[1] Ansigtsblodaarer, som tegner sig paa Panden, en paa hver Side, løbende næsten lodret, noget paaskraa ovenfra, indad mod den indre Ende af Øienbrynet.
L—u.
«Lyst, fint, gjennemsigtig Haar,» siger en tysk Fysionomist, viser altid en svag, ømtaalig, pirrelig eller ogsaa en forsagt og let fortrykt Karakter. Det sorte, krøllede Haar vokser aldrig paa et ømtaaligt, marvfyldt Hoved. Liden Irritabilitet følger med kort, haardt, krøllet Haar, men mest med det linfarvede og det fine. Lyst Haar betegner sjelden uhæderlige Egenskaber, hvilket ofte er Tilfældet med mørkebrunt eller sort i Forbindelse med lyse Øienbryn. Mænd med langt Haar er altid mere kvindelige end mandlig.
Aristoteles siger: «Ligesom svagt Haar er Tegn paa en Rædhare, saaledes er et stærkt Haar Tegn paa Mod. Dette passer ikke alene paa Mennesker, men ogsaa paa Dyr. De ræddeste blandt Dyrene er Raadyret, Haren og Faaret, og disses Haar er svagere end andre Dyrs. Løven og Vildsvinet er de modigste, hvilket viser sig i deres overordentlig stærke Haar.»
Sjælens Indflydelse paa Materien er en af de dybeste Hemmeligheder i vort Væsen. Faa Personer har fuldt Begreb om Styrken af denne mægtige Kraft, som stadig virker inde i dem, enten til godt eller ondt.
«Sindstilstanden,» siger Dr. S. Smith, «paavirker den fysiske Tilstand, og Livets Varighed beror helt og holdent paa den fysiske Tilstand; heraf følger, at i samme Grad som Sjælen kan indvirke paa Legemets Beskaffenhed, kan den ogsaa have Indflydelse paa Livets Længde. Det er umuligt at bibeholde Legemets Funktioner i en naturlig og kraftig Tilstand, naar Sjælen lider. Enhver turde maaske have lagt Mærke til, hvorledes Personer, som er truffet af en stor Ulykke, er blevet forandrede i Udseende. En Person for Eksempel, der for et Aar siden blev rammet af en Ulykke, som gik ham til Hjertet, er nu forvandlet til en Skygge af sig selv; endnu nogle Maaneder, og han er ikke mere.»
Hvor utroligt det end lyder, har man dog Eksempler paa, at Fantasien har foraarsaget eller stillet Smerte, ja til og med fremkaldt eller fordrevet Sygdom. De iblandt os, som lider af Nevralgi for Eksempel, ved meget vel, at den bedste Maade at befri sig fra Smerterne er at forsøge at glemme dem, medens de ofte bliver større, hvis man tænker paa dem. «Den enkle Tro eller Overbevisning,» siger Dr. Tuke, «at en Muskel ikke kan sammentrækkes eller slappes, er tilstrækkelig til hos en følsom Person eller en, i hvilken Følsomhed er blevet fremkaldt, at foraarsage midlertidig Mangel paa Kraft.» Samme Forfatter taler om, hvorledes Frygten eller Faren har Indflydelse paa Karsystemet, og giver som Illustration herpaa følgende Fortælling om en intelligent Dame, med hvem han var meget godt kjendt. Han siger: «En Dag gik hun forbi en offentlig Indretning og saa en liden Gut, hvem hun nærede speciel Interesse for, komme ud gjennem en Jerngrind. Hun lagde Mærke til, at han slap Grinden efter at han havde aabnet den, og at den formodentlig vilde klemme ham, hvad hun antog vilde ske med saadan Kraft, at Guttens Fod vilde blive knust. Det skeede dog ikke. ‘Det var umuligt,’ sagde hun, ‘i Ord eller Handling at være hurtig nok til at at forebygge, hvad jeg antog vilde ske, og i selve Virkeligheden fandt jeg, at jeg ikke kunde røre mig af Stedet, thi en uhørt Smerte opstod i min egen Fod, tilsvarende den, som jeg troede vilde skades paa Gutten. Jeg kunde blot lægge min Haand paa den for at lindre den vold-Smerte, og jeg er vis paa, at jeg ikke rørte mig paa nogen Maade, hvorved jeg kunde have vrikket eller strukket den. Det var med den største Vanskelighed at jeg naaede mit Hjem, som laa en halv Kilometer fra Stedet, og da jeg tog af Strømpen, fandt jeg en Ring omkring Fodleddet, som om det var blevet bestrøget med rød Saft, samt en stor Flek af samme Farve paa Ydersiden. Den følgende Morgen var hele Foden inflammeret, og jeg maatte holde Sengen i lang Tid.’»
Et lignende Tilfælde omtales i Carter on Pathology and Treatment of Hysteria. «En Frue, som passede sin lille Gut, der legte, saa at en tung Vinduesramme faldt over hans Haand og hug af tre Fingre, hvorved hun blev saa overvældet af Frygt, at hun ikke formaaede at yde ham nogensomhelst Hjælp. En Læge blev i al Hast budsendt, og da denne havde forbundet Gutten, vendte han sig mod Moderen, som sad og jamrede sig, idet hun klagede over Smerte i Haanden. Da han undersøgte hende hende fandt han, at de tre Fingre, tilsvarende dem, som var skadede paa Barnet, var ophovnede og inflammerede, endskjønt hun ikke tør havde havt noget ondt i dem. Efter fire og tyve Timers Forløb gjordes Indskjæringer i dem, og Værk randt ud. Dødkjød blev senere fjernet, og tilslut heledes Saarene.»
Nogle Personer indbilder sig stadig, at de er Offer for en eller anden Sygdom, og de føler sig aldrig rolige, hvis de ikke har en Læge til at passe sig. Deres Samtaler angaar hovedsagelig deres smaa Plager, og deres største Fornøielse er at høre, hvorledes deres Venner beklager dem. Hvis saadanne Personer virkelig er syge, er det paa Grund af deres mørke Sindstilstand. Alleslags Sygdomme kan fremkaldes i Legemet ved hvad man i Sjælens Fysiologi kan kalde Tilbøielighed derfor. Ved at fæste Sjælens Opmærksomhed paa en særskilt Del af Legemet kan en Sygdom forværres eller til og med fremkaldes uden ydre Aarsag.
«Hvis Opmærksomheden henledes paa Maven,» siger Dr. Tuke, «foraarsager dette en Følelse af Tunghed, som kan forvolde Vanskeligheder i Fordøielsen. En Følelse af Spændthed eller andre Ubehageligheder kan man let, som hver og en ved, fremkalde i de forskjellige Organer. Tankernes Retning mod Hjertet har i Almindelighed en forstyrrende Indflydelse paa dettes regelmæssige Virksomhed. Visselig udøver stærke Sindsbevægelser meget større og mere øieblikkelige Virkninger, men hvis man kan fæste Opmærksomheden ved dets Slag, erfarer man, at der opstaar Uregelmæssighed, undertiden endog Smerte.»
Dr. W. B. Carpenter siger i sin “Principles of Menthal physiologi” følgende: «Hvis man med Hensigt retter Opmærksomheden paa en Del af Legemet, saa er dette, endog uden nogen Sindsbevægelse, tilstrækkelig til at fremkalde Fornemmelser der, hvilket synes at bero paa en Forandring i Blodcirkulationen, og hvis denne Tilstand automatisk holdes ved Magt, ved at Opmærksomheden stadig holdes fæstet derpaa, saa kan denne Forandring blive en Kilde til Slaphed, ikke alene i Livsværksamheden, men ogsaa med Hensyn til Næringstilførsel. Derfor kan der ikke findes berettiget Tvil om, at ikke Sygdom ofte beror paa indbildte Plager, især hvis man dvæler ved ubehagelige Fornemmelser.»
