Ting, som vi ønsker at huske, har gjort et saa stærkt Indtryk paa Hjernen, at de saa at sige er blevet en Del af dens Bygning. Dette kan bedst ske, ved alvorligt at rette Sjælsevnerne og Blikket paa den angjældende Sag og gjentage dette flere Gange. Vi glemmer aldrig de Tildragelser eller Ting, som har forekommet os usædvanlige eller eiendommelige, men alle dagligdagse Ting gaar os snart af Minde. Grunden dertil er, at de første gjør Indtryk paa Hjernen, hvilket derimod de sidste ikke gjør. Derfor bør alt, hvad vi vil huske paa, uudslettelig indplantes i Hjernen. Hr. Hermann Rothe siger, at «den bedste Tid at opøve Hukommelsen paa, er om Aftenen, naar Lyset er svagt og Sindet ikke let distraheres af andre Ting, eller ogsaa tidligt om Morgenen, straks efter at man er vaagnet, naar Sjælsevnerne er klare. Cato og Cicero handlede efter denne Grundsætning og styrkede sin Hukommelse ved enten om Aftenen eller følgende Morgen at gjentage den foregaaende Dags Hændelser. Hukommelsen bør opøves paa regelmæssige Tider; men disse Tider bør ikke være hverken med forlangt Mellemrum eller af for lang Varighed, ei heller bør de komme for ofte. Følgen af at man overskrider disse Regler er den, at Hukommelsen bliver forvirret og de Ting, man ikke mindes, sammenblandede. Hvis man skal huske en hel Mængde Ting let og fuldstændig, maa de omhyggelig ordnes i Tanker, og deres naturlige indbyrdes Sammenhæng gjøres saa fuldstændig som mulig. Paa denne Maade fremkaldes det ene af det andet, og det hele kan opfattes med et eneste Blik. Ting, som er vanskelige at fæstne i Hukommelsen, kan vi betragte i Sammenhæng med et ydre Tegn, en Streg under et Ord eller en Mening, et Tegn i Margen, med farvet Blyant, hvorved muligvis Farven kan staa i Forbindelse med Omstændigheden. Undertiden kan vi mindes en vanskelig Ting ved at indprente i Sjælens Øie det første Bogstav, Stavelse eller Ord, eller hvis der er flere Ting, ved at forbinde Begyndelsesbogstaverne i hver Mening til et Ord, eller de første Ord til en Sætning og lære denne.»
At den Mad, vi spiser, udøver et vist Maal af Indflydelse paa Sjælsvirksomheden og Hukommelsen, er en Omstændighed, som mange offentlige Talere kjender af egen sørgelig Erfaring. Om dette Emne siger Dr. Kirk i sin Bog «Papers on Health», at naar visse Stoffe indføres i Maven og Fordøielsen begynder, saa føles det, at den aandelige Virksomhed møder uovervindelige Vanskeligheder, og hele Sjælssystemet viser sig snart at savne Nervesubstans til at arbeide med. Denne Substans er i hele sin Udstrækning optaget med at søge at formindske det uheldige Materiale, der er overladt den som Føde. Og selv den bedste Føde kan være af saadan Natur, hvis den ikke er tilstrækkeligt kogt. Saaledes er Forholdet f. Eks. med Ris, hvis den ikke er godt tilberedt ved langvarig Kogning. I visse Tilfælde kan dette helt og holdent berøve os Evnen til at tænke sammenhængende. Hvis nogle Personer spiser kraftig Ost før de prædiker eller taler offentlig, og de er afhængige af Stemningen for Øieblikket, saa vilde de finde, at Fødemidlet i Maven optager Nervesystemet saaledes, at Hjernen ikke kan faa hvad den behøver til sin frie Virksomhed.
