Den berømte Fysiolog Malpighi sammenligner Haaret, slig som det vokser paa Hovedet, med en Plante i en Blomsterpotte. Ethvert Haar paa Legemet bestaar af et hult Rør, som vokser ret ud fra en under Huden liggende Haarrod. Haarets Farve afhænger af Farvestoffe inde i Røret, og sin Glands faar det ved Afsondring af et oljeagtigt Stof fra endel smaa Fedtkjertler omkring Roden. Hver Flek af Huden, med Undtagelse af Hændernes Indside og Fodsaalerne, er af Naturen bestemt til Haarvækst, men i de fleste Tilfælde er de saa fine og korte, at de paa den største Del af Legemet er næsten usynlige.
Den almindelige Længde af et Kvindehaar varierer mellem 90 og 100 Centimeter. Sir Erasmus Wilson har regnet ud, at Haaret vokser halvanden Linie om Ugen, hvilket vil sige omtrent 17 Centimeter om Aaret, saaledes at en Olding paa otti Aar har ladet elleve Meter Haar falde for Haarskjærerens Saks. For nøiagtig at kunne bestemme Haarets Tykkelse har Sir Erasmus Wilson maalt Diameteren af mere end to tusen Haarstraa, som havde tilhørt 30 forskjellige Personer. Paa Grundlag af disse Maalinger har han fundet, at Tykkelsen varierer mellem 1/1500 og 1/400 Tomme; de fineste varierer mellem det første Maal og 1/500 og de groveste mellem 1/400 og 1/140. Denne berømte Hudspecialist har endvidere beregnet, at der findes 1000 Haarstraa paa en Kvadrattommes Overflade og 120000 paa Hovedet. Et stort Hoved med tæt Haarvækst kan have lige til 200000 Haar.
Haarets Affalden foraarsager ofte Bekymring hos dets Eier, og den Tanke opstaar let, at man vil blive skaldet. Men i de fleste Tilfælde, især hvis det indtræffer tidligt om Vaaren eller Høsten, har man ingen Grund til at frygte for et stadigt Tab af Haar. Grunden til at Haaret falder af, er at det er for tungt for Roden. Dersom Haaret faar vokse frit, opnaar det en vis Længde og falder derpaa af, paa samme Maade som Fuglene skifter Fjær og Pattedyrene bytter Pels. De affældte Haarstraa erstattes af nye, som vokser ud af de samme Rødder. Selv om Haaret klippes og holdes passe langt, indtræder ofte denne Proces.
Paa den anden Side kan Haarets Affalden have sin Grund i, at Rødderne faar for lidet Næring, hvilket igjen er Følgen af en eller anden Hudsygdom, eller det kan bero paa en almindelig Svaghedstilstand. Naar Haaret viser Tilbøielighed til at falde af, er det klogt at lade det klippe af ofte. Champonering er ogsaa udmærket til at styrke Haaret. Rødderne egges derved til forhøiet Virksomhed, da Blodet derved føres til Issens Overflade. Et godt Middel til Befordring af Haarvækst er følgende, der er kjendt under Navn af Sir Erasmus Wilsons Opløsning:
| Eau de Cologne | 60 | Gram |
| Spansk Fluetinktur | 15 | — |
| Lavendelolje | 10 | Draaber |
Opløsningen skal gnides ind paa Hovedet en eller to Gange om Dagen i længere Tid, men hvis Hudløshed indtræder, maa man ophøre dermed nogen Tid eller foretage Indgnidningen med større Mellemrum.
Skaldethed har man kaldt en Civilisationens Sygdom, eftersom den aldrig forekommer blandt uciviliserede Folkeslag. Det er en Eiendommelighed, at Mænd lider mere af denne Sygdom end Kvinder, hvilket uden Tvil kommer af Ulighed i Forhold og Beskjæftigelse. En af de fornemste Grunde hertil er, at Mændene bærer tunge, tætsluttende Hatte. Disse trykker paa Blodkarene og hindrer Haarrødderne at faa sin rette Næring. Brugen af Huer kan ogsaa fremkalde en lignende Virkning, da de danner en tæt Hovedbedækning, som ikke Naturen fordrer, og derved foraarsages en Forslapning og Udtørring af Haarrødderne. En anden Grund til Skaldethed er stadigt Ophold i for varme og af Gas oplyste Rum. Andre vigtige Faktorer ved Haarets for tidlige Affalden er Sindsuro, for megen Ængstelse, overdreven Læsning, Lidenskaber og Sorg. Foruden alle disse Grunde til Haarets Affalden kan mange andre nævnes, saasom Uorden i Maven, almindelig Svaghed, Flas, stadig Tobaksrøgning, stærke Drikke, Nattevaagen og uregelmæssige Vaner.
Der findes uheldigvis ingen Hjælpemidler for Skaldethed, som kommer af at Haarrødderne er blevet ødelagte, hvilket i Almindelighed er Tilfældet med alderstegne Personer. Men om Haartabet indtræder i tidligere Aar, behøver man ikke at fortvile, hvis man anvender rigtig Behandling. Hvis Ondet har sin Grund i nogen af de før omtalte Forhold, maa disse forandres. Hvis den, som lider af Haaraffald, har en svag Helse, kan han med Fordel tage Levertran eller en Opløsning af Jern og Kinin. Til udvortes Brug er efter min Erfaring en Opløsning af Parafin særdeles velgjørende, og er ofte blevet anvendt med Fordel, naar alle andre Midler har slaaet feil. Opløsningen bestaar af:
| Parafinolje | 1½ | Deciliter |
| Lavendelolje | 10 | Draaber |
| Spansk Fluetinktur | 7 | Gram |
Opløsningen maa før den anvendes ristes godt, og lidt af den gnides ind i Haarrødderne hver Morgen og Aften.
Den berømte pastor John Wesley forordnede at gnide den skaldede Del af Hovedet hver Morgen og Aften med en raa spansk Løg, indtil Huden bliver rød, samt derpaa bestryge Stedet med lidt Honning. Jeg har imidlertid ikke kjendt nogen, som har havt Mod til at prøve Kuren.