Mr. John Brown fortæller en Historie om en syg Person, som gik til en Læge og beklagede sig over svære indre Smerter. Doktoren skrev en Recept, som han gav ham med de Ord: «Tag dette, saa bliver De bra om fjorten Dage.» Patienten kom tilbage efter et Par Ugers Forløb, aldeles frisk og med et Udseende, som tydede paa fuldstændig Helbredelse. Lægen var ikke lidet stolt over Kurens gode Resultat, men da han havde glemt, hvilket Lægemiddel han havde foreskrevet, gjorde han nogle Spørgsmaal for at komme paa det rene hermed. Han begyndte: «De er blevet frisk?» «Ja, aldeles frisk; jeg har aldrig følt mig saa bra i hele mit Liv.» «Vis mig den Medicin, De tog.» «Jeg har spist op Recepten, som De sagde, at jeg skulde gjøre.»
Manden havde bogstavelig talt slugt Papiret og blev helbredet derved, eller rettere ved sin Tro paa at han handlede efter Lægens Forskrifter.
Denne enkle Fortælling kan forklare meget, der ellers betragtes som overnaturligt eller mirakuløst. Pilgrimme er blevne helbredede fra Sygdomme ved at valfarte til en eller anden Helgens Grav, og tusenvis af Mennesker er blevet hjulpet af Kvaksalvere og værdiløse Patentmediciner. I alle saadanne Tilfælde fremkaldes Bedringen ved Sjælens Forventning. Tro og Haab er Naturens mægtigste Kræfter, naar det gjælder Helbredelse af Menneskenes Sygdomme.
Et andet Eksempel herpaa er et Tilfælde, som observeredes af Sir Humphry Davy, da han i den første Tid af sin Praksis som Læge assisterede Dr. Beddoes ved Eksperimenter med Indaanding af Kvælstofoxydul. Dr. Beddoes var kommet til det Resultat, at Kvælstofoxydul var et sikkert Middel mod Lamhed, hvorfor han udvalgte en Patient til at eksperimentere med, og betroede ham til Davys Behandling. Inden han anvendte Gasen, førte han et lidet Termometer ind under Patientens Tunge for at undersøge Temperaturen. Den lamme Mand, som ikke havde nogen Anelse om den Behandling, han skulde underkastes, men som var overbevist om Sikkerheden af Dr. Beddoes Metode, havde ikke før kjendt Termometret mellem sine Læber, før han troede, at Operationen var i fuld Gang, og i et enthusiastisk Udraab erklærede han allerede at kjende en velgjørende Virkning i hele sit Legeme. Davy syntes, at Tilfældet var altfor fristende til at lade gaa sig ud af Hænderne. Han gjorde intet mere, men bad Patienten komme igjen næste Dag. Samme Ceremoni gjentoges med samme Resultat, og efter to Ugers Forløb var Manden frisk, uden at noget andet Lægemiddel end Patientens Indbildningskraft var blevet anvendt.
Mange Menneskers Helbred tager Skade og deres Liv forkortes uden anden Grund end stadig Græmmelse. Et Gram Græmmelse, siger et gammelt Ordsprog, dræber et Menneske. Men det er ikke de store Modgange i Livet, de svære Tab og Prøvelser, som for det meste stempler Panden med Bekymring, berøver Gangen dens Spænstighed og borttørker selve Livssaften. Saadant bæres ofte med heltemodig Tapperhed; men den Græmmelse som dræber, hidrører som Regel fra de daglig tilbagevendende Bekymringer og smaa Fortrædeligheder.
At leve uden Græmmelse er ikke let, især for Personer af nervøst Temperament. Alligevel er det muligt, og man kan komme did ved Viljens seirende Magt.
«Græmmelse,» siger Sir Andrew Clark, «er dræbende. Det er den forvænnede Levevis, som forkorter Menneskenes Liv. Naturen lader aldrig et Menneske overanstrenge sig, hvis det ikke selv overtræder dens Love, hvis man ikke tager stimulerende Sager til ubeleilige Tider, røger meget eller tager ind Opium. Hvis man fører et regelmæssigt Liv, følger Sundhedens Love og vandrer paa den fysiologiske Retfærdigheds Vei, saa vil man aldrig finde, at man arbeider for strængt. Jeg har endnu aldrig seet et Tilfælde, hvor Helbreden er brudt af den blotte Overanstrængelse, men jeg medgiver, at det fremfor alt er nødvendigt at øve Sindsro. Prøv at træne Eders Vilje i denne Henseende, thi Viljen har meget at sige med Hensyn til at fremkalde Ro; at tage Tingene som de er, og ikke bekymre sig om Morgendagen, som ikke er vor, men tage Dagen som den er og anvende den paa bedste Maade. De, som stadig grubler over det forgangne, eller graver nysgjerrigt i det kommende, lever aldrig noget virkeligt Liv.»
Ingen kan overgive sig til heftige Lidenskaber som Vrede, Skinsyge, Had, Avind og Begjærlighed, uden at skade sin Helbred. Vrede er den mest ødelæggende af alle Sindsbevægelser, hvis den faar Lov at bryde ud med fuld Kraft. Dens Udbrud bringer sædvanligvis Uorden i Systemet ved at afbryde den regelmæssige Virksomhed i Organerne, og derved angribes Hjernen og Hjertet mest. Man har seet Eksempler paa, at et Vredesudbrud næsten øieblikkelig har foraarsaget Galdefeber, Inflammation af Leveren, Hjertet eller Hjernen, ja til og med Sindssygdom. Naar man ofte overgiver sig til Vrede, kan dette let have tilfølge Gulsot, Slag eller større Modtagelighed for Nervefeber eller Lungebetændelse. Efter et Anfald af Vrede kan Moderens eller Ammens Melk foraarsage Konvulsjoner hos Barnet. Der findes en gammel Teori, som siger, at Mundens Spyt bliver giftigt ved Vrede, og dette har en Del Sandsynlighed for sig. Det synes at være bevist ved den Omstændighed, at de fleste Bid af Dyr læges langsommere, hvis Dyret har været ophidset, end ellers vilde være Tilfældet.
Jeg behøver ikke at opholde mig ved de mange Tilfælder, hvor Døden pludselig er foraarsaget af Vrede, thi Historien er fuld af saadanne, og Ligsyn aabenbarer daglig nye. Den, som ikke kan beherske sit Lune, holder, saa at sige, sit Liv i sin Haand. Det er ogsaa en sørgelig Sandhed, at vi ikke en eneste Gang kan give Vreden Plads og efterpaa være legemlig de samme som før; noget i vort Liv er forspildt.
Den velgjørende Virkning, som Latter har, kan forstaaes hos Mennesker med godt Humør. En spøgefuld Person er altid i godt Huld med et blomstrende Udseende og med Øine, som straaler af Livslyst. «Le og bliv fed,» er en Formaning, som mange Mennesker burde følge. En god Latter har en mere velgjørende Indvirkning paa Nervesystemet end hvilkensomhelst Medecin. Hufeland siger i sin Afhandling om Glæden: «Glædens ydre Udtryk, Latteren, maa ikke tilsidesættes. Den er den mest helsebringende af alle Kropsbevægelser, thi den ryster op baade Legeme og Sjæl paa en Gang, befordrer Fordøielsen, Blodcirkulationen og Luftvekslingen i Lungerne, samt forhøier Livskraften i alle Retninger.