Stamning har sin Grund i Mangel paa Evne til at benytte den Muskelkraft, som er nødvendig for at tale. I næsten hvert Tilfælde er den fremkaldt ved Hermning og bibeholdt ved Sindsuro og Vane. En Autoritet i denne Henseende siger, at den skrider saa langsomt frem, at det knapt kan mærkes, fra en vis Hakken ved enkelte Leiligheder til en stadig Stamning, efterfulgt af voldsomme Anstrængelser for at tale og megen Forvridning af Ansigtet; disse to Stadier, der synes saa forskjellige, fremkaldes af samme Aarsag og er i Virkeligheden de samme, skjønt Sygdommen optræder voldsommere i det ene Tilfælde end i det andet. Hvis denne ringe Hakken, som kun optræder imellem, ikke vises nogen Opmærksomhed, kan den hos en følsom Person og især hos den, som taler hurtigt, blive større og større, indtil den lidt efter lidt har udviklet sig til fuld Stamning.
Stamning kan ikke bødes paa i Løbet af nogle Uger, Tid og stor Omhu kræves, inden den kan afhjælpes. Jeg tilraader Iagttagelse af følgende Regler, som er befundet at være udmærkede.
1. Før man begynder at tale, drager man først et dybt Aandedræt. Derved fyldes Lungerne med Luft, og Stamning kan ikke opstaa af Mangel herpaa.
2. Man bør øve sig i at lade Læberne, Tænderne og Tungen udføre sine forskjellige Funktioner, naar de Bogstaver skal udtales, som fordrer deres respektive Brug.
3. Læg stærk Vægt paa hvert Ords sidste Stavelse. Derved udtales det følgende Ord lettere.
4. Træk altid Aanden ved Slutten af hver fuld Sætning, og lad Sætningerne være korte.
5. Begynd hver Sætning langsomt og tydelig med temmelig lav Stemme, og udtal hver Stavelse med størst mulig Nøiagtighed.
6. Hav altid paa det rene hvad De vil sige, og naar De taler, saa ofre hele Opmærksomheden paa det Emne, der tales om.
Man har regnet ud, at de almindeligst forekommende Sygdomme i England og Wales koster Landet aarlig 20.000.000 Ugers Arbeide.
For en stor Del kunde denne Sygelighed undgaaes, hvis blot Privatfolk vilde iagttage fornødne Forsigtighedsregler. Det bedste Middel til at hindre omtrent alle almindelige Sygdomme er frisk Luft, Renslighed, Luftveksling i Værelserne, sund Føde og rent Vand. Lord Playfair har sagt: Paa samme Tid, som omkring 20% af Ofrene dør af sine Saar paa Slagmarken eller efterpaa, men 80% bukker under for de Sygdomme, som følger med Feltlivet, saa er ogsaa i fredelige Sysler Forholdet det, at Procenten af dem, som træffes af en voldsom Død, er liden i Forhold til alle dem, som bukker under, fordi de har overtraadt Sundhedslovene. Disse er ligesaa bestemte og ufravigelige som andre Naturlove. Hvis man gaar til Kanten af en Afgrund og kaster sig ud, saa trækkes man af Tyngdeloven nedad med stadig større Hastighed, indtil man slaar sig ihjel nede paa Bunden. Man stiller sig selv under Tyngdekraftens Lov og kan aldrig haabe, at den skal forandre sig for at redde en fra ens egen Daarskab. Paa samme Maade er det med Sundhedslovene. Hurtige, stenge ufravigelige og uforanderlige i sin Virksomhed straffer de alle Overtrædelser. Men Menneskene er ikke fødte for at de skal visne og dø, men for at de skal vokse i Kraft og leve den for dem bestemte Tid. Helbred er den normale Tilstand, som følger af at lyde Loven; Sygdom er Straffen for dens Overtrædelse. Paa Grund af saadan Overtrædelse maa England hvert Aar ofre 110 000 Liv, medens 220 000 Personer unødvendig ligger syge Aaret rundt. Og hvorfor? Fordi hverken de, som har Magten, eller Folket vil lære at kjende og lyde enkle sanitære Love. Ingen Farsot kan modstaa streng Renslighed og Luftveksling. Der var en Periode paa tusen Aar da ingen Mand eller Kvinde i Europa nogensinde tog et Bad, og i et Aarhundrede af denne Periode døde firti Milioner Mennesker af Pest, en Sygdom, som tager mest Fart, naar Renslighed ikke iagttages. Men nu udgjør meget frisk Luft, godt Vand og Bortryddelse af alt Skarn udenfor og i Boligerne, Betingelserne for baade Almenhedens og den enkeltes Sundhed; vi fordrer Renslighed baade hvad angaar Byerne og deres Beboere. Det er en Lov, som er enkel baade at lære og anvende, men Stoltheden reiser sig imod den, ligesom Tilfældet tidligere var med den Spedalske, da han fik Besked om at bade sig i Jordan. «Hvis Profeten havde paalagt dig noget vanskeligt, vilde du da ikke have gjort det? Hvor meget mere, naar han kun har sagt dig: Vask dig, saa bliver du ren».
