Title: Veien til Skjønhed, Sundhed og et Langt Liv
Author: Boyd Laynard
Release date: January 16, 2017 [eBook #53978]
Most recently updated: October 23, 2024
Language: Norwegian
Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/53978
Credits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
Denne teksten bruker gammeldags rettskrivning og språkformer.
Af
Professor Boyd Laynard.
Authoriseret Oversættelse
efter den engelske Originals 36te Oplag.
Horten.
C. Andersens Forlag
1910.
Horten, C. Andersens Bogtrykkeri.
Jeg har lagt meget Arbeide og stor Omhyggelighed paa Udarbeidelsen af dette Værk. Derfor sender jeg det ogsaa ud i Verden under sikker Forvisning om, at det har en vigtig Opgave at udføre, hvad Menneskeslægtens legemlige Forbedring angaar.
Hensigten med min alvorlige Bestræbelse har været at skrive en letfattelig og praktisk Afhandling om de Veie og Maader, der fører til Skjønhed, Helbred og et langt Liv, en sammentrængt folkelig Fremstilling, som kunde fattes og forstaaes af alle Samfundsklasser. Noget af det, jeg søger at paapege, vil maaske komme som en Overraskelse for mange, men denne Overraskelse haaber jeg dog vil blive af en behagelig og velkommen Art.
—Adskilligt af det anførte vil ogsaa forekomme dem underligt, som aldrig for fuldt Alvor har betragtet Tilværelsens metafysiske Side; men alt, hvad der er anført, er imidlertid grundet paa en solid videnskabelig og Erfaringens Grundvold.
—Jeg ønsker endvidere at bede Læseren lægge Mærke til, at nærværende Bog ikke er et lærd Arbeide i den Betydning, at det blot skulde være bestemt for lægevidenskabelig uddannede Folk; nei, ligesom det paa sit Omraade vil være en Hjælp og Veiledning for alle, saaledes er det ogsaa helt igjennem praktisk og enkelt anlagt.
I første Del
af denne Bog vil jeg søge at paavise, hvordan Skjønhed kan erhverves, og hvorledes et ungdommeligt Udseende kan beholdes uden kunstige Skjønhedsmidler.
I anden Del,
der handler om Sundhed og et langt Liv, gives der mangesidige Anvisninger og Raad med Hensyn til Diæt og en sund Levemaade for de forskjellige menneskelige Legemers Beskaffenhed og Tilstand. Ligesaa angives forskjellige Maader, hvorpaa man uden Medicin kan kurere forskjellige Svaghedstilstande og Sygdomme, og, hvad der er endnu bedre—endelig den Maade, hvorpaa man kan forebygge dem.
Jeg har i dette Værk ofte anført Udtalelser og Erfaringer, der skriver sig ikke alene fra de høieste medicinske, men ogsaa fra andre videnskabelige Authoriteter. Paa den Maade har jeg ogsaa faaet officiel Stadfæstelse paa mine egne Erfaringer og Iagttagelser.
Det er en kjendt og ganske naturlig Sag, at Menneskene i Almindelighed sætter stor Pris paa Skjønhed. Dog selv saadanne Personer, som ikke lægger nogen Bret paa Skjønhed, haaber jeg alligevel vil finde Tilfredsstillelse og Interesse i Bogens belærende og indgaaende Behandling af Sundheden; thi der findes vel ikke et Menneske, som ikke sætter Pris paa den. «Sundhed er Velstand.» Et langt Liv i Besiddelse af Sundhed og Kraft maa derfor betragtes som en af de største Velsignelser, der er os givet.
Boyd Laynard.
London i Marts 1900.
Plato, den bekjendte græske Vismand, udtalte, at de to største og herligste Gaver, som Naturen er istand til at skjænke os, først og fremst er en god Forstand og dernæst en harmonisk Skjønhed. Han satte disse Velsignelser høiere end Rigdom, Byrd og Magt.
Kan være, at enkelte Mennesker har en anden Opfatning end den gamle Vismand og siger: «Nei, maa vi da heller ønske os Helbred!» Dog lad os da erindre, at lykkelige Besiddere af virkelig Skjønhed med Nødvendighed ogsaa maa være i Besiddelse af Helbred; thi den førstnævnte Gave kan ei være tilstede uden at sidstnævnte er det; medens Helbred ofte kan findes, om Skjønheden mangler fuldstændig.