Man har mange Eksempler paa, at Mennesker er blevet helbredet af alvorlige Sygdomme ved et pludseligt Latterudbrud. Der laa saaledes to Mænd syge i et Værelse, den ene i Hjernebetændelse, den anden i et ondartet Tilfælde af en anden Sygdom. De var begge saa meget medtagne, at man maatte vaage over dem om Natten, og det var Tvil underkastet, hvorvidt nogen af dem vilde blive friske igjen. Det blev tilladt en Herre at vaage hos dem om Natten, og det blev paalagt ham at tilsige Sygepleiersken, naar Medicinen skulde gives. Om Natten sovnede baade Vogteren og Sygepleiersken. Den sidstnævnte af de Syge laa og saa paa Klokken og saa, at Tiden var inde til at give Feberpatienten hans Drik. Han kunde ikke tale høit, ei heller røre nogen Del af sit Legeme med Undtagelse af Armene, hvorfor han greb en Pude, som det lykkedes ham at slaa Vogteren i Ansigtet med. Denne for op fortumlet, og herunder faldt han overende paa Gulvet og vækkede baade Sygepleiersken og Feberpatienten. Det hele forekom begge de syge saa løierligt, at de lo af Hjertens Lyst en lang Stund. Da Doktoren kom ind om Morgenen fandt han, at der var indtraadt stor Bedring hos begge Patienterne, og sagde, at han aldrig hadde paatruffet en saa hastig Vending til det bedre. Inden kort Tid var begge oppe og friske.
Naar alt kommer til alt,» siger Dryden, «saa er det godt at le, og hvis et Halmstraa kan frembringe Latter, saa er det et Lykkens Redskab.»
Lord Lytton og andre har skrevet Romaner, i hvilke de har fremstillet sine Helte, beklædte med evig Ungdom ved Opdagelsen af Livseliksirens Hemmelighed. I Virkeligheden findes der naturligvis ingen saadanne Midler mod Tidens Herjinger, og dog kan man sige, at enkelte Mennesker aldrig bliver gamle. De er stadig unge, fulde af Liv og bærer sine Aar med meget større Lethed end andre, som har et mindre sangvinsk Temperament. Den store Hemmelighed ved at holde sig ung ligger i, at man holder Sindet ungt og friskt, Hjertet let og lader Livets smaa Bekymringer fare.
Ved personlig Iagttagelse i en lang Række af Aar, og ved Behandling af mange hundrede Personer har jeg fundet, at de, som ser yngre ud end de virkelig er, altid har et ungt og friskt Sindelag, medens de, som ser ældre ud end de virkelig burde gjøre, er for tidligt gamle baade i Tanker og Vaner. Deraf følger, at hvis vi vil bibeholde et ungdommeligt Udseende, maa vi bevare Ungdommelighed i det Indre. Legemet er et Modstykke til Sjælen; som det indre Menneske er, saaledes viser ogsaa det ydre sig. Det beror meget paa os selv, om vi bliver gamle. Mange ældes fortidlig, fordi de lægger bort ungdommelige Lyster og Interesser og tilegner sig gamle Folks Vaner, paa samme Maade som en Del Mennesker bliver kraftesløse og svage, naar de med en Smule Anstrængelse skulle kunne ryste af sig sin fysiske Dvaletilstand og løfte sig op til Sundhed og Kraft.
En middelaldrende Dame, som tilhører de alvorlige Kvækere, omtalte for mig, at hun nylig havde sluttet med sit stillesiddende Liv og begyndt at kjøre Velociped, fordi hun ellers vilde blive gammel før Tiden. «Jeg pleiede at føle mig nitti Aar gammel,» sagde hun, «men nu føler jeg mig som firti.» Hendes Udseende modsagde sandelig ikke hendes Ord, thi hun var virkelig blevet yngre, Tusenvis af Personer vilde ligesom denne Dame blive forynget ved at opøve et ungdommeligt Sind.
Den Proces, hvorigjennem Føden forvandles til Næring for Legemets Ophold, er et af de mange Undere i vor Organisme. Fordøielsen begynder i Munden, hvor Føden sønderdeles ved Tændernes Virksomhed og opblandes med Spyt. Denne Vædske synes at være meget vigtig i og for Madens Tilberedelse for de Forandringer, som den videre skal gjennemgaa. Den afsondres fra tre Par Kjertler, som ligger i en liden Afstand fra Mundhulen og staar i Forbindelse med den gjennem Kanaler. Naar Maden er blevet godt tygget, rulles den sammen af Tungen, som fører den frem til Svælget og ind i Spiserøret, gjennem hvilket den fortsætter sin Vei til Mavesækken. Mavesækken er enslags Sæk eller Pose, som tillader en ganske betydelig Udvidelse. Dens Slimhinde er besat med tusenvis af Kjertler, som afsondrer en sur Vædske, der er kjendt under Navnet Mavesaft. Denne afsondres, naar Føden kommer i Mavesækken, opløser Maden og forvandler den til en grødagtig Masse, som kaldes Chymus. Men Processen bliver meget lettet af Mavens Muskelvirksomhed, thi denne holder Føden i stadig Bevægelse frem og tilbage og fører saaledes enhver Del deraf i Berøring med den opløsende Vædske. Efter en Stund sammentrækker Mavesækken sig og presser Føden, som nu er forvandlet til Chymus, ind i den første Del af Tarmkanalen, hvor den blandes med Galde fra Leveren og Mavespytkirtlernes Saft. Føden gaar videre gjennem Tyndtarmen, som er omtrent tyve Fod lang, drevet frem ved en ormlignende Sammentrækning af Musklerne. Al den Næring, som er færdig til at absorberes, optages nu og tilføres Blodet, medens de ufordøielige Stoffe lidt efter lidt trænges ind i Tyktarmen og Endetarmen og tilslut forlader Legemet.
Selv Spisningen er en Kunst. God Fordøielse og altsaa god Helbred er i høi Grad afhængig af den Maade, hvorpaa vi tygger Maden. Personer, som sluger Maden i sig, er i Regelen magre og lider af daarlig Fordøielse. Den rigtige Maade at spise paa, er at lade Maden blive i Munden til den er blevet nok tygget og blandet med Spyt. Det er høist nødvendigt at al Mad, til og med af løs Beskaffenhed, som f. Eks. Havregrød, kommer i Berøring med Mundens Saft, og det kan kun ske ved Tygning, Mr. Gladstone tilskrev sin udmærkede Helbred hovedsagelig den Omstændighed, at han tyggede enhver Kjødbid fem og tyve Gange.
«Spis aldrig, naar Appetiten mangler,» er en enkel, fysiologisk Grundsætning, som enhver bør følge, der sætter Pris paa sin Helbred. Det er meget bedre at undvære et almindeligt Maaltid end at spise, naar Maven ikke har Behov for Føde. Et stort Misgreb er det at spise mellem de regelmæssige Maaltider, hvad mange pleier at gjøre. Maven behøver et vist Maal af Hvile og kan ikke arbeide stadig, uden skadelige Følger. For at skaffe sig en virksom Fordøielse, bør man helst lade fem Timer gaa mellem hvert Maaltid. Aftensmaaltidet bør ikke indtages senere end tre Timer før Sengetid. Det er ogsaa det sundeste aldrig at indtage mere end tre Maaltider om Dagen. Man bør huske, at det ikke er den Fødemængde, vi spiser, men den, som fordøies og tilgodegjøres af Legemet, der holder os friske og stærke.