Lord Lubbock siger i sin Bog «The Pleasures of Life,» at «Sundhedens Fordringer er tydelige nok: Regelmæssige Vaner, daglig Motion, Renslighed og Maadelighed i alt, i Mad saavel som i Drikke, vil holde de fleste Mennesker ved en god Helbred».
Ved en Forelæsning i Manchester gav Dr. John Falham følgende fortræffelige Regler mod smitsomme Sygdomme:
1. Renslighed er den bedste Beskyttelse mod Smitte og det bedste Desinfektionsmiddel, som findes. Hvis man i Almindelighed blot brugte rigelig med rent Vand og holdt sig selv og sit Hus rent samt brød sig om at slippe frisk Luft ind i sine Værelser, saa vilde man sjelden behøve at anvende Desinfektionsmidler eller Medecin mod smitsomme Sygdomme.
2. Findes en smitsom Sygdom i Hjemmet, hold da Fremmede borte fra det. Afstæng de Syge for sig selv, og send Bud til Sundhedskommissionen, som kommer til at tage sine Forholdsregler. Læg alle smittede Klæder i Vand. Naar den Syge er frisknet til, maa alle Sengklæder og hele Huset decinficeres.
3. Hvis man ønsker at hindre Smitten fra at brede sig til andre Medlemmer af Familien, saa før helst den Syge til Sygehuset, hvor han bliver godt pleiet, og hvor han har større Udsigt til at blive frisk end i Hjemmet. Isaafald kan Hjemmet straks decinficeres.
4. Gjør Huset omhyggeligt rent og befri det for alle Spor af Sæbe og al Fugtighed, som har samlet sig under Møbler og andre Gjenstande. Filler, Tøistykker eller smudsigt Lintøi, som har været benyttet af den Syge, gjør man klogest i at brænde op. Man ved da Størrelsen af sit Tab, og undgaar al Fare fra den Kant for Fremtiden.
5. De, som passer den Syge, bør være yderst renslige og omhyggeligt vaske sine Hænder, inden de spiser. Forsømmelser i denne Henseende har kostet mangen Pleierske hendes Liv, thi Bakterierne overføres let under saadanne Omstændigheder fra uvaskede Hænder til Maden.
6. Sørg for at Bækkenet holdes nøiagtig rent og daglig skylles med varmt Vand.
«Doktor, ingen Mediciner!» sagde Keiser Napoleon. «Vi er Maskiner som er konstrueret for at leve. Vi er indrettede for det Øiemed og vor Natur er saadan. Arbeid ikke imod Livsprincipperne. Lad dem i Fred; lad dem have Frihed til at forsvare sig; det virker meget bedre end eders Mediciner.» Saaledes tænkte den store Selvhersker, og i hans Ord ligger i det hele taget en vis Sandhed, som Verden endnu har igjen at lære. Mange Mennesker tager straks sin Tilflugt til Medicinflasken eller Pilleæsken, saasnart de kjender lidt ondt. De venter ikke for at undersøge, paa hvilken Maade de har forbrudt sig imod Sundhedslovene, om de muligens skulde kunne rette paa sin Afvigelse fra dietiske og hygieniske Retfærdigheds Veie.