Skjønhed bør ei foragtes selv af dem, der træder Verdens Forfængelighed under Fødder. Skaberen er Skjønhedens Gud, hvad næsten alt hans Værk og al hans Gjerning viser. Et eneste Blik paa Naturen leverer et tilstrækkeligt Bevis derfor. Se bare paa Paradisfuglene i deres lysende Fjærbeklædning og Paafuglen med dens pragtfulde Hale; betragt de flagrende Sommerfugle med deres fintformede, vakre Vingepar, og Blomsterne, som synes at kappes med hinanden i Formens og Farverigdommens Skjønhed. Og sluttelig over alle disse Ting—det menneskelige Legeme, fuldkomment, saaledes som det burde være, fuldkomment som Herren oprindelig skabte det.
Stiger vi et Trin lavere ned, kommer vi til at betragte Skjønhedens Værd fra de verdslige Beregningers Synspunkt. Selv seet fra et saadant, eier den mange og betydningsfulde Fordele. Næst Karakteren danner Ansigtet det vigtigste Grundlag for Dannelsen af de Omstændigheder, som bidrager til at udfylde vort Liv. Venskabsforbindelser bliver i Almindelighed først indgaaet paa Grund af et eller andet tiltrækkende ved det Ydre, et fagert, mildt Ansigtsudtryk, en høi Pande for Eksempel—og det længe forinden Karakteren bliver kjendt. Og hvor mange af disse Venskabsforbindelser mellem Mand og Kvinde gaar ikke senere over til Kjærlighed!
«Mit Ansigt er min Formue,» siger Budeien i en gammel, engelsk Folkevise, og dette er slet ikke nogen dum Paastand. Antagelig tænkte hun blot paa Ægteskab, men bortseet fra Fordelene ved Skjønhed i denne Henseende, har et godt Udseende ofte stort Værd i og under Kampen for Tilværelsen. Inden de mange forskjellige Livskald og Virksomheder hænder det ofte, at de, som har de mest tiltrækkende og intelligente Ansigter, vælges til at fylde visse Pladser med Forbigaaelser af andre Ansøgere, som maaske var mere skikkede derfor end de Foretrukne, men som til Gjengjæld manglede et stateligt Ydre.—I talrige Livsforhold opdager baade Mænd og Kvinder, at deres Ansigt i Virkeligheden har den størte Betydning for deres Lykke. «Skjønheden,» er det bleven sagt, «er et gyldent Scepter, som udøver en mægtig Indflydelse paa vort Ve og Vel. Den har afgjort Menneskeskjæbner, regjeret Nationer og behersket Kongeriger.»
Den fuldkomne Skjønhed er bleven fremstillet af Digterens Pen, af Malerens Pensel og Billedhuggerens Meisel, men Moder Natur ødsler den sjelden paa sine Børn.
Der findes to Slags Skjønhed, den virkelige, hos den enkelte Person forekommende, og den uvirkelige eller tænkte og som Mønster opstillede. De to Slags Skjønhed kaldes forøvrigt med et Par fremmede Ord: Den individuelle og den ideelle. Førstnævnte indbefatter alle de fagre Træk og Egenskaber ved en og samme Persons Ansigt og Skikkelse; medens sidstnævnte er et Udvalg af de skjønneste ydre Egenskaber og Fortrin fra forskjellige Personer. Det var af et saadant Udvalg, samlet fra de skjønneste Kvinder og de ædleste mandlige Skikkelser, at Grækerne modellerede de formfuldendte Billedstøtter af sine Guder og Gudinder, som altid er bleven anseet som Kunstens Mesterværker.
Hvad er Skjønhed? Den bedste Forklaring derpaa—udtrykt med et eneste Ord,—er maaske Harmoni.
Det menneskelige Ansigts Skjønhed har man altid tænkt sig skulde omfatte Formskjønhed i de forskjellige Ansigtstræk; Farvens Skjønhed skulde komme tilsyne i Hudens forskjellige Afskygninger, Karakterens Skjønhed i visse udprægede og blivende Egenskaber samt Udtrykkets Skjønhed ved uvilkaarlige og tilfældige Følelser og Stemninger. Den Sagkyndige paa dette Omraade, Englænderen Walker, mener, at Skjønheden for en stor Del afhænger af Profilen,—og særlig af den Linje, som beskrives af Panden og Næsen, gjennem hvis større eller mindre Indadbøiethed Skjønheden forhøies eller formindskes. Jo mere Profilen nærmer sig en ret Linje, desto større Statelighed, Kraft og samtidig Mildhed forlenes Ansigtet med.