God Appetit maa regnes som en af Livets Behageligheder. Maden er blevet os givet af en algod Skaber saavel til Nydelse som til Ophold. De, som aldrig føler Længslen efter Mad, har aldrig et fornøiet og muntert Sind, men bliver i Almindelighed melankolske, mørke og pessimistiske. Men hvis man vil sikre sig en god Appetit, maa man have regelmæssige Maaltider. De, som ikke spiser regelmæssigt, men indtager sin Middag den ene Dag Klokken to, den anden klokken tolv eller et, vil aldrig komme til at være i Besiddelse af rigtig god Madlyst. Det samme er Tilfældet med Søvnen; den, som ikke hviler paa bestemte Tider, men gaar tilsengs naarsomhelst, naar han synes det passer, kan umulig skaffe sig en god Nats Hvile. Naturen hader Uregelmæssighed og vil altid opponere derimod. En anden Regel, der bør følges af dem, som ønsker at skaffe sig god Appetit, er aldrig at drikke mellem Maaltiderne. Mange ødelægger Appetiten til Middag ved at spise Kager om Formiddagen, medens andre gjør det samme med en Kop Kaffe, et Glas Øl eller Vin. Røgning har ogsaa samme Virkning.
Sjælen udøver en stærk Indflydelse paa Fordøielsen, saavelsom paa Appetiten, hvilket mange ved af praktisk Erfaring. En god Appetit kan næsten øieblikkelig tabes ved en eller anden Sindsbevægelse, foraarsaget f. Eks. af en daarlig Nyhed, et Udbrud af daarligt Lune eller lignende. Mennesker, som stadig græmmer sig over alle mulige Smaating og aldrig ved, hvad det er at have et roligt Sind, nyder meget mindre af sin Mad end de, som har et sangvinsk Temperament, og de faar desuden ogsaa meget mindre Næring af den. Dette er en af Grundene til at Personer, som bærer paa Bekymringer, altid er magre.
«Erfaring,» siger Dr. Comb, «maa have lært os, at vi altid sidder ned og nyder Bordets Glæder med meget større Lyst og Appetit, naar Sindet er let og frit, end naar vi gaar tilbords overvældede af Bekymring, eller har hele Sjælens Opmærksomhed rettet paa en eller anden vigtig Sag.»
Den tyske Fysiolog Hufeland bemærker, at han ikke kjender noget bedre Hjælpemiddel ved Fordøielsen end Latter, og den Vane vore Forfædre havde at opvække denne ved Hjælp af Gjøglere og Narre, var grundet paa sande, medicinske Principper. Prøv med et Ord at opmuntre og glæde Deltagerne i Eders Maaltider, thi den Ernæring, som man faar under Spøg og Munterhed, kommer sikkert til at fostre godt og let Blod.
At Fødens Beskaffenhed udøver moralsk Indflydelse paa ethvert Individ, er et Faktum, som alle Fysiologer fremholder, skjønt de sjelden gjør det med den Vægt, som det fortjener. Vore Tanker, vore Handlinger, vore Bestræbelser, vore Luner og Lidenskaber, alle røber de mere eller mindre Indflydelse af den Mad, vi spiser og de Drikke, vi nyder. De, som spiser meget Kjød, er sædvanligvis mere livlige, lidenskabelige og irritable end de, som sjelden faar animalsk Føde.
Lord Byrons Biograf fortæller følgende: «En Dag, da jeg sad ret overfor ham, sysselsat med en Beafsteg, sagde han, efter at have iagttaget mig en Stund: ,Moore, synes De ikke, at man bliver sint af at spise Beafsteg?»
Skuespilleren Kean siges at have afpasset sin Diæt efter den Rolle, han skulde spille, og herunder valgte han Faarekjød til Elskerroller, Oksekjød til Morderroller og Svinekjød til Tyranernes.
Der siges om Maleren Fuselli, at han pleiede at spise raat Kjød for i sit Sind at fremkalde fantasifulde Billeder, og i samme Hensigt spiste Mr. Radeliffe ukogt Kjød i den Tid han skrev sin bekjendte Bog «Udolphos Mysterier.»
Saadanne Indfald som disse savner dog videnskabelig Værdi. De bedste Beviser paa at Føden har Indflydelse paa Lidenskaber og Tilbøieligheder, finder vi maaske i den store Forskjel mellem planteædende og kjødspisende Dyr, og hvorpaa Løven og Lammet er de bedste Eksempler. Middelveien er vistnok den, der giver et fornøiet, roligt, muntert og eftertænksomt Sindelag.
Napoleon lod engang falde den Ytring, at flere Mennesker dør af formeget end forlidet Mad. Dette er en fysiologisk Sandhed, der kan bestyrkes af enhver praktiserende Læge i Landet. Thi tusenvis af Mennesker holder daglig paa at grave sin egen Grav med Tænderne. Mange tror, at jo mere Mad man kan tvinge ned gjennem Halsen, desto stærkere bliver man. Men Overmaal i alt, som angaar Legemet, er farligt, og Spisning og Drikning er ikke nogen Undtagelse fra denne Regel. En Middag paa fire eller fem Retter, som er almindelig blandt de høiere Samfundsklasser, er ofte en Anledning til at man spiser formeget og bliver udsat for ubehagelige Følger. Megen Forandring i Mad, som fortæres under samme Maaltid, har tilfølge, at Fordøielsesorganerne faar en meget besværlig Opgave at fylde. Dette kommer af, at ethvert særskilt Fødemiddel ved Fordøielsen fordrer en særskilt Kraftanstrængelse af Maven og forskjellig Tid for at fordøies. Forskjellige Stadier af Fordøielsen opstaar altsaa samtidig, hvorhos der dannes en upassende Blanding af Fødemidlerne i Maven, hvilket maa overanstrænge de føielige, men stundom ogsaa oprørske Fordøielsessafter.
Man siger jo, at til og med en Mark vender sig mod sin Undertrykker, hvorfor det ikke er underligt, om Maven i Vrede vender sig mod sin Eier og straffer ham med daarlig Fordøielse eller overdreven Fedme.
Andre Samfundsklasser gjør sig ogsaa skyldig i Overdrivelse med sine færre Retter. Man spiser ofte det for meget og med særdeles skadelige Følger. Det er en god Regel at slutte Spisningen lidt før man er aldeles mæt. Det er Overmaal, omend aldrig saa lidet, der skader.
Vi bør aldrig drikke uden at være tørstige og altid ophøre, naar Tørsten er slukket. Det er ikke bra at drikke umiddelbart før Maden, da dette udspænder Maven og opspæder Mavesafterne, hvilket følgelig hindrer Fordøielsen. Den mest passende og naturlige Tid at drikke paa, er ved Slutten af Maaltidet, da en Vædske er meget virksom til at lette Madens Opløsning og Fordøielse. Som Regel drikker Menneskene mere end deres Legeme taaler.
At drikke formeget, selv om Drikken bestaar af rent Vand, er en ikke ualmindelig Aarsag til Svaghed og mange andre Lidelser. Hvis man optager mere Vædske i Systemet end dette passende kan tilgodegjøre sig, bliver Følgen, at naar denne afsættes gjennem Huden eller Nyrerne, bortfører den andre Stoffe, som Legemet behøver.
Dr. Rudichum bemærker, at «Vand i stor Mængde virker som urindrivende Middel, saalænge der i Blodet findes løse Stoffe, som kan bortføres med det. Dette har naturligvis sin Gyldighed ogsaa ved andre Vædsker, som Øl, The, Kaffe osv.»
Da enkelte Fødemidler fordøies lettere end andre, gjør man klogt i at studere Letfordøieligheden af de forskjellige animalske og vegetabilske Stoffe, som udgjør den daglige Føde. Hvis man i Almindelighed valgte sin Mad mere omhyggeligt, vilde der ikke forekomme saa mange Uordener i Fordøielsen.