Vore Forfædres Haar graanede først i en langt fremskreden Alder, medens det nutildags slet ikke er usædvanligt at se middelaldrende, ja til og med unge Personer med Sølvtraade i Haaret.
Fortidligt graanende Haar har i de fleste Tilfælde sin Oprindelse i en af de Grunde, der i foregaaende Kapitel angives for fortidlig Skaldethed. Aandelig Anstrengelse i Forbindelse med et stillesiddende Liv er maaske det, som mest bidrager til at gjøre Haaret hvidt. Undertiden kan man ogsaa spore en lokal Aarsag, for Eksempel Flas eller Nevralgi, hvorved Feilen ligger i de Nerver, som behersker Næringsprocessen. Enkelte Mennesker (de saakaldte Albinos) er hvide fra Fødslen af, hvilket har sin Grund i Mangel paa Farvestof i Haaret. En heftig Sygdom kan undertiden gjøre, at Haaret bliver graat, men under saadanne Omstændigheder hænder det ofte, at Farven vender tilbage igjen med fuld Helbredelse. Der findes mange paalidelige Eksempler paa, at Haaret er blevet hvidt paa Grund af stærk Frygt eller Sorg. Et slaaende Eksempel herpaa er fortalt om en oprørsk Sepoy i den indiske Hær, som blev taget tilfange og fremført for at underkastes Forhør. Fortællingen lyder saaledes: Berøvet sin Uniform og fuldstændig nøgen omringedes han af Soldaterne, og blev da først opmærksom paa sin farlige Stilling. Han skjalv voldsomt, Skræk og Fortvilelse stod malet i hans Ansigt, og endskjønt han besvarede de Spørgsmaal, som rettedes til ham, syntes han ligesom bedøvet af Frygt. I Løbet af en halv Time, medens alles Øine var rettede paa ham, blev hans Haar graat; det havde ved hans Indtræden været kulsort. De Omkringstaaendes Opmærksomhed fæstedes først derpaa af den Sergeant, under hvis Opsigt han var, og som raabte: «Han graaner!» Og langsomt, men sikkert foregik Forandringen for alles Øine, indtil den i Løbet af en halv Time var fuldstændig.
Det er overflødigt at sige, at fortidlig Graasprængthed bedst forhindres ved at undgaa de Indflydelser, som foraarsager den. De, som finder at deres Haar begynder at vise Tegn til Graasprængthed, vil finde, at den før beskrevne Parafinopløsning er meget nyttig ved at hjælpe Haarkarrene at afsondre det nødvendige Farvestof. I de fleste Tilfælde vil man fuldstændig helbredes derved.
Mange Mennesker plages af en Ubehagelighed, der er kjendt under Navnet Flas. Den karakteriseres af, at Hovedet stadig er bedækket af fine, hvide, glindsende Skjæl, som ved Kjæmning eller Børstning af Haaret falder ned paa Klæderne. Undertiden optræder denne Tilstand paa Næsen og Kinderne ligesaameget som paa Hovedet. Forekomsten kan have sin Grund i Uorden i Fedtkjertlerne, i flere Slags Eksem, Udslet eller lignende Ting. I Tilfælde af, at Flasset ophober sig, foraarsager megen Kjæmning stort Tab af Haar. Ofte hænder det ogsaa, at Haaret bliver tørt, glandsløst eller til og med graat.
Et nyttigt Middel er en eller et Par Gange i Ugen at vaske Haaret med en Opløsning af 15 Gram Boraks i en halv Liter Kamfervand. En anden Opløsning er 15 Gram Jernvinsten i en halv Liter lunkent Vand.
«Skjønhed hos Mand eller Kvinde er en Gave fra Gud,» siger Sir W. Duvenant; «men den høieste Skjønhed er Haaret, uden hvilket der ikke findes nogen fuldkommen Skjønhed.»
De, som af Naturen er blevet velsignet med et vakkert Haar, bør pleie det med den yderste Omsorg, thi den ypperste Haarvækst kan formindskes eller helt og holdent tabes paa kort Tid ved urigtig Behandling eller mangelfuld Pleie.
For at gjøre Haaret stærkt og friskt, bør man ofte vaske det med varmt Vand, gnide Haarbunden godt og tørke Haaret godt efterpaa. En velgjørende Virkning har det at børste Haaret en fem Minutters Tid hver Morgen Denne enkle Behandling stimulerer Rødderne, befordrer Væksten og gjør Haaret mygt og glindsende. Man bør anvende en stor Børste med langt Haar, men en, som hverken er for stiv eller for myg. Dersom Haaret skal holdes i god Stand, maa det klippes periodisk og aldrig tillades at vokse over en vis Længde. Jo kortere Haaret holdes, jo stærkere bliver det; de som har tørt Haar kan ikke bruge noget bedre Middel end lidt Olivenolje, der er meget sundere end de almindelige Pomader, som gaar i Handelen. Lad aldrig Haaret svides i Toppen. Denne Operation er Parykmagerens Opfindelse og er kun velgjørende for hans Kasse, da der ikke findes nogetsomhelst Bevis for, at det gavner Haaret eller befordrer dets Vækst. Haaret bør hverken limes fast til Hovedet med Pomade eller børstes ret op, da begge disse Metoder er skadelige.
I en af sine Sange bebreider Ovidius sin Heltinde, fordi hun har ødelagt sine silkebløde Fletninger med giftige Farver. Han udraaber: «Har jeg ikke sagt dig, at du skal slutte med at farve dit Haar? Nu har du intet tilbage at farve. Og dog var intet skjønnere end dine Lokker, som naaede dig til Knærne, og som var saa fine, at du var ræd for at kjæmme dem. Du heldte Gift over dit eget Hoved, og nu skal Tyskland sende dig Slavehaar, og en beseiret Nation skal forsyne dig med Krigsudrustning.»
Mange Personer er ført paa Vildspor, og har ligesom denne Skjønhed brugt Farver for at forskjønne sit Haar; siden har de dog opdaget, at de netop derved har ødelagt det. Næsten alle Haarfarvningsmidler, som gaar i Handelen, indeholder Bly, og ofte i saa store Mængder, at de foraarsager Blyforgiftning. De, som sætter Pris paa sine Lokker, bør derfor undgaa Farvningsmidler.