Der er stor Forskjel paa Ynde og Skjønhed. Skjønheden bestaar, som allerede sagt og paavist, i Ansigtstrækkenes fuldkomne Harmoni og rette Forhold til hinanden, medens Ynde er noget, som neppe kan beskrives, men som tiltrækker sig Opmærksomhed og som ofte fortryller den tilfældige Iagttagers Blik. Man siger, at et Ansigt er yndigt, omtrent paa samme Maade som man roser og beundrer et Maleri, skjøndt dette fra kunstnerisk Synspunkt kan frembyde mange Ufuldkommenheder. Saaledes kan eksempelvis en fin Hud, klare funklende Øine og en veldannet Næse gjøre et Ansigt yndigt, uanseet den Omstændighed, at de øvrige Ansigtstræk ikke staar i et saadant Forhold, at de danner en fuldkommen Harmoni af Skjønhed. Og endvidere kan det hænde, at et behageligt Udtryk, som hviler over et Ansigt, gjør dette yndigt, skjønt det i sig selv ikke alene ikke er vakkert, men endog saare almindeligt. Ja Ynden i ikke saa ganske faa Ansigter indskrænker sig næsten helt og holdent til et behageligt, friskt Smil,—et Solskinssmil, som selv Katholikernes alvorlige og mørke Helgen Sankt Antonius ikke kunde modstaa. Hos andre ligger den Ansigtsynde, som straks griber og fængsler, hovedsagelig i Haarets Skjønhed og i den Smag, hvormed det er bleven sat op, saaledes at det lemper sig efter Trækkene.
Der findes tre tydelig markerede Trin af Skjønhed i Kvindens Udvikling, og ethvert af dem danner en vigtig Periode i hendes Liv.
Det første Trin strækker sig fra Fødselen til Tiden for Kjønsmodenheden. I denne Tid gjennemgaar Ansigtet og Skikkelsen sin Udvikling—Skikkelsen bliver fyldigere og Formerne mere afrundede—for i sin Tid at folde sig ud lig Blomsten i sin fulde Modenheds Glans.
Den anden Periode omfatter Tiden fra Kvindelighedens fulde Udvikling til lad os sige med et jevnt Tal—Firtiaarsalderen. I Begyndelsen af denne Tid i hendes Liv bliver hendes Hals fyldigere, hendes Røst faar en anden Klang og Tone, hendes Øine straaler med stærkere Glans, og hele hendes Skjønhed bliver mere fremtrædende og tiltrækkende.
Under det tredie Stadium, som sædvanligvis strækker sig fra Firti- til Sekstiaarsalderen, tiltager Menneskets Huld og Trivsel baade hvad Ansigtsudseende og Legemet forøvrigt angaar. Da Legemets Fedtstoffe udsondres med langt mindre Hurtighed, ophober de sig i Cellevævene under Huden og i andre Dele af det menneskelige Legeme. Dette udglatter ofte de Rynker, som har begyndt at fure Huden, og gjengiver mange endnu en Gang ungdommelig Friskhed, ja ofte endog Ungdommens Ynde. Denne Tid har man kaldt «Fornyelsesperioden.» Naar den er forbi, kan det siges om Skjønheden, at den er flygtet for bestandig.
Enkelte Kvinder bevarer sin Skjønhed længere end andre. En moderne Forfatter ytrer derom: «Kvindernes legemlige Skjønhed burde vedvare, til de er over seksti Aar. Og deres Ynde naar heller ikke sit Høidepunkt før Tredive- eller Firtiaarsalderen. Den berømte, græske Skjønhed, Helene fra Troja træder først frem firti Aar gammel.