Følgende Tabel viser den omtrentlige Tid, som de forskjellige Fødemidler behøver for at fordøies
Menneskenes Mangel paa Kjendskab til den relative Næringsværdi af de forskjellige Fødemidler er i Sandhed beklagelsesværdig. Man indbilder sig, at det ikke har noget at betyde, hvad vor Diæt bestaar af. Endel Fødemidler danner Kjød og frembringer Varme i meget høiere Grad end andre; nogle danner intet Kjød og har ingen anden Virkning end at skaffe Maven haardt Arbeide. Vi behøver Mad, som baade frembringer Varme og danner Kjød for at opholde Livet; og det er yderst vigtigt for Sundhedens Bestaaen, at vor Næring indeholder begge Dele i rigelig Mængde. Den store Forskjel i Fødemidlernes Sammensætning viser sig deri, at der i 100 Kg. Ost er 31 Kg. kjøddannende Stof dg 25 Kg. varmedannende, medens i det Brød, man sædvanligvis spiser samtidig, er af 100 Kg. kun 7 Kg. kjøddannende og 48 Kg. varmedannende Stof. I samme Kvantum Erter er 23 Kg. kjøddannende og 60 Kg. varmedannende Stof, hvilket danner en slaaende Modsætning til Gulerødder, i hvilke der kun findes 1 Kg. kjøddannende og 12 Kg. varmedannende Stof.
Nedenstaaende Tabel viser den relative Værdi af de hovedsageligste Fødemidler, i deres Egenskab at frembringe Varme og danne Kjød. Saadanne Sager som Sukker, Smør, Talg, Fedt osv. er ikke medtagne, da de kun frembringer Varme.
«Jo længere jeg lever,» siger Sidney Smith i sin lystige Fremstilling af Vigtigheden af at holde Diæt, «desto mere overbevist bliver jeg om, at Halvdelen af Menneskeslægtens Elendighed kommer af smaa Uregelmæssigheder i Organismen, af at en Kanal er bleven igjenfyldt, at Føden trykker paa et urigtigt Sted og mange andre Ting. Det Selvbedrag og de Misforstaaelser, hvori Menneskene gjør sig skyldige, er komiske og forbausende. En Bekjendt af mig spiser Aftens sent; først sætter han tillivs en kraftig Suppe, derpaa Hummer, siden Bagværk og saa opspæder han altsammen med Vin. Næste Dag aflægger jeg ham et Besøg. Han agter at sælge sit Hus i Byen og trække sig tilbage til Landet. Han er ængstelig for sin ældste Datters Helse. Hans Udgifter vokser stadig og intet kan beskytte ham for Ruin, hvis han ikke snart trækker sig tilbage. Alt dette kommer af Hummeren, og naar den overanstrængte Natur har havt Tid til at faa Bugt med sin Kraftdyrsbelastning, saa friskner Datteren til, Forretningerne er i god Orden og enhver Tanke paa Landet er banlyst fra hans Sind. Paa samme Maade bliver gamle Venskabsforbindelser opløste ved ristet Ost, og haardt saltet Kjød har ledet til Selvmord. Ubehagelige Følelser i Legemet fremkalder tilsvarende Fornemmelser i Sjælen, og en ynkelig Rolle spilles paa Grund af en Bid ufordøielig Mad.»
Om vi end kan le af den originale Forfatters Humør, saa ligger der dog en hel Del Sandhed i hans Ytring om Diæten. Valget af en passende Føde er af den yderste Vigtighed for vor Sundhedstilstand. «Jeg er kommet til den Slutning,» siger den fremstaaende Læge, Sir H. Thompson, «at mere end Halvdelen af de Sygdomme, som efter Middelalderen forbitrer Livet for Middelklasserne og de høiere Klasser i Samfundet, har sin Grund i Diætfeil, som burde kunne undgaaes, men som bereder mange Mennesker en ulykkelig, gavnløs og smertefuld Tilværelse og fører andre til en altfor tidlig Grav.»
Hvori bestaar da en sund Diæt? Der findes, saa at sige, forskjellige diætiske «Skoler». For Eksempel den vegetariske, hvor al animalsk Føde undgaaes, og «Densmore» Skolen, som forbyder alle stivelsesholdige Fødemidler og betragter Brød som en Dødsbærer istedenfor en Livbringer. Saadanne diætiske Systemer kan være passende for visse Konstitutioner, men ingen saadanne almindelige Regler kan opstilles. Efter grundige Undersøgelser er jeg kommet til den Overbevisning, at en maadelig og blandet Diæt er den bedste for Mennesker i Almindelighed. Jeg holder paa, at animalsk Føde bør indtage den anden Plads i vor Diæt, og der bør ikke spises større Kvantum end 125 Gram. Frugt og Grøntsager bør danne en vigtig Del af Middagsmaaltidet, og selv ved de øvrige Maaltider bør de fortæres istedenfor Syltetøi, Kage osv. Hvad angaar stivelsesholdige Næringsmidler, blandt hvilke regnes Brød, saa maa man nyde dem med stor Maadelighed, naar Aarene tiltager. De jordartholdige Stoffe[2], som de indeholder, og som er nødvendige for at styrke Benbygningen hos de unge, fortætter Vævene hos de gamle, og frembringer let Atkræftelse.
[2] F. Eks. fosforsur Kalk og lign.
De af Læserne, som ønsker at leve længe, maa iagttage stor Maadelighed i Fortæringen af animalsk Føde. Blandt Hundredeaaringer turde man knapt kunde paavise nogen, som spiser meget Kjød.
«Jo langsommere en Person vokser,» siger Hufeland, «desto senere naar han frem til Modenhed; og jo længere Tid det tager for hans Evner at udvikle sig, desto længere kommer hans Liv til at vare, thi en Skabnings Livstid forlænges i samme Grad som Tiden for hans Udvikling. Alt, som derfor paaskynder Omsætning af Livskraft, forkorter Livet, og jo heftigere Livsvirksomheden er, desto kortere bliver følgelig Livet. Hvis De vil leve længe, saa lev maadelig og undgaa stimulerende, hidsende Diæt.»
Graham forklarer i sine «Lectures», at enhver Fysiolog maa medgive, at Kjød giver en mere stimulerende og hurtigere Puls og en hedere Hud, paaskynder Legemets Livsfunktioner, foraarsager større Udtømning af Livskræfterne og slider ud Legemet betydelig hurtigere end en passende vegetabilsk Føde. «Af denne Grund,» sagde han, «paatræffer man aldrig høi Alder hos saadanne Folkeslag, som hovedsagelig lever af Kjødspiser. Patagonierne, hvis klimatiske og andre Forhold, med Undtagelse af de diætiske, er usædvanlig gunstige for en høi Livsalder, bliver sjelden saa gamle som sytti Aar; og dog er deres Livstid gjennemsnitlig længere end andre kjødspisende Nationers.»
Hjernen fordrer Næring paa samme Maade som alle andre Legemets Væv. Enhver aandelig Anstrængelse foraarsager et vist Forbrug eller Spaltning af noget af denne hemmelighedsfulde graa Substans, som udgjør en Hoveddel af Hjernen. Det er bevist ved Undersøgelse af Hjernens Stofomsætning, at jo livligere Sjælsanstrængelserne er, desto større Portion Fosfor anvendes og omsættes. Hjernen hos en sindssvag Person indeholder mindre end Halvdelen af den Mængde Fosfor, som findes hos et Menneske med almindelig Forstand, og jo mere begavet en Person er, desto mere Fosfor indeholder hans Hjerne. Denne mærkelige Omstændighed paavistes først af de berømte franske Kemikere Vauqualin og L’Harittee. De, som anstrænger sin Hjerne meget, bør fortære den Føde, som indeholder mest Fosfor. Fisk er for en stor Del sammensat af denne Substans, og svarer saaledes udmærket til Hensigten, hvorfor den ofte bør forefindes paa Bordet. Æbler og Bananer er ogsaa rige paa Fosfor, medens mange andre Fødemidler indeholder det i mindre Grad.