«Sygdom,» siger Dr. D. H. Kress, «kommer aldrig uden Grund, og Bedring kan kun finde Sted ved at Grunden eller Grundene fjernes. Ved Behandlingen af en Sygdom, er det derfor yderst vigtigt eller rettere aldeles nødvendigt, saa hurtigt som muligt at forvisse sig om dens første Ophav.
Ved Anvendelse af Medicin og andre terapeutiske Midler er det muligt at hindre, forandre eller bortrydde ubehagelige Symptomer, men hvis ikke disse fjernes eller Opmærksomheden ikke fæstes paa Sygdommens Aarsag, saa er Patienten i Virkeligheden ikke bedre, thi Sygdommen er fremdeles tilstede. Man er blot bedraget, naar man tror, at Symptomerne udgjør Sygdommen, og før eller siden kommer man til at indse sin rette Tilstand.
Dr. H. Sinclair Paterson gjør følgende Bemærkning i sin Bog «Life, Function, Health.» Mange taabelige Ytringer er faldt om Læger, og jeg vil ikke forsvare dem, som stadig anvender stærkt virkende Mediciner for alt muligt; jeg tror, at der forekommer ganske meget overdrevent inden Lægepraksien, og at Patienter ofte er tilbøielige til at beundre dette. Man nærer Uvilje mod at behandles med enkle Midler. Vi har en Forestilling om at vi bør tage en eller anden Medicin—jo vondere desto bedre. Men jeg tror, at i fem af seks Tilfælde er den bedste Behandling intet andet end omhyggelig Pleie, Undgaaelse af saadan Diæt, som kan forværre Sygdommen, fuldstændig Næring, Anordninger til at skaffe Hvile og Søvn og en passende Mængde Lys og Luft.»
Dr. Oliver Wendel Holmes siger i sin Bog «Border Lines of Knowledge:» Medicinens Vanære har været dette uhørte System af Selvbedrag, paa hvis Befaling Gruber er blevet tømt for sine irrede Metaller, Tarmer af Dyr er blevet tømte for sin Urenslighed, Slangers Giftkjertler er blevet udpressede, og alle disse urimelige Ting er blevet tvunget ned gjennem Menneskestruber for at hjælpe Patienter, som har lidt af Mangel paa passende ydre Anordninger, Føde eller andre livgivende Midler.
Der findes mange Slags Forkjølelser, som angriber forskjellige af Legemets Organer. Men alle er de Resultatet af Slaphed i Nerverne og en abnorm Reaktion, som er fremkaldt af Kulde. Den almindeligste Forkjølelse er naturligvis den, som angriber Hoved, Hals og Bryst. Nogle Mennesker er lettere udsat for Forkjølelse end andre og disse bør være specielt forsigtige. Man taler ofte ringeagtende om Forkjølelsen og lader den skjøtte sig selv, men denne Forsømmelse lægger ofte en Grund, som slutter med alvorlige Sygdomme. Den bedste Maade at forebygge Forkjølelse paa er at iagttage følgende Regler. 1). Spis meget varmefrembringende Mad, naar det er koldt. 2). Undgaa at forsømme et regelmæssigt Maaltid, især hvis man er udsat for koldt og ugjæstmildt Veir. Enhver har lettere for at forkjøle sig, naar han er fastende end naar Legemet er godt forpleiet. 3). Undgaa pludselige Temperaturforandringer, f. Eks. ved at gaa fra et varmt Værelse ind i et koldt eller at sidde nær en Ild og lade den slukne. Undgaa ligeledes daarlig ventilerede og ophedede Rum. 4). Tag meget Motion i fri Luft, men vogt eder for at overanstrenge Legemet. Omnibuskuske, Lokomotivførere og andre, som er udsatte for alslags Veir, er mærkværdig fri for Forkjølelse af den Grund, at de stadig er ude i fri Luft. 5). Brug aldrig Skjærf. 6). Hold Fødderne varme.