Aspasia, der kan tilregne sig stor Andel i Grækenlands Blomstringstid, var seks og tredive Aar, da hun ægtede Perikles, og tredive Aar senere var hun endnu en statelig Kvinde. Kleopatra, Ægyptens vidtberømte Dronning, var over tredive Aar, da hun vandt Feltherren Antonius’s Hjerte. Diane de Poitiers var ogsaa seks og tredive Aar, da hun ved sin straalende, modne Skjønhed lagde Kong Henrik den anden for sine Fødder. Kongen var blot Halvdelen saa gammel, men hans Hengivenhed for hende aftog aldrig. Anna af Østerrige var otte og tredive Aar, da hun beskreves som den skjønneste Kvinde i Europa. Madame de Maintenon, den i sin Tid altformaaende Dame ved det franske Hof og i Frankrig, var tre og firti Aar, da hun blev formælet med Kong Ludvig, og Katharina af Rusland tre og tredive Aar, da hun bemægtigede sig den Trone, som hun indehavde i hele tre eller fire og tredive Aar.»
At Skjønhed kan erhverves, benegter ingen, som omhyggeligt studerer Sagen fra de forskjellige baade rent menneskelige og videnskabelige Synspunkter.—Jeg mener Skjønhed i dens almene og vidstrakte Betydning, ikke i dens indskrænkede Mening, som er Fuldkommenhed og blot Kunstnernes Tankebillede, et Udslag af deres Indbildningskraft. Naturligvis kan der ikke blive Tale om Forandring i Ansigtets Form, som for Exempel Næsens Størrelse, Mundens Bredde, Læbernes Tykkelse, Øinenes Størrelse og Farve, Ørernes Udseende eller Hagens Form. De er Naturens Kunstværk, dannede saaledes for alle Tider og efter manges Anskuelser ogsaa for Evigheden. Men trods dette staar dog den Kjendsgjerning fast, at Skjønhed eller en Forskjønnelse af Ansigtet er mulig. Ansigtets Præg og Udtryk kan forskjønnes ved at beherske og lede de forskjellige Sindsindflydelser; ligesom Ansigtet i sin Almindelighed saavelsom Ansigtsfarven kan forandres meget overraskende ved at man underkaster sig Sundhedens Love og gjennemfører bestemte Regler, naar det gjælder Spørgsmaalet om Diæt og sanitær Pleie. Reglerne for et saadant Liv skal jeg forsøge at fremstille udførligere i de efterfølgende Kapitler.
«Jeg forlanger intet andet af dig,» sagde en Fader til sin Søn, da han bød ham Farvel,—«end at dit Ansigt har samme rene og uskyldige Udtryk, naar du vender tilbage.»
«En Mands Blik og Ansigtsudtryk,» ytrede Hazlitt, «er Resultatet af mangeaarigt Arbeide. Det er bleven indpræget paa hans Ansigt ved Begivenhederne i hans Liv, ja med Naturens egen Haand, og han kan saaledes ikke saa let blive kvit samme.»
Folk er i Almindelighed hvad de synes at være, og vi har alle en Slags Fornemmelsesevne i saa Henseende. Ja endog smaa Børn og en Del af de høierestaaende Dyr læser med et eneste Blik i den Fremmedes Ansigt, om han har en venlig eller en uvenlig, en ond eller god Karakter, og føler sig straks tiltrukket eller frastødt af ham.
«Der findes ikke et Menneske paa Jorden,» siger Lavater, «som ikke daglig sporer Indflydelse af de forskjellige Ansigters Udtryk; ikke et Menneske, som ei kan træffe sammen eller mødes med et Ansigt, som det finder overordentlig tiltalende og elskeligt eller usædvanligt stygt og frastødende. Der findes ikke en eneste Person, som ei i mere eller mindre Grad iagttager, sammenligner, bedømmer og værdsætter en anden efter hans Udseende, naar de første Gang træffer sammen.»
At hvert enkelt Menneske er ansvarlig for det Ansigtsudtryk, det har, kan neppe benegtes, naar vi indrømmer, at man selv danner sin Karakter og kontrollerer sit eget Sind. Hvor vakkert et Ansigt end kan være med Hensyn til Form og Træk, saa er det alligevel selve Ansigtsudtrykket, som forhøier eller nedsætter det, som forskjønner eller vansirer det.