Dr. Albert J. Bellows siger angaaende Næring for Hjernen: «Den Mængde fosforholdig Føde, som indeholdes i et Dyrs Kjød, og den fysiske og aandelige Virksomhed, som frembringes deraf, staar i direkte Forhold til dette Dyrs Livlighed. Saaledes giver Ørretten, Laksen eller Gjedden mere aandelig Kraft end den søvnige Torsk, Aal eller Flyndre, og Kjødet af den vilde Bisonokse eller af Vildsvinet mere end af den tamme Okse eller Svin; samt den virksomme Arbeidsokse mere end det sovende Svin eller Kalven, som opfødes og gjødes indenfor en Indhegning uden Legemsbevægelse. Det samme gjælder Kjødet af vilde og tamme Fugle. Ved at tage Hensyn til denne Regel, kan man have stor Hjælp under Valget af Føde til Hjernen.»
Endel Autoriteter anser vegetarisk Diæt særlig gunstig for dem, som har aandelig Anstrængelse, og som tilstræber intellektuel Udvikling. Sir John Sinclaire siger: «Vegetarisk Føde har en god Indflydelse paa Sjælskræfterne og bidrager til at bevare Finhed i Følelsen, Livlighed i Indbildningen og en Skarphed i Omdømmet, som sjelden paatræffes hos dem, som spiser rigelig animalsk Føde.» Den berømte Franklin paastod, at vegetarisk Diæt bør foretrækkes af dem, som arbeider med Tanken, eftersom den frembringer Klarhed i Begribelsen, Hurtighed i Opfattelsen. Vegetariske Fødemidler udvider aldrig Karrene eller belaster Systemet, og derfor afbryder de heller ikke Sjælens stærkere Bevægelser, medens Heden, Mættelsen og Tyngden, som fremkaldes af den animalske Føde, modsætter sig mere kraftige Anstrengelser. Maadeligheden ligger derfor ikke saa meget i Kvantiteten, der mere eller mindre reguleres af Appetiten, som i Kvaliteten, nemlig i forholdsvis meget vegetariske Fødemidler. Som Bevis paa Sandheden af den Paastand, at vegetarisk Diæt befordrer Klarhed i Forstanden og Hurtighed i Tanken, og at Overgang fra vegetabilsk til animalsk Føde har skadelige Følger, opgiver en af mine Bekjendte, at han mere end en Gang blandt sine Forpagteres Børn i Irland, har udvalgt en Gut, som har udmærket sig ved den skarpe Intelligens, som er almindelig blandt de irske Gutter, naar de anvendes som Visergutter eller Stalddrenge paa Godserne, inden de er blevet gjødet med bedre Mad end den, som de fik i Fædrehjemmet. Gutterne var i Begyndelsen livlige og intelligente og udviste en Skarpsindighed, som langt overgik hvad man finder hos Ynglinge af ganske høie Samfundsklasser i England. Men han fandt altid, at i samme Grad som disse Gutter blev vant til animalsk, og, ifølge almindelig Opfatning, bedre Føde, saa slappedes deres Livlighed og de blev træge og dumme. Efter hans Overbevisning var denne Forandring hos dem en Følge af Forandringen i Diæt, og ikke noget, som foraarsagedes af, at deres Sind fordærvedes ved Omgangen med de andre Tjenere. I Virkeligheden mistede de hele den Livlighed, som er medfødt for alle irlandske Gutter, hvad enten de stammer fra Allens vidstrakte Myrer eller Mayos og Galways tørre Klippeegne. Han tror derfor ogsaa, at Folkets Karakter ikke saa meget afhænger af Klimaet som af Føden, thi ingen Dele af Jorden kan være mere ulig hinanden, end disse to Dele af Irland.
Cullen siger i sine Afhandlinger om «Materia Mediæa», at Finhed i Følelsen, Livlighed i Fantasien, Hurtighed i Opfattelsen og Skarphed i Omdømmet som oftest følges af en svag Legemskonstitution. Det er visslig sandt, at samme Tilstand let følges af Rædhed, Ubestemthed og Tvil, medens derimod en stærk Person besidder mere af den Fasthed i Omdømmet og Bestemthed i sin Beslutning, som passer for høiere og virksommere Livsforhold. Den værdifuldeste Sjælstilstand synes imidlertid iallefald at tilhøre en mindre Grad af Legemsstyrke og Fasthed.
Man spiser ikke nok Frugt, og specielt er dette Tilfældet med Arbeidsklassen, som synes at betragte Frugt mere som en Luksusartikel end som et Fødemiddel. I forskjellige andre Lande er Forholdet anderledes, og næsten ved hvert Maaltid er Bordet forsynet med Frugt. Man vilde spare ganske betydelig ind paa sine Udgifter til Læge, hvis der spistes mindre Kjød og mere Frugt. Vore Haver er Landets ypperste Apothek, og den Medecin, de indeholder, er tilvisse mere velsmagende end Medecin af andet Slags.
En af de bedste Frugter er Æblet. Den store Mængde Fosfor, som det indeholder, gjør det til et meget vigtigt Fødemiddel for Hjernen. Æblesyren er særdeles nyttig for stillesiddende Personer, hvis Lever har en træg Virksomhed og behøver Stimulering. De er Naturens Merkurialpiller. Mytologien fremstiller Æblet som Gudernes Føde, og naar disse kjendte, at de blev gamle og svage, fortærede de denne Frugt for at forynge sine Legems- og Sjælskræfter. Æbler er ogsaa meget sundt for Huden og Teinten.
Blandt andre Frugter, som er nyttige ved sine medecinske Egenskaber, er ogsaa Jordbærene, der indeholder meget Jern, og derfor er udmærkede for blodfattige Personer.
Bananer er, ligesom Æbler, rige paa Fosfor, og bør derfor spises meget af dem, som arbeider med Hjernen. Der findes heller ingen bedre Diæt for Tyfuspatienter end Bananer. De kan spises i Form af en Velling af Bananmel eller ogsaa stegte.
Tomater, om hvilke man ikke er enige, hvorvidt de tilhører Frugter eller Grøntsager, har en kraftig Virkning paa Leveren og Tarmerne. De indeholder en stor Mængde Jern og er specielt at anbefale for Tilfælder af Blodmangel.
Appelsiner er nyttige for at forebygge Forstoppelse og for at rense Blodet; det samme kan siges om Granatæbler og Citroner.
Smaafrøet Frugt som Hindbær og Figener etc. virker baade som Føde og Medicin for Legemet. Det Sukker, de indeholder, er nærende, deres Syrer renser Blodet og deres Frø virker forløsende.
I Nødder har vi alle de Næringsstoffe, som vi finder i Kjød, Æg, Smør, Ost og Melk, Nødder indeholder fra 35% til 53% Fedt i envulgeret Form, hvilket gjør, at det let smeltes af Maven. Nødder indeholder ogsaa mere Æggehvide end Kjødet.
Som jeg før har bemærket, bør Grøntsager udgjøre en vigtig Del af vor Diæt. Det er godt muligt at afholde sig fuldstændig fra al animalsk Føde, og alligevel have den bedste Helse; men at banlyse Frugt og Grøntsager fra vore Maaltider, vilde være at fremkalde Sygdomme hos os.