Det bedste Middel mod Forkjølelse er en flere Timers Spadsertur om Dagen i frisk Luft. Om Aftenen bør Fødderne og Benene bades i Sennepsvand for at borttage Blodtilstrømningen til Hjernen, og man bør spise en Portion varm Velling eller Havresuppe for at fremkalde Svedning. Vær ikke ræd for at have Soveværelsevinduet lidt aabent om Natten, tiltrods for De er forkjølet. Frisk Luft uden Træk har aldrig skadet selv den mest ømfindtlige Person.
Mavekatarrhens Symptomer varierer meget i Natur og Styrke. Ved den enklere Form af Mavekatarrh, der i Almindelighed kaldes Mavesurhed, har man maaske blot en ubehagelig, tung og brændende Følelse i Brystet eller Maven efterat man har spist et rigeligt Maaltid. Men ved kroniske Tilfælde, som sædvanligvis gaar under Navn af Mavekatarrh, indtræffer ofte Tabet af Madlysten; et forvænt eller udartet Begjær efter Mad; Følelse af Tyngde eller Smerte i Brystet eller Maven; sure Opstød; træg Afføring, vekslende med Diarré; tung Hovedpine; ildelugtende Aandedræt; belagt Tunge.
Mavekatarrh har sin Grund i forskjellige Aarsager, der næsten alle kan forebygges. Den er ofte en Følge af at man har spist for mægtig Mad, af utilstækkelig Tygning af Føden, sene Aftenmaaltider eller forlidet Motion. Blandt andre Faktorer, som kan bidrage til at fremkalde dette Onde, kan nævnes formeget Sjælsanstrængelse eller Bekymring, daarlig Luftveksling, formegen Tankevirksomhed umiddelbart efter Maaltiderne, utjenlig Føde og umaadelig Fortæring af stærke Drikke.
For at kunne helbrede Mavekatarrh maa man først og fremst undersøge hvoraf den er kommet og om muligt bortrydde Aarsagen. Diæten maa naturligvis reguleres og kun meget letfordøielig Føde fortæres. Undgaa The, Kaffe, stærke Drikke, raa Grøntsager, Pickles, Kalvekjød, Flesk, Hummer, Ost og Nødder. Hvis man undgaar alleslags Drikke undtagen varmt Vand, vil man finde, at dette er et enkelt, men usvigeligt Middel mod den mest haardnakkede Mavekatarrh. Jeg har seet et Tilfælde, hvor denne Behandling har hjulpet, efterat alt andet var mislykkedes. Et Glas varmt Vand bør drikkes ved Slutten af hvert Maaltid.
Forstoppelse forekommer oftere hos Kvinder end hos Mænd, hvilket hovedsagelig kan tilskrives de førstes mere stillesiddende Liv. Hyppig Forstoppelse angriber ofte Sundheden i Almindelighed ganske betydelig, og kan til og med efter en Række Aar føre til et eller andet organisk Onde; derfor er det meget nødvendigt, at sørge for en regelmæssig Afføring. Mangel paa Motion og uregelmæssig Diæt er de vigtigste Aarsager til Forstoppelse. De, som lider deraf, bør spise lidet animalsk Føde og aldrig drikke The eller Kaffe. Grød af grovt Havremel bør udgjøre Dagens første Maaltid, og grovt, brunt Brød spises istedenfor hvidt. Frugt og ferske Grøntsager bør spises i stor Mængde, da de har en udmærket lakserende Virkning. En Appelsin eller et Glas Vand paa fastende Hjerte har hjulpet mange. Man bør undgaa stadig at tage Medicin for at faa Afføring. Følgen bliver den, at Indvoldene slappes og tilslut bliver ude af Stand til at opfylde den Hensigt, hvortil de af Naturen er bestemt. Og snart indtræffer den Tid, da den ofte benyttede Medicin ophører at virke, hvorved de alvorligste Følger kan opstaa.