Vi begynder allerede at sætte Præg paa vore Ansigter i Livets Morgen, i denne Ungdommens Spiretid, da Indtrykkene har større Indflydelse paa Karakteren, og Sindet lettere formaar at sætte sit Stempel paa Udtrykket. Paa den Tid, da en Mand eller Kvinde naar Trediveaarsalderen eller ofte endog før, er Ansigtsudtrykket bleven næsten uforanderigt. Senere fordres der megen Øvelse, nidkjær Agtpaagivenhed og Udvikling af nye Anlæg, om det skal lykkes at udjevne dette mangeaarige Arbeide, dette ydre haarde Skal og Form for den iboende Sjæl.
Behagelige Ansigtsudtryk erhverves sædvanlig i Ungdommen. De er, om vi saa tør sige, en Sammensætning af mange Smil, glade Tanker og Sindets Tilfredshed. Enhver Sindsbevægelse efterlader gjerne et eller andet Indtryk paa Ansigtsudtrykkene; dog ikke saaledes, at det straks merkes Spor derefter; men om det stadig vender tilbage, bliver sluttelig det ydre Udseende en tro Afbildning af Karakteren, enten nu denne er god eller slet.
Dr. Kellogg, den bekjendte Læge, har med Rette udtalt: «Skjønheden sidder dybere end paa Overfladen. Dens virkelige Kilde har snarere sin Grund i aandelige og moralske Egenskaber end i rent legemlige Træk. Et Ansigt, som skjuler en værdiløs Karakter, kan aldrig være vakkert.… En ædel Karakter kan aldrig træde frem gjennem et lumsk Ansigtsudtryk, hvor lidet end Naturen har villet tage Hensyn til, at det ene skal være passende for det andet. Ansigtet er saa helt og holdent et Sjælens Speil, ja ligefrem et Gjenskin af Karakteren, at denne sidstes Skjønhed eller Slethed ikke kan andet end fremtræde lige saa tydeligt som Haandskriften paa Væggen i Profetens Tid, og man behøver ikke at være Profet for at kunne læse den.»
Den tyske Forfatter Winchelmann skriver: «Fuldkommen Skjønhed kan aldrig findes i et Ansigt, hvis det ikke er roligt og frit fra al Uro, idetmindste fra alt, som kan forandre og skjæmme de Træk, hvoraf Skjønheden er sammensat.»
At forandre det stadige Ansigtsudtryk, som vi saa at sige selv har dannet og baaret i mange Aar af vort Liv, synes ved første Øiekast at grændse til det umulige, ja at være lige saa forgjæves som de taabelige Filosofers Stræben, naar de i Middelalderen bortødslede sin Tid og sin Formue med Forsøg paa at opdage Livselixir. Men hvis vi omhyggelig undersøger Læren om Ansigtets Forvandling, vil vi finde, at den er i fuld Overensstemmelse med Fornuft og Virkelighed.
Som vi allerede har seet, er det Sindstilstanden eller Sjælen, som danner og omdanner Ansigtsudtrykket. Dens hemmelighedsfulde Indflydelse indvirker paa de myge, letbevægelige Ansigtsdele, paa samme Maade som Lyset indvirker paa Fotografens meget ømfindtlige og modtagelige Plade. I Virkeligheden er Ansigtet et Billede, som viser Sjælens vanlige Tanker og Ønsker. De, som derfor ønsker at faa et vakkert Ansigtsudtryk, bør først og fremst anstille en Undersøgelse i sit Indre for at bringe paa det rene sin vanlige Tankegang og Sindsretning, og saaledes udfinde, hvad der foraarsager et ubehageligt Udtryk eller hvad der fremkalder et behageligt. Enkelte Mennesker har triste Ansigter, som er en Frugt af triste Tanker og mørkt Sind. Disse melankolske og tungsindige Personer har altid en mørk Opfatning af alt, hvad der sker i Verden; eller med andre Ord, de trækker et Gardin for Sjælens Vindu og stænger saaledes Solskinnet ude fra sit Liv. Saadanne Personer bør anstrenge sig af sin yderste Viljekraft for at bryde med denne Vane; thi det er ei andet end en saadan. Det kan vistnok tage lang Tid, før man kan skaffe sig et lyst og livsfriskt Syn og Sind, men naar det engang er skeet, vil det komme til at medføre en fuldstændig Forandring af Ansigtsudtrykket.