Poteter, som er vor almindeligste Grøntsagesort, er en meget helsebringende Artikkel i vor daglige Næring; paa Grund af den Mængde Vand, de indeholder (75 Procent i raa Tilstand) bør de imidlertid spises sammen med andre Fødemidler. Angaaende Poteters Egenskaber, siger Dr. F. W. Pavy i sin «Treatise on Food», at den Mængde kvælstofholdige Stoffe, som de indeholder, er for liden, til at de alene skulde kunne være en passende Føde; men sammen med Sager, der er rige paa Kvælstof, saasom Kjød, Fisk osv., er de et nyttigt og billigt Næringsmiddel. I melet Tilstand er Poteter let fordøieligt, men naar de er faste, vandholdige eller voksagtige, giver de Fordøielsesorganerne meget at gjøre og bør derfor i denne Tilstand undgaaes af daarlige Maver. Ferske Poteter kan være mere lokkende end gamle, men er, som det fremgaar af det foregaaende, vanskelige at fordøie. Poteter har stor Anseelse for sin Evne til at modvirke Skjørbug.
Turnips danner et let og sundt Fødemiddel. Paa mange Personer har de en lakserende Virkning og bør derfor spises i rigelig Mængde af alle, der lider af haard Mave.
Pastinakker er et velsmagende og nærende Fødemiddel. Jeg kjender en Mand paa Øen Wight, som levede i tre Maaneder udelukkende paa denne Vækst og ikke saa ud, som han havde lidt Nød under Eksperimentet, men jeg vil ikke anbefale mine Læsere en saa exentrisk Diæt.
Gulerødder er temmelig nærende, men tungt fordøielige for enkelte Personer, da de let foraarsager Gasdannelser.
Løg indeholder Svovl og har paa Grund deraf helsebringende Egenskaber. Om denne Vækst siger Dr. H. Datton i en Artikel i «Medical Brief»: «Da Svovel er et vigtigt Element i vort Legeme, maa Forbruget deraf erstattes af et Næringsstof i vor Føde, og i hele vort diætiske Forraad synes intet at byde dette rigeligere og i mere letfordøielig Form end Løgen; den er, fra et fysiologisk Standpunkt seet, nødvendig for at vi skal være fuldstændig friske. Naar den er godt tilberedt—hvad enten den er kogt, stegt eller stuet—er den let fordøielig og indeholder Næringens Hovedbestanddele saavelsom Svovl. Og hvis den anvendes raa som Krydder til Maden, saa er den et udmærket Middel til at styrke Maven til dens Opgave efter Maaltidet.»
Kaal og andre grønne Vækster er i og for sig af liden Næringsværdi, men blandede med andre Ting udgjør de vigtige Fødemidler. De renser Blodet og har Tilbøielighed til at virke som Laksativ. Spinat er specielt nyttig for blodfattige Personer paa Grund af den store Jernmængde de indeholder.
Vandkarse virker i nogen Grad som Krydder og befordrer derfor Fordøielsen og modvirker den Tilbøielighed til Kolik, som andre raa Grønsager gjerne fremkalder. Ifølge Xenofons Opgave levede de gamle Persere næsten udelukkende paa Vandkarse, som de ansaa for særdeles sundt. Peberrod er høist værdifuld som stimulerende Middel for dem, som lider af daarlig Fordøielse og er maaske det bedste Middel til at forhindre Gasdannelse.
Agurker er de usundeste af alle raa Grøntsager og bør aldrig spises af dem, som lider af daarlig Fordøielse. Bedst vilde det være for alle at undgaa dem.
Ved Fortæring af Svinekjød fremkalder man i Legemet visse Uordener, som ingen anden Diæt kan fremkalde. Det er uden Tvil af denne Grund, at Moseloven forbyder Fortæring af Svinekjød og erklærer det for urent. Selv Muhammed forbyder dets Fortæring, og hans to hundrede Millioner Efterkommere, som for Tiden findes, vægrer sig ved at røre «det urene Dyr». Svinet er i Sandhed et meget urent Dyr, og intet andet Dyr i hele Verden har saa væmmelige Vaner. Det spiser alt, hvad der kommer i dets Vei, til og med døde Dyr, der er gaaet i Forraadnelse. En amerikansk Forfatter siger, at et «Svin forlader gjerne et delikat Maaltid af Nødder i Skogen for at kjæmpe med Gribbene om de stinkende Levninger af et dødt Mulæsel.» Sir James Paget var den, som først opdagede i Svinet den yderst lille Parasit, som har faaet Navnet Trichina Spiralis. Hvis denne mikroskopiske Mark ikke uskadeliggjøres ved tilstrækkelig Kogning, saa indgaar den i Menneskets Mave og foraarsager smertefulde Symptomer, der i Løbet af nogle Uger kan ende med Døden. Disse Parasiter har i enkelte Tilfælde gjennemtrængt hele Muskelsystemet, og man har talt optil 50 000 paa en Kvadrattomme. Heldigvis er disse Sygdomstilfælder temmelig sjeldne, men de forekommer dog imellem og beviser, at alle, som spiser Svinekjød, udsætter sig for denne Fare. Bændelorm er en oftere forekommende Parasit, der udvikler sig i Menneskets Mave som en Følge af, at man spiser Svinekjød. Næsten hvert Tilfælde af Bændelorm skriver sig fra Brugen af denne Mad. Ligeledes kan de fleste Tilfælder af Kjertler, Galdesyge, Mavekathar og andre lignende Plager, der saa ofte piner Menneskene, for en stor Del tilskrives deres Kjærlighed til Flesk.
Lever, der i saa stor Udstrækning spises af Arbeidsklassen, er et andet Næringsmiddel, som fører urene Stoffer ind i Legemet. Som de fleste ved, er Leveren den største Afsondringskjertel i Legemet. En af dens Opgaver er at afsondre Galde, som indeholder en vis Portion giftigt Stof. Nyrerne er ligeledes skadelige, da de er Organ for modbydelige Stoffes Adskillelse fra Blodet.
Angaaende Pølser giver jeg det Raad at lade dem være, forsaavidt man ikke bestemt ved, hvad de indeholder. De stadige Politirapporter bør oplyse enhver om den Fare han løber ved at kjøbe disse velsmagende, men mystiske Madvarer.
Naar man drikker sin Kaffe, The eller Chokolade til Frokost, tænker man som Regel ikke paa, hvilken Indflydelse ens Valg af Drikke har paa ens aandelige og legemlige Velbefindende. Baade The og Kaffe er blevet fordømt af mange fremstaaende Læger, og jeg tror neppe uden Grund.
The og Kaffe ligner hverandre meget i sin Sammensætning og i sine Egenskaber. De indeholder begge en vis Mængde sammentrækkende Stoffe, saasom Garvesyre, der i The gaar op til 15% og i Kaffe til 5%; begge indeholder et flygtigt aromatisk Stof, som udvikles ved Tørring og Brænding, og begge indeholder en krystalliserbar Substans, kjendt under Navnet Téin og Koffëin. Denne Substans har man skilt fra The og Kaffe og anstillet Forsøg dermed, hvilke viser, at den er en dræbende Gift, som kan foraarsage øieblikkelig Død baade for Mennesker og lavere Dyr. Naturligvis bevises ikke derved, at Indholdet af vore The- og Kaffekander er direkte giftigt, ligesaalidet som Tobak kan siges at være giftig, fordi om et fem hundredels Gram af dens Nikotin dræber en Padde. Ikke desto mindre beviser det dog, at saadanne Drikke som Kaffe og The mildest talt er skadelige for vort Legeme indtil en vis Grad, og at derfor enhver staar sig paa at forsage dem. The er en af de kraftigste Aarsager til daarlig Fordøielse. Den lammer Spyttets Indflydelse paa Maden og hindrer Maven i dens Virksomhed. At overdreven Thedrikning gjor Personer nervøse, er en velkjendt og bevist Sag, som ikke behøver at fremholdes. Muskeldirringer, Mavekathar, Pirrelighed og Søvnløshed er nogle af de Straffe, som før eller senere rammer stærke Thedrikkere.