Jeg har hørt Tale om en Dame, som forsøgte at sætte en vakker gylden Farve paa Haaret, men som til sin store Skræk opdagede, at det blev græsgrønt.
Det eneste Farvningsmiddel, der kan anbefales som uskadeligt, er almindelig Valnødsaft. Denne gjør Haaret mørkebrunt eller sort, alt efter den Vandmængde, den spædes med.
En stor Ubehagelighed ved alle Haarfarvningsmidler er, at Farvningsprocessen maa gjennemgaaes hver Dag, hvis ikke den, der anvender den, skal gjøre sig latterlig for andre. Haaret vokser stadigt og hvad der er Rod idag er Stamme imorgen.
Haaret er en af Ansigtets største Prydelser. At opsætte det saaledes, at det klæder Ansigtet, er en Kunst, der bør studeres af alle, som ønsker at forbedre sit personlige Udseende. En vis Arrangering af Haaret kan være meget passende for det ene Ansigt, medens det kan være det modsatte for et andet. Saaledes bør f. Eks. Damer med stort Ansigt aldrig drage Haaret haardt tilbage, men lade det falde lidt løst rundt Panden uden dog at være udstaaende ved Siden af Ansigtet. De, som har lidet Ansigt eller lav Pande, bør kjæmme Haaret løst tilbage og vise saa meget som muligt af Panden; ligeledes ved Siderne for at give Hovedet størst muligt Udseende. Lidt Eksperimentering vil snart vise, hvilken Haaropsætning, der er fordelagtigst. Enhver bør derfor søge at opsætte sit Haar saaledes, at det passer til Ansigtet.
Efter Naturens almindelige Ordning har ethvert Individ to Sæt Tænder. Det første Sæt, der fremtræder i Barndommen, holder sig blot nogle Aar, og siden kommer det virkelige Sæt, som skal vare hele Livet igjennem. Takket være de menneskelige Daarskaber, kan de dog sjelden fylde sin Opgave helt. Naar Antallet af Tænder er fuldt hos et voksent Menneske udgjør det 32, som er ligelig fordelt i begge Kjæver. De har flere forskjellige Former og har faaet forskjellige Benævnelser. Paa Forsiden af hver Kjæve sidder fire Fortænder; umiddelbart efter disse kommer Øientænderne; endvidere følger siden efter hverandre to mindre Kindtænder samt bag disse paa hver Side tre Jæksler, af hvilke den inderste sædvanligvis kaldes Visdomstanden. Denne Visdomstand kommer i Almindelighed saa sent som mellem attende og femogtyvende Aar.
Hvad Bygningen angaar, bestaar en Tand af flere Væv, der skiller sig fra hverandre i sin kemiske Sammensætning. Tandens Indre udgjøres af en tyk Bensubstans, der kaldes «Dentin»; Roden er beklædt med et Lag af «Cement», medens Kronen er overtrukket med et Stof af stor Haardhed, der kaldes «Emalje», og som tjener til at beskytte Tænderne mod Slitage. Inde i selve Tandlegemet strækker der sig en Kanal, der kaldes Pulpkaviteten. Denne indeholder et Væv, som er rigt forsynet med Nerver, fra hvilke Smerterne ved Tandpine har sit Udspring.
Tænderne udøver stor Indflydelse paa Ansigtets Form, Karakter og Udtryk i Almindelighed. Den ovale Ansigtsform, der er nødvendig for den sande Skjønhed, hviler meget paa Dannelsen af Mund og Hage, hvis Form og Liv atter dannes af Kjæverne, som paa sin Side er afhængig af Tændernes Regelmæssighed. Om Munden er aldrig saa velformet bliver dens gode Udseende ødelagt af vanstelte og uregelmæssige Tænder. Hvis det fulde Antal Tænder ikke haves, sammentrækkes Kjæverne, og Følgen bliver ofte et indknebet Udseende i den nedre Del af Ansigtet. En amerikansk Forfatter har sagt, at «ingen Kvinde med vakre Tænder kan siges at være styg.» Det er imidlertid godt at huske, at en Tandlæge her kan komme Naturen tilhjælp.
Mr. George James Platt siger i sin udmærkede Bog om «Forretningsliv», at Halvdelen af det menneskelige Livs Ulykker og Lidelser først og fremst beror paa Mangel af Tænder.
En god Helbred forekommer aldrig, hvis Tænderne er daarlige eller man mangler en stor Del af dem. Ufuldstændig Tygning er en af Hovedaarsagerne til daarlig Fordøielse og de mange alvorlige Plager, som følger dermed. Eksperimenter har for længe siden paavist, at Maden ikke kan fordøies ordentlig, hvis den ikke er ordentlig tygget, inden den kommer ned i Maven.
En velkjendt Tandlæge skriver: «Fordøielsen begynder i Munden og alligevel tænker man lidet derpaa. Men om vi nu betænker, at Madens Blanding med Spyttet finder Sted under Tygningen, saa er det klart, at en kemisk Forandring foregaar, og Spyttets Indvirkning bereder Madens fuldstændige Fordøielse gjennem Mavesafterne. Men Maden bliver ikke tilstrækkelig blandet med Spyt, hvis Munden mangler Tænder, eller hvis man har den Uvane, at «sluge Maden i sig», enten nu dette sker af fri Villie eller af Tvang. I Almindelighed vil man se, at de, som spiser meget hurtig, er blege og magre.»
Dr. Ritter i Berlin har fundet, at af 637 Personer, hvoraf 400 var under 15 Aar gamle, havde kun 41, eller lidt over 5% fuldstændig friske Tænder.
Hvorfor forfalder Tænderne? Svaret bliver, at de aldrig gjør det paa naturlig, men altid paa unaturlig Vei. Feilen ligger ikke i Naturen, thi den har konstrueret vore Tænder til at vare Livet ud. Det er os selv, som her er at bebreide, thi vi ødelægger dem ved de daarlige Vaner, som vor saakaldte Civilisation fører med sig. Dette bevises af, at uciviliserede Folk aldrig lider af daarlige Tænder. Syrlige Stoffe er det, som hovedsagelig angriber Tændernes Emalje og ødelægger den. Hertil maa først og fremst regnes Pickles, Eddik og syrlige Mad- og Drikkevarer. Umodne Frugter er ogsaa skadelige for Tænderne. Mange Tandpulvere tærer paa Tænderne istedenfor at bevare dem. Dette er især Tilfældet med dem, som gjør Tænderne hurtig rene. De er sammensatte af kemiske Syrer, Alun, Oxalsyre, Vinstensyre og andre Stoffe, som er mere eller mindre skadelige for vore dyrebare Tænder.