Mange er de skuffede Ansigter, som viser sig, hvor der er store Folkemasser samlede, Mænd og Kvinder, som har begyndt Livet med stor Ærgjerrighed, der aldrig er bleven tilfredsstillet, og hvori hvert sveget Haab synes at have efterladt sig et Spor i Ansigtet. At oprykke disse Bitterhedens Rødder synes at være vanskeligt, men ikke umuligt. Den bedste Maade, hvorpaa det kan ske, er at begrave det forbigangne med den indeværende Dags Arbeide og at glemme Gaarsdagens Forhaabninger ved at haabe paa Morgendagen.
Endvidere findes der misfornøiede Ansigter, hvis Eiere bestandig sukker efter Ting, som de ikke er i Besiddelse af, og som længes og higer efter noget, de aldrig kan opnaa eller erholde. Men de maa søge paa alle Maader at sætte mere Pris paa sine nuværende Forholde og erindre, at et nøisomt Sind er mere end et dagligt Gjæstebud.
Blandt alle Ansigtstyper finder vi Repræsentanter for de sørgmodige og triste, de tvære og sure, de let opirrede, de smaalige og gjerrige, de svigefulde, de bedragerske og de listige, de haanlige og de stolte. Alle disse lidet elskværdige Træk, som tydelig kommer tilsyne i Ansigtets Udtryk, er Resultatet af, hvad der har rørt sig inderst i Sjælen. Hvor de forekommer, findes ingen sand Skjønhed.—Med Rette siger den berømte Forfatter Washington Irving: «Det er den guddommelige Majestæt i vort Indre, der gjør, at guddommelig Majestæt kan fremtræde i det Ydre.» Dette er ingen blot og bar henkastet Ytring, men en af Skjønhedens store Hemmeligheder. Kunde vi vel for et Øieblik tænke os Slagmarkernes store Apostel, Florence Nightingale eller en Fru Booth med frastødende Ansigter, eller en David Livingstone eller en General Gordon med modbydelige Ansigtstræk? Skjønt vi aldrig har seet disse menneskevenlige og heltemodige Personers Ansigter eller maaske ikke engang et Portræt af dem, saa staar de dog i vore Tanker—efter den Opfatning, vi har af dem,—med Ansigter straalende af Ømhed, Tapperhed og Ædelmod.
For at omdanne Ansigtet maa man først omdanne Sindet. Mod Nedslagenhed og Tristhed maa vi fremelske en glad og frydefuld Aand; Tverhed og Heftighed hos os selv maa vi beseire med Venlighed og Ro, Freidighed og Tro paa Fremgang, og dertil ved Selvprøvelse i Frimodighed og Tilfredshed drive Surmuleri og idelig Bekymring paa Flugt.
Helbreden er uundværlig for Skjønheden; ja den er ligefrem dens Forudsætning. Om Helbreden tabes, forsvinder ogsaa Skjønheden lidt efter lidt.
Skjønheden bør være en Frugt af en fuldstændig Overensstemmelse mellem de tre Dele af vort Væsen, nemlig Legeme, Sjæl og Aand. Den vil da ikke mangle den Friskhed, som er en saa væsentlig Bestanddel af al sand Ynde og Skjønhed, enten nu denne fremtræder i Rosens Knop eller paa den unge Piges rødmende Kind. Der findes vistnok noget, som betegnes med Ordet «sygelig Skjønhed», men det forsvinder med de flygtende Aar. Blivende Skjønhed maa have sine Rødder dybt nede i den herlige Jordbund, som heder Helbred og Sundhed. Gladstone har meget træffende ytret herom: «Skjønheden er ikke en Tilfældighed, men den tilhører vedkommende Gjenstands Væsen; den gjennemtrænger hele Skabningen, og hvor eller naar den aftager eller trænges tilbage, har vi i denne Omstændighed et Bevis paa den moralske Uorden, som bringer Forstyrrelse ind i Verden.»
Formens Ynde, Hudens Friskhed og Øinenes Glands har i Almindelighed mere at gjøre med en virksom Lever og god Fordøielse end de fleste Mennesker aner. «Sygdom er Hæslighed; Helbred er Skjønhed,» siger Annie Jannets Miller. Helbreden reguleres af den Mad, vi spiser og fordøier, den Luft, vi indaander, den Hvile og Søvn, vi nyder. Dertil kommer en regelmæssig Overholden af Sundhedens Forskrifter. «Vore Legemer er vore Haver, hvor vor Vilje er Gartneren,» siger Shakespeare, Englands udødelige Digter.