Dr. Parkes siger, at «den stadige Brug af Laksermidler ødelægger Fordøielsen og Absorberingen, og Anvendelsen af Klyster, som i og for sig er mindre skadelig, har ogsaa sine Mangler. Idetheletaget bør man kunne faa ordentlig Afføring ved at tage fornøden Motion, og specielt ved at bringe Bugmusklerne i Bevægelse eller ved at spise Klidbrød, Honning, Frugt og saadanne mildt løsende Fødemidler; fremkalder imidlertid ikke disse den tilsigtede Virkning, er det bedre at underkaste sig en vis Grad af Forstoppelse end at faa den Uvane stadig at bruge Laksermiddel.»
Nevralgi kommer af forlidet Næring for Nerverne; dog i de fleste Tilfælde ingenlunde af Mangel paa Blod, men af at Blodet er tykt og urent. Romberg siger om Nevralgi: «Det er en Nerves Bøn om sundt Blod.»
Nervesmerter kan fremtræde i næsten hver Del af Legemet, men oftest sætter de sig i Ansigtet eller i Hovedet. Der findes naturligvis mange terapeutiske Midler mod Nevralgi, og blandt disse er det vigtigste Kinin. Hvis man kan, gjør man dog altid bedst i at klare sig uden Medicin, da den altid skader paa en Kant, selv om den gavner paa en anden. Det eneste virkelige Middel mod Nevralgi er en forstandig Diæt og Motion. En liberal Diæt er bedst for Nevralgi. Den bør omfatte en ikke for stor Mængde Kjød, meget Melk og melkeholdige Stoffe samt Levertran, hvis man taaler den. Alle stimulerende Midler, som Kaffe, The og stærke Drikke, maa undgaaes. Motion i fri Luft maa tages daglig, da den høilig styrker Nervesystemet og fordriver det overflødige Blod, som saa ofte er Grunden til denne Sygdom.
Rheumatisme er en Sygdom, som er i stærk Tiltagen i vort Land. Der findes tre Slags af den nemlig rheumatisk Feber eller akut Rheumatisme, Muskelrheumatisme og kronisk Rheumatisme. Baade det ene og det andet Slags fremkaldes af at man udsætter sig for Kulde og Fugtighed, som f. Eks. at man gaar i vaade Klæder eller ligger i fugtige Lagener. Visselig forberedes Legemet ogsaa for denne Sygdom ved uret Diæt og ved Indførelse af skadelige Stoffe i Blodet. Jeg er af samme Overbevisning som Dr. T. R. Allinson, naar han paastaar, at Brugen af formeget Kjød og stærke Drikke for en stor Del bærer Ansvaret for den overhaandtagende Rheumatisme. Han forsikrer, at hvor man ikke spiser Kjød eller drikker Vin, er denne Sygdom næsten ukjendt.
De, som lider af Rheumatisme, giver jeg det Raad at leve hovedsagelig paa melholdige Stoffe, Frugt og Grøntsager. Vin og maltholdige Drikke maa man afholde sig fra. Men hvis man vil tage en stimulerende Drik, er Whisky den mindst farlige.
Det er ikke almindelig kjendt, at Selleri er et udmærket Middel mod Rheumatisme. Mange er blevet helbredede kun ved dette. Sellerien bør skjæres i Biter og koges i Vand til den bliver aldeles myg. Patienten bør fortære baade Selleri og Vand. Det kan serveres som Suppe med ristet Brød.
Der findes ingen Medicin, som kan helbrede Gigt. Det eneste Middel ligger i Patientens egen Haand, og det bestaar i en streng Maadeholdenhed i Spørgsmaalet om Mad og Drikke.