Renslighed er først og fremst Hovedtingen, naar der er Spørgsmaal om at bevare sine Tænder friske. Hvis man rengjorde sine Tænder efter hvert Maaltid, vilde Tandlægen snart finde, at hans Arbeide ikke lønnede sig. Men at følge en saadan Regel turde have sin Vanskelighed, især for dem, som ikke har stillesiddende Arbeide. Dog bør Tænderne rengjøres baade Morgen og Aften. Inden man gaar tilsengs, er det af den aller største Vigtighed, at man fjerner hver eneste Madsmule, som kan have samlet sig mellem Tænderne. Disse smaa Stykker af Føden opblødes og gjærer i Mundens Varme og Fugtighed, og naar de surner, ødelægger de Tændernes Emalje. Hvad Tandpulver angaar, saa gjør man bedst i ikke at benytte dette, da det omtrent altid er skadeligt i Længden. Almindelig Sæbe og Vand er det aller bedste Renselsesmiddel, men uheldigvis er Menneskene aldrig fornøiet med saadanne enkle og billige Middel. Det bedste Middel til at gjøre Tænderne hvide er lidt Sod, der er fuldstændig uskadeligt, og som, naar det har været anvendt nogle Gange, gjør Tænderne glindsende som Perler. Benyt aldrig haarde Tandbørster, da de let foraarsager, at Tandkjødet trækker sig tilbage fra Tænderne, og disse gaar istykker, om den Del, der ikke er beskyttet af Emaljen, bliver udsat for Luften. Tandbørsten maa dog heller ikke være for myg. En anden meget god Regel er den, at man undgaar at tage meget varme eller meget kolde Stoffe i Munden, ligesom man bør afholde sig fra Mad og Drikke af syrlig Natur samt umoden Frugt. Brug aldrig Tænderne til at knække Nødder med. Denne dumme Vane, der er meget almindelig blandt Børn, foraarsager ofte alvorlig Skade paa Tænderne.
Tandlægekunsten har i de senere Aar gjort store Fremskridt. Et Sæt gode, kunstige Tænder kan knapt skjelnes fra naturlige, hvis det ikke var for deres større Glands og Hvidhed. Til en Begyndelse er det vel forenet med endel Uleilighed at bruge kunstige Tænder, og der fordres en vis Taalmodighed for at vænne sig til dem, men efter kort Tids Forløb har man liden Ubehagelighed af dem, og de er uden Tvil et uvurderligt Gode for alle, som har mistet sine naturlige Tyggeorganer. Sir John Forber har med Rette sagt: «Blandt de store Velsignelser, for hvilke Samfundet i den senere Tid har Kunstens store Fremskridt at takke, er det ikke mange, som mere berører den personlige Komfort end de, der har sit Udspring i Tandlægekunsten, især hvad angaar Indsætningen af kunstige Tænder. At gjengive det menneskelige Ansigt dets tabte Skjønhed, er i og for sig ingen ringe Gave til det svage Kjøn, men paany at gjengive de ældre deres tabte Evne til at tygge Maden, er en Velsignelse af uberegnelig Gavn, som ikke kan værdsættes ret af andre end dem, der har faaet den.»
Et Sæt kunstige Tænder kan nu faaes ganske billigt, om det end varierer en Smule i Pris. Dog raades ingen til at kjøbe af de allerbilligste.
Naturen arbeider efter et strængt matematisk System, og den Maade, hvorpaa de menneskelige Legemer dannes, er ingen Undtagelse fra Regelen. Hele Legemet er seks Gange Fodens Længde, uden Hensyn til, hvadenten Figuren er tyk eller tynd, om den tilhører en Kjæmpe eller Dverg. Afvigelse fra denne Regel er en Fragaaelse fra fuldkommen Skjønhed i Vækst. Ansigtet, fra den høieste Del af Panden til Hagen, er en Tiendedel af hele Personens Længde. Det samme gjælder Haanden, regnet fra Haandleddet til Spidsen af Langfingeren. Fra den høieste Del af Brystet til Pandens Høide, er en Syvendedel af hele Figurens Længde. Høiden fra Fødderne til den øverste Del af Hovedet er lig Længden mellem Fingerspidserne, naar Armene er udstrakte. Hvis Ansigtets Længde fra Haaret til Hagen deles i tre ligestore Dele, falder den øverste Linje i Øienbrynene, og den andre ved Næsens nederste Del.
De rigtige Proportioner paa en fuldkommen Kvindefigur er følgende: En Kvinde, som er 5 Fod og 5 Tommer høi, bør veie 144 Skaalpund og maale 43 Tommer over Brystet (Maalet taget over Armene), samt 24 Tommer rundt Livet; den øvre Del af Armene bør være 13½ til 14 Tommer og Haandleddet 6 Tommer; Ankelen bør være 6 Tommer, Læggen 14 og Laaret 20 Tommer.
Professor Hilslicks Iagttagelser angaaende Menneskets Vækst har vist, at, den hurtigste Udvikling finder Sted efter Fødslen, idet et Barn det første Aar af sin Tilværelse vokser omtrent 8 Tommer. Tilvæksten formindskes saa lidt efter lidt, indtil det tredie Aar, da Barnet har naaet Halvparten af den Længde, som det faar i den modne Alder. Efter fem Aarsalderen sker Udviklingen meget regelmæssig til det sekstende Aar og udgjør i Medium to Tommer om Aaret. Efter Sekstenaarsalderen er Væksten meget ringe og udgjør omtrent tre Femtedels Tomme om Aaret; fra atten til tyve er Øgningen i Høide sjelden mere end en Tomme. Med fem og tyve Aar ophører Væksten undtagen i specielle Undtagelsestilfælde.