«Helbreden»,—skriver Dr. Nichols i sin populære Bog om Menneskets Fysiologi,—«er en Tilstand af fuldkommen Udvikling, en harmonisk Væxt og Sammenføining af Del efter Del, Organ efter Organ, hvor intet er forkrøblet og heller intet for overdrevet stort. Heri ligger Fuldkommenheden, naar der spørges om Symmetri og Skjønhed, som igjen ikke er noget andet end Resultatet af Helhed og Helbred. Thi det kan paavises, at Formerne og Proportionerne hos Menneskene og de høierestaaende, nyttige Dyr, ogsaa er de skjønneste.» Naar hvert Ben har den bedste Form og Størrelse, er der fuldkommen Proportion. Naar enhver Muskel har sin tilbørlige Udvikling med den rette Mængde af Fedtstoffe i Cellevævene, finder vi den høieste Formskjønhed; naar Hudens Beskaffenhed er finest, Blodomløbet kraftigst og selve Blodet renest, fremtræder ogsaa Ansigtets Glød, Glans, Farve og Tiltrækning bedst. Skjønheden er derfor mere et Tegn paa Helbred; thi den er et Udtryk for sidstnævntes Tilstedeværelse. Fuldkommen Skjønhed kan alene naaes og vedligeholdes ved fuldkommen Helbred. Begrændset Skjønhed, henvisnende Skjønhed, aftagende Skjønhed falder sammen med begrændset, henvisnende og aftagende Helbred, men den er utilfredsstillende og tung. Kunstnere og Digtere forestiller sig Skjønheden straalende af Sundhed, og kan ikke adskille disse Idealer. Ingen Maler eller Billedhugger vilde kunne fremstille en Venus, en Diana eller en Hebe anderledes end som den personificerede Sundhed og derfor skjønne og livfulde.
Skjønhedens Omveksling er mere slaaende i enkelte Personers Ansigter end i andres. Mennesker med nervøst Temperament er mere udsat for den ydre og indre Indflydelse, som i Almindelighed fremkalder de forskjellige Forandringer i Ansigtsudtrykket.—
Blandt de Ting, som gjerne vil bekjæmpe Skjønheden og berøve den dens Tiltrækning, er Veirforholdene, Forandringer i Temperaturen og andre fra Luft- og klimatiske Forholde stammende Indflydelser; endvidere saadanne skadelige Foreteelser som urigtig Diæt, Søvnløshed, Græmmelse, Ængstelse og Vrede. Alle disse Forholde skal senere blive behandlede.
Der findes enkelte Personer, som altid ser bedre ud, naar vi møder dem ude i det Frie end naar vi er sammen med dem indendørs; medens atter andre viser et fordelagtigere Udseende i det afdæmpede Lys i et lukket Værelse. Ligesaa findes der enkelte, som viser sig mere til sin Fordel tidligt om Morgenen end længere frem paa Dagen; men paa den anden Side kommer ogsaa Modsætningen frem hos andre Personer, saa de lig Sankt Hansormen lyser vakrest i Mørke. Skjønhedens Foranderlighed er meget mærkværdig ogsaa i en anden Henseende. Hos mange Personer ser den venstre Halvdel af Ansigtet bedre ud end den høire. Denne Opdagelse gjordes først af Kineserne. Sandheden af denne besynderlige Paastand kan man let kontrollere ved at undersøge et Dusin Ansigter. Det paastaaes, at Skuespillere og Sangere, idet hele taget Folk, som ofte staar Ansigt til Ansigt med et større Publikum uvilkaarlig vender sig halvt til høire, naar de ønsker at gjøre Indtryk paa sine Tilhørere.
Vor daglige Mad og Drikke har meget at gjøre med Helbred og Sundhed, med Skjønheden og Ansigtsudtrykket. Storædere er aldrig store Tænkere og har derfor sjelden et aandfuldt eller klogt Udseende. Personer, hvis Mad hovedsagelig bestaar af Kjød, udvikler i Almindelighed mere den dyriske, sterkt sanselige end den aandelige Side af sin Natur. Dette har igjen til Følge en vis Grovhed i Trækkene. Paa den anden Side gjør fuldstændig Vegetarianisme let Ansigtet udtryksløst. Dog mere slaaende end alt andet er den Virkning, som umaadelig Nydelse af stærke Drikke har paa Ansigtet. Hvor kan det ikke forandre et fint og skjønt Ansigt og gjøre det yderst grovt, ja saa frastødende, at det vækker Modbydelighed. Indflydelsen af forskjellige Fødemidler paa Ansigtsudtrykket vil blive behandlet og paavist i de Afsnit, som angaar Diætens Forhold til Helbreden.