Liebig siger om Kaffe: «De, som har svage eller følsomme Organer, kan let overbevise sig om, at en Kop stærk Kaffe efter Maden straks afbryder Fordøielsen. Først efterat den er blevet absorberet eller fjernet, kjender man Lettelse. For dem, der har god Fordøielse, tjener derimod Kaffen af samme Grund til efter Maden at berolige den af Vin og Krydder ophidsede Maves Virksomhed.»
Kaffe er ingenlunde passende for svage og pirrelige Personer. Da den stimulerer uden at indeholde Næring, paaskynder den Organernes Udnyttelse og fremkalder let Bleghed og Afmagring. Kakao eller Chokolade bør høiligen foretrækkes fremfor The og Kaffe, da de er mindre skadelige for Legemet. De indeholder baade Mad og Drikke i Spørgsmaalet om Næring, og de fede æggehvide- og stivelsesholdige Stoffe i deres Sammensætning er i høi Grad nærende.
Melk er en udmærket Drik for Personer med svag Helse, isærdeleshed hvis de er ude af Stand til at fortære megen fast Føde. Men for dem, som har stærk Helse og god Appetit, er Melk temmelig overflødig. «Den fremstiller,» siger Dr. Lancaster, «al den Føde, som vi anvender, og som ikke er af medicinsk Natur. En Beaf og et Glas Melk danner derfor en diætisk Feiltagelse. Melk bør altid drikkes sagte i smaa Slurker, ikke mere end en Theske ad Gangen, ellers løber den i Maven sammen til en stor Masse, som bliver vanskelig at smelte.»
Hvad angaar alkoholholdige Drikke, har der været talt og skrevet saameget om deres daarlige Følger, at man kunde være fristet til at forbigaa dem i Taushed. Dog turde nogle faa Antydninger angaaende Virkningen af Alkohol paa Legemets System ikke være ubeføiet.
Alkohol er intet Næringsstof, hvad endel Personer urigtig antager. Paa ingen Maade nærer den Legemet, ligesom den hverken giver eller underholder Kræfter. Den kan ikke producere Blod, og af dette alene dannes Kjød, Ben, Nerver og Muskler; men den hindrer de naturlige Forandringer, som foregaar i Blodet og lammer de nærende og tilbagevirkende Funktioner.
Man tror ofte, at Alkohol letter Fordøielsen, men dette er en Feiltagelse, hvorom næsten alle Autoriteter er enige. Den Indvirkning, som Alkohol har paa Mavesaften, er, at den ødelægger dens Grundstof (Pepsin), hvilket kemiske Eksperimenter har bevist. Dette er Grunden til, at saamange Spiritusdrikkere lider af Mavekathar. En anden Feiltagelse er den Forestilling, at Alkohol formindsker Kuldens Indflydelse paa Legemet. Thi i Virkeligheden har den den Virkning paa Legemet, at dette lettere udsættes for Forkjølelse, da den kunstige og tilfældige Varme, som fremkaldes, altid ledsages af Kulde.
At Alkohol forkorter Livet kan neppe nægtes, naar vi erindrer, at Fortæring af tre Centiliter om Dagen har den Virkning paa Hjertet, at dets Virksomhed øges 3 Slag i Minuttet. Naar man lægger et saadant Ekstraarbeide paa det Livsorgan, som bestemmer Blodomløbet, maa med Nødvendighed Legemssystemet udslides længe før den Tid Naturen har bestemt.
Vand maa betragtes som Fødemiddel, da det danner en nødvendig Bestanddel af ethvert Væv i vort Legeme, foruden at det udgjør en Hovedbestanddel af det Blod, som rinder i vore Aarer. Vi tilfører Legemet store Mængder med Vand i Form af almindelige Fødemidler, af hvilke mange indeholder indtil 75% deraf. Men ikke engang dette er nok til at møde Legemets Behov og erstatte, hvad der forbruges af det. En fuldvoksen Mand mister daglig to og en halv Liter Vand, hvoraf Halvdelen afsættes gjennem Huden og Lungerne.
Bortseet fra, at Vandet udgjør Næring for Legemet, virker det ogsaa som stimulerende Middel, men uden den slappende Reaktion, som følger med Brugen af Vin. Naar vi drikker et Glas Vand, øges Hjertevirksomheden lidt, hvilket gjør at Blodet rinder fortere og frembringer en oplivende Virkning paa hele Legemet.
Dr. George Keith priser i sin Bog «Fads of an old Fysician» varmt Vand som et fortræffeligt stimulerende Middel. «Varmt Vand,» siger han, «virker stimulerende ved at give færdiglavet Varme eller Kraft, naar Organerne ikke er istand til at danne dette af varmedannende Føde.» Varmt Vand letter saaledes eller erstatter snarere Legemets kemiske Funktioner.
Alkohol derimod hindrer disse Funktioner og bevirker altsaa, at Legemets Virksomhed nedsættes og fos Anledningen taber i Styrke; paa Høiden af sin Virkning stiver den op Legemet for Øieblikket ved en hemmelig nervøs Pirring, men snart følger en Reaktion, og Svaghed indtræder.
Vand kan ogsaa betragtes som Medecin, da det renser hele Systemet, befordrer Fordøielsen i høi Grad og virker lakserende, i Tilfælde af at det drikkes om Morgenen. Varmt Vand istedenfor The, Kaffe og alle andre Drikke er et udmærket Middel mod daarlig Fordøielse, især hvis man drikker et Glas ved Slutten af hvert Maaltid. Jeg kjender flere enkelte Tilfælde, som er blevet helbredet ved dette enkle Middel, efterat alle andre er slaaet feil.
Luften har længe af Videnskabsmænd været erkjendt som et Fødemiddel. Den er ogsaa paa sin Maade et Fødemiddel for Legemet, ligesaameget som Kjød, Brød, Frugt, Grøntsager og andre Næringsmidler er det paa sin Maade. Et Menneske kan leve Dage, ja Uger, uden at en Smule fast Føde kommer indenfor dets Læber; men det kan ikke leve mere end et Par Minutter uden Luft. Surstof, som er det hovedsagelig opholdende Element i Luften, udgjør en Femtedel af hele Jordens Atmosfære; de øvrige fire Femtedele er Kvælstof. Uden Surstof kan intet Dyr og ingen Vækst leve, hvorfor det er saa at sige selve Livet. Ved enhver Indaanding af Lungerne kommer det værdifulde Surstof oplivende ind i Blodet, understøtter alle dets Funktioner og hjælper det at bortrydde de gamle Stoffe samt erstatter dem med nye. Et andet vigtigt Arbeide, som udføres af Surstoffet, er at det frembringer animalsk Varme. Dette sker derved, at det langsomt forbrænder det Kul, som indeholdes i Blodet og i Legemets Cellevæv. Naar alt kommer til alt, er Livets Fænomen intet andet end en Ild, som stadig brænder inde i os, og hvis Brændsel udgjøres af den Surstofgas, vi indaander, og den Føde, vi spiser.
Enhver maa derfor indse, hvor vigtigt det er for os stadig at indaande frisk Luft med normalt Forhold af livgivende Surstof. Vi behøver den ikke alene med visse Mellemrum, som den daglige Føde, men hvert Øieblik, baade Dag og Nat. En Spadsertur i frisk Luft om Eftermiddagen er af liden Nytte, hvis vi hele Aftenen sidder indestængt i et daarligt ventileret Rum og sover om Natten under lignende Omstændigheder.