Heraf fremgaar, at Menneskeslægten har faaet fem og tyve Leveaar for at vokse. Det er Almindelighed Menneskenes egen Feil, at de er smaa af Vækst. Til noget af det, som befordrer Kroppens Vækst og hjælper os til at blive høie, hører frisk Luft, regelmæssige Legemsøvelser, at gaa tidligt tilsengs om Aftenen og mindst otte Timers Søvn. «Jo mere Sol og Dagslys man faar,» siger Dr. Allinson, «desto større Udsigt har man til at blive høi.»
En forkrøblet Vækst er ofte en Følge af, at man paa en eller anden Maade har gjort Vold mod Sundhedslovene. Tobaksrøgning er en af de fornemste Grunde til, at opvoksende Gutter hindres i sin Udvikling; den har skabt tusenvis af Dverge. De mandlige Individer, som ønsker at bliver høie, bør afholde sig herfra, indtil de har naaet Mandshøide. At krybe sammen i Sengen er en anden Maade at hindre Væksten paa; sov derfor altid i en tilstrækkelig lang Seng og stræk Kroppen ud saa langt som muligt.
Hvad Diæten angaar, saa er Grynspiser meget gunstig for Befordring af Legemets Vækst. Skotternes høie Vækst kan i høi Grad tilskrives, at de meget lever af Havregrød.
Faa Personer er fornøiet med sin Lod her i Livet, og det selv i Spørgsmaal, som angaar Legemet. Fede Mennesker længter efter at blive magre, og deres magre Medmennesker sukker efter den Fyldighed, som de Fede foragter. De, som er kommet paa den gyldne Middelvel, er bedst stillet. Fedme medfører mange Uleiligheder, og vi undres ikke paa, at mange ønsker at tabe noget af sin Vægt.
Dr. Emmet Densmore siger, at «den drivende Aarsag til stor Fedme, er Indtagelse af mere Føde end Legemet trænger, hvilket har tilfølge, at dette ikke formaar tilstrækkelig at afsondre de overflødige Stoffe.» Han mener med andre Ord, at formegen Fedme foraarsages af formegen Mad, og deraf følger jo tydeligt, hvor Botemidlet ligger.
Raadet for fede Personer kan derfor sammenfattes i følgende Regler: Spis, drik og sov saa lidet som muligt, men tag desto mere Bevægelse ved at gaa, kjøre paa Velociped, springe, ro eller dyrke anden Idræt, som fremkalder Svedning. De, som ikke har Anledning til at faa Bevægelse i fri Luft, kan muligens finde en anden Maade at skaffe Legemet Arbeide paa. Visse Spise- og Drikkevarer maa man afholde sig fra, og til disse hører fornemmelig Supper, Smør og alle fede Sager, Sukker og søde Sager, melholdige Spiser, Melk, Bakkelser, Poteter, Grønsager, Chokolade, Kakao, Øl og tunge Vinsorter. Af Kjød bør man kun spise det magre.
For stor Magerhed kan skrive sig fra en eller anden Feil i Fordøielsen, f. Eks. en Mangel paa Evne til at tilgodegjøre sig de nærende Stoffe.
Nogle Mennesker spiser bestandig, og bliver alligevel aldrig fede. Magerhed tilhører deres Natur, og selv ikke den største Overflod af Mad vil nogensinde kunne forandre deres magre Tilstand, medens atter andre vilde kunne opnaa en vis Fyldighed, hvis de underkastede sig en rigtig Behandling. Deres Mangel paa Fedme kan have sin Grund i forskjellige Forhold, f. Eks. urigtig Diæt, Overanstrengelse i Arbeide eller Studier, Uro eller for lidet Søvn.
Behandlingen af magre Personer bør være stik modsat af den, der før er givet for fede.
Saalidet Bevægelse som muligt, sov ti Timer, sørg for en glad Sindsstemning og spis saadant, som befordrer Dannelsen af Fedt. Undgaa Eddik, spirituøse Drikke, The, Kaffe og sur Frugt. Undgaa fremfor alt Uro. «Le og bliv fed,» er ikke bare et tomt Udtryk.
Skutryg skyldes i de fleste Tilfælde stillesiddende Beskjæftigelse, men undertiden skriver den sig ogsaa fra svag Helbred.
Der findes i Handelen Rygbandager, som kan anvendes for at rette paa denne Legemsfeil, og de svarer som Regel udmærket til sit Formaal. Men for at fremkalde en fuldstændig Bedring, maa man følge en bestemt Regel. Man maa vænne sig til altid at sidde i opreist Stilling og sove paa Madras med kun en Hovedpude. At holde Hænderne paa Ryggen, naar man tager en Spadsertur, gjør ogsaa god Virkning. Anvendelsen af Haandvægte er en udmærket Gymnastik for Personer, som har Tilbøielighed til at gaa ludende.
Den bedste Tid at uddanne sin Brystkasse paa, er naturligvis den tidligste Ungdom. I denne Periode af Livet er Ribbenene bruskagtige og elastiske, og derfor kan Brystets Vækst lettere befordres ved Opøvelse af dets Muskler. Men man behøver dog ikke at fortvivle selv i en fremskreden Alder, thi man kan opnaa et meget godt Resultat ved en klog Behandling.
Aandedrætøvelser er fortrinlige til at udvide Brystet. En Mand, som skriver om dette Emne, siger: Jeg har seet svage og sygelige Børn forvandles til friske Væsener ved Aandedrætsøvelser, som de daglig maatte gjennemgaa. Disse Øvelser styrker Ryggen, sætter Skulderbladene paa sin rette Plads og gjør Nakken til hvad den skal være ifølge Naturens Bestemmelse, nemlig en rund, stø Søile til at bære Hovedet. Kanhænde har vi ikke megen overflødig Tid, men vi kan dog udføre de enkleste Øvelser, da de ikke fordrer nogen ekstra Tid. Hver Gang vi gaar ud i Luften, kan vi fylde vore Lunger med ren, frisk Luft og fortsætte dermed, til vore Pligter kalder os ind igjen. Dernæst bør vi erindre, at det er til Skade for Figurens Skjønhed saavelsom for Helsen, at lade den øvre Del af Kroppen synke sammen, og naar den Øvelse at gaa ret er blevet en Vane, kan vi ophøre at tænke derpaa.