Gigt fremkaldes altid af umaadelig Fortæring af stærke Drikke, isærdeleshed fyldige Vine, eller af formeget Mad, især Kjød. Undertiden kommer det af begge disse Ting i Forening. De, som lever maadelig og som er meget i Bevægelse, besværes sjelden af Gigt. Den kan med Rette kaldes de Riges Plage, da den oftest viser sig, hvor man fører et yppigt Liv i Magelighed og Uvirksomhed. Hos enkelte Mennesker er det desværre en Arv fra tidligere Slægter, idet Fædrenes Synder hevnes paa Børnene i tredie og fjerde Led. Naar altsaa Gigt virkelig er forekommet i Slægten før, saa er det af yderste Vigtighed at Tilbøieligheder for Sygdommen, som kan vise sig, ikke faar Lov til at udvikles. Man maa derfor iagttage den største Nøiagtighed med Hensyn til Diæten. Det siges, at Gigten ofte hopper over et Slægtled og oftere angriber Børnebørnene end Børnene. En medicinsk Autoritet forklarer dette paa følgende Maade: «Det hænder, at en meget gigtbrudden Mands Søn, med Eksemplet stadig for sine Øine lever saa nødtørftigt, at han holder Fienden paa Afstand; men Børnebørnene, som staar helt og holdent under Indflydelse af de nedarvede Anlæg, men derimod ikke har det afskrækkende Eksempel for Øinene, tager sig ikke specielt ivare og falder derfor snart som Offer for den uhyggelige Fiende.»
For at fremkalde Bedring af Gigt maa man absolut afholde sig fra alle Maltdrikke og alslags Vin, samt undgaa animalsk Føde. En enkel Diæt maa holdes, hovedsagelig bestaaende af Grøntsager, Tapioka, Arrowrod, Sago, Kavringer, Melk, ristet Brød, Vand og andre lignende Fødemidler. Man bør ikke spise Sukker eller søde Sager, da de fremkalder Dannelsen af Syre og forværrer Gigten.
Dr. Craigie siger i sin «Elements of the Practise of Physics»: «En Diæt, som bestaar af Brød og Melk eller Ris og Melk, eller Mel af stivelsesholdigt Korn og Melk er fuldstændig istand til at forebygge Tilbøielighed til Gigt og til at bortrydde en saadan Tilbøielighed, hvis den allerede findes. En saadan Diæt er ogsaa fuldt istand til at forhindre Sygdommen fra at optræde i sin uregelmæssige Form, og at angribe Hjernen og dens Hinder eller Hjertet og Lungerne. Hvis der behøves yderligere Bevis for den Paastand, at en rimelig Diæt paa Melk og Gryn eller kogte Grøntsager og Melk, som baade nødvendig og passende for Helbredelse af Gigt, er fuldt paalidelig og mindre skadelig end animalsk Diæt, saa kan man finde det i de Omstændigheder, som man har iagttaget i de fysiologiske Forhold mellem Maven og Lungerne.»
Dr. Anna Kingsford i Paris taler i sit Arbeide «The Perfect Way of Diet» om Tilbøieligheden for Gigt og siger blandt andet: «Et af den animalske Diæts Resultater er, at den fremkalder en Tilstedeværelse af Syre i Urinen, medens den vegetabilske Føde gjør den alkalisk. Menneskeurinens sædvanlige Reaktion er sur, og man kalder dette den normale Reaktion, da man møder denne næsten udelukkende hos alle, som lever paa blandet Diæt. Men Reaktionen bliver neutral eller alkalisk, naar man forlader den animalske Føde, og med Syren forsvinder ogsaa for en stor Del Dannelsen af de faste Stoffe, som, naar de sammenhobes, danner Sten. Beskaffenheden af de Stoffe, som indføres i Maven, har endvidere en uhørt Indflydelse paa Dannelsen af Grus, og vi ved, at Urinsyre, som, naar den forekommer i for store Mængder, udgjør den fornemste Faktor ved Stendannelse og Gigt, har sit Udspring i ufuldstændig Forbrænding af kvælstofholdige Stoffe, thi naar disse ikke bliver fuldstændig oksyderede, danner de Urinsyre istedenfor de Urinbestanddele, som de normalt skulde danne. Man kan derfor vente, at hos dem, som spiser store Mængder af Kjød, findes der formeget Urinsyre og følgelig Tilbøielighed til Gigt, Stendannelse og Nyrekolik. For at forebygge eller helbrede disse Sygdomme er saaledes vegetarisk Diæt nødvendig.»