Andre Maader at udvide Brystkassen paa findes ogsaa, f. Eks. Brugen af Armvægter, Roning, fritstaaende Gymnastik osv.
En smal Midje er ingen sand Type paa Skjønhed. Den naturlige og behagelige Figur, som vi ser hos Venus fra Milo, fremstiller ingen saadanne Konturer. Vi ler af de kinesiske Kvinder, som klemmer sammen sine Fødder og vansirer dem; men hvad skal vi sige om de dannede Damer i vort eget Land, der handler endnu mere naragtigt, naar de klemmer sammen selve Livsorganerne ved at bruge trange Snørliv rundt Midjen?
Naar Legemsorganerne paa denne Maade presses sammen, hindres de fra at udføre sit naturlige Arbeide, og Følgen deraf bliver, at der ikke alene opstaar almindelig Sygelighed, men der fremkaldes ofte alvorlige Beskadigelser. Snøring er altid blevet forkastet af medicinske Autoriteter. Eiendommelig nok kan denne Uvane paavises saa langt tilbage i Tiden som 316 f. Kr., idet den berømte Læge Hippokrates meget skarpt klandrede sin Tids Damer, fordi de snørede sammen sine Ribben, saa Aandedrættet hemmedes. Vor Tids Læger hæver atter og atter sin Røst mod dette Onde, men Damerne vender altid det døve Øre til.
Dr. T. G. Thomas, som er en fremstaaende Autoritet paa Kvindesygdommenes Omraade, siger: «Den Klædedragt, som Kvinderne nu for Tiden bærer, har stor Tilbøielighed til at bevirke Sygdomme i Underlivet. For at Aandedrætsorganerne skal kunne virke frit, maa Brystet frit kunne bevæge sig, og specielt er dette nødvendigt, hvad angaar den nedre Del af Brystkassen, hvor de vigtige Respirationsorganer har Sæde.»
En anden Autoritet er Dr. Samuel Kennedy, som siger: «Denne forfærdelige Sygdom, (Kræft i Brystet) saavelsom 25% af alle Brystsygdomme kommer af Snøring, og det samme gjælder Blegsot og Hjertefeil af forskjellige Slags, ligesom ogsaa mange Rygradslidelser. Derfor burde det anstilles et Korstog mod dette Onde, som truer Kvindens Vel over hele Jorden, og i dette Tog skulde alle Læger, Forældre Ægtemænd og Brødre forene sig.»
Hændernes og Neglenes Tilstand angiver i Regelen hvilken Samfundsstilling en Person indtager. Grove og skrubbede Hænder er visselig ikke noget, man behøver at skamme sig over, da de bliver saadanne af ærligt Arbeide, men ikke desto mindre tror jeg, at Arbeiderne mangen Gang kunde være i Besiddelse af smukkere Hænder, hvis de lagde mere an paa at pleie dem og holde dem rene.
Idealet af en Haand bør være en smal, men samtidig fyldig Form, hvid Hud, men ikke af livløs Hvidhed og Fingrene bør smalne af mod Neglene.
Naar Hænderne er blevet grove af Arbeide, kan dette hjælpes paa ved Omhu og Pleie. At bruge regelmæssig Handsker bidrager meget til at gjøre Hænderne myge og hvide. Et godt Middel for Hænderne er en Blanding af lige Dele Citronsaft og Glycerin med en liden Tilsætning af Boraks. Vær altid forsigtig med den Sæbe, som anvendes. Sæbe, som indeholder meget Soda, er ofte Aarsagen til at Huden er haard eller tør. Hænderne rengjøres lettere med varmt end med koldt Vand, men de bør altid efterpaa skylles med koldt Vand. Sprukne Hænder behandles bedst ved, at man gnider dem med et Stykke Citron. Til at borttage Blækflekker af Huden er intet bedre end at bestryge dem med Salmiakspiritus.
Neglene, som spiller en vigtig Rolle i Hændernes Skjønhed, bør være af oval Form, lidt gjennemsigtige og af en bleg, lyserød Farve. De bør hverken holdes for lange eller klippes for korte, da Fingerspidserne behøver Beskyttelse for ikke at blive haarde eller for afstumpede. Det er en daarlig Vane at skrabe Neglenes Overflade eller at klippe bort Kanten af Negleroden. En Neglebørste er det bedste, man kan anvende for at holde Neglene i god Stand. Et udmærket Middel til at gjøre Neglene hvide er følgende Blanding:
Fortyndet Svovlsyre 15 Gram, Myrratinktur 7 Gram, Kildevand 120 Gram.
Gjør først Neglene rene med Sæbe og dyp derpaa Fingrene i Opløsningen.
En Dame med magre Hænder og knoklede Haandled frembyder et sørgeligt, for ikke at sige løierligt Syn, naar hun er balklædt. For at Armene skal faa et vakkert Udseende, maa de ogsaa have stærke Muskler. «Magre Arme tyder paa daarlig Helbred og nedsatte Kræfter,» siger M. Charles Blanc, en berømt fransk Autoritet, i en Udtalelse om Klædelighed. Gymnastik er det bedste Middel for tilbørlig Udvikling af Armene, og intet overgaar i denne Henseende Brugen af Armvægter eller Roning. En smukt bygget Arm bør lidt efter lidt aftage i Omfang fra Akselen til Haandleddet, og Haandleddet bør være tyndt, men uden Tegn til at være knoklet.
Mange moderne Damer pleier at lade sine Arme «polere» inden de gaar paa Bal. Denne Poleringsproces bestaar i grundig at indgnide Huden med en Blanding af Glycerin og Rosenvand og derpaa indsmøre den med Coldcream, som bliver siddende i et Kvarters Tid og derpaa fjernes med et Stykke mygt, hvidt Flonel. Armene gnides siden grundigt med Toiletpudder.
Behandlingen pleier at have en meget forskjønnende Virkning paa Huden.
Af alle Legemets enkelte Lemmer er i Regelen Fødderne de, som volder mest Besvær; faa er de Personer, som ikke paa en eller anden Maade lider paa Grund af dem.
For trangt og daarligt siddende Skotøi er de almindeligste Aarsager til saadanne Plager som Ligtorne, store Ledknuder og indgroede Negle. Undgaa «velformede», spidse Sko, der klemmer Fødderne sammen som de kinesiske Bandager, og som er virkelige Torturredskaber for de, der bruger dem.
Næst for trangt Skotøi er daarligt passende Strømper den væsentligste Grund til ømme Fødder, og man bør altid have Strømper med saa faa Sømme som muligt. Det ypperste Middel til at holde sine Fødder i god Stand er at bade dem ofte med varmt Vand, i hvilket man har lagt en Haandfuld Salt. Det er specielt velgjørende for dem, som lider af ømme og trætte Fødder.
Mange er de Sygdomme, som plager Fødderne, og mange er de, som er beheftede med dem. Ligtorne er uden Tvil den hyppigst forekommende Uleilighed, og vi skal derfor først beskjæftige os med disse plagsomme Udvækster. De udgjør en af vor Civilisations Straffe. Hvilken Erfaring har vel de Vilde om en værkende Ligtorn? Et af de bedste og enkleste Midler mod Ligtorne og et, som desuden har faaet Sanktion af en saa stor medicinsk Autoritet som Sir Benjamin Brodie, er paa det angrebne Sted at bære et lidet rundt Stykke Læder eller endnu bedre et Stykke Knusk, indsmurt med Blysalve. I Midten skjærer man ud et Hul saa stort som Ligtornen.
En Knude eller Svulst paa Stortaaens Underside er en myg Ligtorn, som behandles virksomst ved Paastrygning af Jod hver Aften. Anstrængelser af Fødderne maa undgaaes.
Frostknuder, som mest angriber Fingre, Tær og Hæle, opstaar ved at Blodets Cirkulation standser i stærk Kulde. De bedste Midler til at forhindre dette, er Brugen af Uldstrømper og Uldvanter samt ikke at udsætte Hænder og Fødder for Ildens Indvirkning, naar de er kolde. Et godt Lægemiddel mod Frostknuder er Jodsalve, som indgnides paa dem.
I varmt Veir plages endel Mennesker af Fodsved, som ogsaa ved sin ubehagelige Lugt bliver en Ubehagelighed for andre. De, som lider heraf, bør bruge let Skotøi og ofte bade Fødderne i varmt Vand med en Tilsætning af Salmiak eller Klorkalk.
Et andet Onde, som besværer endel Mennesker, er indgroede Negle. Behandlingen bestaar i, at man tyndskraber Midten af Neglen langs efter, saa at den let bøier sig, hvorpaa man skjærer den af udenfor det indvoksede Sted. Man forebygger dette Onde ved at bruge Skotøi med brede Tær.
Det er sagt, at «Ansigtet er en aaben Bog.» En Person kan ikke være en Skurk uden at vise det. Hvor meget han end søger at forstille sig, maa dog de daarlige Træk undertiden vise sig i hans Ansigt. Fysionomiken er den Kunst eller den Videnskab, som lærer os at læse i denne det menneskelige Ansigts aabne Bog. «Kjend dig selv,» siger den navnkundige Solon, en af Grækenlands syv Vise. Men Fysionomiken sætter os ikke alene istand til at udøve Selvkundskab, men ogsaa til at kjende andre, hvilket under mange Forhold i Livet kan være til umaadelig stor Nytte. «Mennesket selv bør udgjøre Emnet for Menneskeslægtens fornemste Studium.»
Den store Fysionomist Lavater siger i sine Arbeider: «Jeg lærer ingen Sortekunst, ingen unaturlig Videnskab, hvis Hemmelighed jeg burde have skjult, og som skader tusen Gange mere, end den kan gavne, og som følgelig er vanskelig at opdage. Jeg lærer kun en Videnskab, som baade er almindelig kjendt og paatagelig, og jeg fremlægger mine Følelser og Iagttagelser samt Resultaterne af dem. Man burde aldrig glemme, at det ydre Udtryks Hensigt just er at vise, hvad der tildrager sig i Sjælen, og at hvis man vilde berøve os denne Kilde til Kundskab, vilde man derved bringe os ned til fuldstændig Uvidenhed; at ethvert Menneske af Naturen har et vist Maal af fysionomisk Instinkt, ligesaa vist som ethvert velskabt Menneske er født med to Øine, at alle Mennesker i Omgangen med hverandre trækker fysionomiske Slutninger, alt eftersom deres Omdømme er mere eller mindre klart, at det er velkjendt, at de fleste Mennesker efter sin Omgang med andre trækker Fordel af det Kjendskab til andre, som allerede det første Blik giver, og at samme Forhold har fundet Sted længe inden dette Spørgsmaal kom under offentlig Debat.»
«Det er noksaa besynderligt,» sagde den store Napoleon, «men naar jeg ønsker udført et Arbeide, som kræver et klogt Hoved, saa vælger jeg helst en Mand med stor Næse, forudsat at han forøvrigt har de nødvendige Forudsætninger. Mine Iagttagelser af Personer har altid vist mig, at en stor Næse og et godt Hoved altid hører sammen. Jeg synes bedst om en Mand med en tilstrækkelig udformet Næse.» Det er bemærkelsesværdigt, at næsten alle store Folkeledere har havt store Næser, især Ørnenæser og romerske Næser. Lavater bemærker, at smaa Næsebor sædvanligvis er Tegn paa Forsagthed og liden Foretagsomhed. De vidt aabne Næsebor derimod er et ligesaa sikkert Tegn paa Følsomhed, der let kan udarte til Særhed. «Den rette græske Næse,» siger en anden Forfatter, «antyder en forfinet Karakter, Kjærlighed til de skjønne Kunster, Sluhed, List og større Tilbøielighed til at handle indirekte end direkte.»
«En Næse med skarp Ryg,» skriver Tagliacossi, «viser Tilbøielighed til Vrede; en tyk og nedtrykket Næse antyder lastefulde Tilbøieligher; en stor, solid og but Mæse er Tegn paa Mod og Djervhed; en krum Næse (Ørnenæse) viser et kongeligt og ædelmodigt Sind, medens en kroget Sjæl aabenbarer sig ved en Næse, som er bøiet til den ene Side.»
Enkelte Mennesker har Papegøienæser og er, ligesom Papegøierne selv, store Pratmagere.
«Som Læberne er, saaledes er Karakteren,» siger Lavater. «Faste Læber, fast Karakter; svage, rødlige Læber og svag, letbøielig Karakter. Godt skaarne, store og forholdsmæssige Læber, som paa begge Sider har samme Runding, kan vel antyde Tilbøielighed til Nydelse, men de paatræffes aldrig hos et daarligt, lavt, tarveligt, falskt, krybende, lastefuldt Ansigt. En Mund uden Læber, som blot viser en Streg, antyder Kulde, Flid, Sans for Orden, Nøiagtighed og Sparsomhed, og hvis den hæver sig ved begge Mundviger, viser den Tilgjorthed, Fordringsfuldhed og Ondskab.
Meget tykke Læber staar altid i Forbindelse med Sandselighed og Sløvhed, og gjennemskaarne, skarpt tegnede Læber med Ængstelse og Gjerrighed. Rolige Læber, tæt sluttede uden at være sammenpressede og skarpt skaarne er et sikkert Tegn paa Omtænksomhed, Takt og Fasthed. En noget overhængende Overlæbe betegner sædvanlig Godhed. Har Underlæben et Søk i Midten, aabenbarer det Fantasirigdom. En lukket, ikke tynd eller tilgjort Mund viser Mod og Tapperhed.
Lange Tænder er Tegn paa Svaghed og Sagtmodighed. Hvide, rene, vel placerede Tænder, der vises straks Munden aabnes, men som ikke skyder sig frem og heller ikke viser sig helt og holdent, paatræffes aldrig hos voksne Personer, uden at de er gode, kloge, ærlige, oprigtige og trofaste.
Spids Hage ansees sædvanlig som Tegn paa Sluhed og List, men der findes mange agtværdige Personer med en saadan Hage. Den fede Dobbelthage viser sædvanlig en Godfjot, og den kantede Hage paatræffes sjelden uden hos forsigtige, velvillige, bestemte Personer. En flad Hage betyder Kulde og Tørhed, liden Hage Frygt og rund Hage med Søk i, Velgjørenhed.»
«Blaa Øine,» siger Lavater, «er i Regelen mere betegnende for Svaghed, Sygelighed og Efterladenhed end brune og sorte. Det er sandt, at mange kraftige Mennesker har blaa Øine, men man finder dog mere Styrke, Mandighed og Eftertanke i Forbindelse med brune Øine end med blaa.»
«Personer med graa Øine,» siger Dr. Leask, «er i Almindelighed skarpe, kraftige og i Begyndelsen kolde, men man kan forlade sig paa deres Sympati under en virkelig Sorg. Søg blandt Menneskehedens Velgjørere og du vil give mig ret.» «Sorte Øine,» siger Buffon, «viser i Almindelighed Sundhed, et fast Sindelag, ikke vaklende, men modigt, sandt og ærligt. Nærsynthed aabenbarer den dygtige Planlægger og den forslagne Handlingens Mand. Smaa og dybtliggende Øine viser Djervhed, naar der er Spørgsmaal om Modstand, Intriger og Rænkespil samt Evne til at udholde store Lidelser. Store Øine kjendetegner en gjerrig Mand, især hvis de er meget udstaaende. Øine, som er i stadig Bevægelse, antyder Kortsynthed, Frygt og Bekymring. Røde Øine betegner Mod og Styrke. Klare Øine, som bevæges langsomt, viser Helten, som djerv og godmodig, udfører store Gjerninger og frygtes af sine Fiender.»
«Øienbrynene,» siger Quintilianus, «giver delvis Øinene deres Form. Ved dem sammentrækkes, hævss eller sænkes Panden. Vrede viser sig naar de sammentrækkes, Sorg naar de sænkes og Munterhed naar de udjevnes.» «Jeg har aldrig truffet paa en dyb Tænker,» siger Lavater, «eller en tapper og klog Mand, med svage, høie Øienbryn, som i nogen Grad deler Panden i to. Svage Øienbryn viser Flegma og Svaghed, endskjønt mange koleriske Mennesker har det; men denne Svaghed i Øienbrynene er en Formindskelse i Kraft og Ild. Jo nærmere Øienbrynene ligger Øinene, desto alvorligere, dybere og fastere er Karakteren; jo fjernere fra Øinene, desto mere flygtig, letbevægelig og lidet foretagsom.»
«Hovedets ydre Form,» siger Huart, «er som den bør være, naar den ligner en hul Kugle, som er noget indtrykket paa Siderne, samt noget fremskydende i Panden og Nakken. En specielt flad Pande eller tver Afslutning i Nakken, er ingen gode Tegn paa Klogskab. Men et godt Tegn er det, naar en liden Person har et stort Hoved og en høi Person har et nogenlunde lidet Hoved.»
«Vi kan,» siger Lavater, «dele Panderne, seet i tre Hovedklasser: de bagoverhældende, de lodrette og de fremskydende. Enhver af disse Klasser har en Mængde Variationer. Jo længere Panden er desto større Begavelse findes der, men desto mindre Handiekraft; jo mere sammentrykt, kort og fast Pande, desto mere Koncentration, Fasthed og Stadighed findes der i Karakteren; jo mere jevnt krum Profilen er, desto ømmere og bøieligre er Karakteren; jo rettere, desto mere ihærdig og streng. Fuldstændig Lodrethed fra Panden til Øienbrynene viser Mangel paa Forstand. Fuldstændig Lodrethed med en svag Bue i Overkant viser udpræget Tilbøielighed for kold, rolig og dyb Tænkning. En fremskudt Pande viser Svaghed, Umodenhed og Dumhed. Bagoverheldende Pander betyder i Almindelighed overlegen Fantasikraft, Kvikhed og Skarphed. Pander med mange udstaaende Knuder viser Fasthed, Haardhed, stærk Viljekraft og Udholdenhed. Øine med vel tegnede, bestemte og faste Buer forekommer kun hos ædle og store Mænd. En blaa «vena frontalis»[1] i Form af en Y og forenet med en aaben, jevn, hvælvet Pande, aabenbarer overordentlige Naturgaver og en ædelmodig Karakter.»