Professor Kirk siger: «Ansigtet er bogstavelig formet af den Føde, hvormed Maven forsynes. Der er ingen Tvil om, at ikke ogsaa andre Ting, som for Eksempel den Luft, vi indaander, bidrager til at forme vore Ansigter; men Mad og Drikke udgjør dog hovedsagelig det Materiale og Stof, hvoraf de eiendommelige Træk i vore Ansigter er sammensatte.»
Hvis Føden er uheldig for sit Formaal, er det ikke let at forstaa, hvordan Former og Træk skulde blive fint byggede. Der har vi for Eksempel det fine Væv i Øiet, dette Organ, som jo i saa høi Grad giver Ansigtet dets Udtryksfuldhed.—Der fordres passende Stof for at dette Cellevæv skal vedligeholdes i nogenlunde god Orden. Selv om man bestryger Ansigtet med al Verdens Skjønhedsmidler, men ikke giver nøie Agt paa de Stoffe og Fødemidler, hvoraf Ansigtet fremstaar og dannes, kommer man aldrig til at faa et friskt Udseende. Man maa passe og værne de Organer, ved hvis Virksomhed Næringsstoffene skal beredes for Ansigtsdannelsen. Hvis disse Organer paa en eller anden Maade bliver forsømte og saaledes taber Evnen til at omdanne Føden i en for Fordøielsen passende Form, kan intet ydre Middel skjænke nogen et friskt og sundt Udseende.
Huden bestaar af tvende adskilte Lag, hvoraf det yderste kaldes Overhuden og det inderste Læderhuden eller den egentlige Hud.
Som vi alle utvilsomt kjender af smertelig Erfaring, er Huden rigelig forsynet med Blodkar og Nerver, hvorigjennem Følelsen af Berøring, Smerte, Varme, Kulde, Tryk og lignende fornemmes. Den er ogsaa i Lighed med Lungerne og Nyrerne et blodrensende Organ, og dens forunderlige Forretninger udføres gjennem et stort Antal smaa Porer, som man kan sammenligne med Afløbsrør, hvis sammenlagte Længde udgjør omkring 4½ norsk Mil; denne Angivelse er fremkommen efter den engelske Videnskabsmand, Sir Erasmus Wilsons Beregning.—Nævnte fremragende Hudspecialist grundede sin mærkværdige Beregning paa den Omstændighed, at man kan anslaa 2800 Porer gjennemsnitlig paa en engelsk Kvudrattommes eller 25,4 mm. Hud. Beregnes endvidere Længden af hver Pore til ¼ Tomme, bliver den sammenlagte Længde af Porer eller Rør paa hver Kvadrattomme paa Legemet 700 Tommer. Antallet Kvadrattommer paa et middelstort Menneskes Ydre udgjør omtrent 2500, og Porernes Antal følgelig 7,000,000; Længden af Uddunstningsrørene angivne i engelske Tommer er 1,750,000, det vil sige 145,833 engelske Fod eller omtrent 45,000 Meter, hvilke som bekjendt gjør 45 Kilometer eller 4 og en halv Sjømil.
Huden er et af Legemets vigtigste Organer, og de indviklede Funktioner, som den udfører, er uundgaaelig nødvendige for vor Tilværelse. Hverken Maven, Leveren eller endog Hjernen er saa nødvendig for vor Tilværelse som Huden. Mennesket kan leve en Uge, ja længere endnu uden Føde, og Leveren kan i flere Døgn ganske ophøre med sit Arbeide, inden Døden indtræder; men om Hudens Virksomhed ophører eller standser, paafølger Døden nogle Timer efter.
Da Leo den tiende besteg Pavestolen i Rom, foranstaltedes en stor Procession gjennem Byen Florentz’ Gader. Ved denne Anledning blev et Barns Legeme belagt med Bladguld, i den Hensigt at billedgjøre «Guldalderen» eller den gyldne Tid, som nu skulde oprinde. Til Deltagernes og Tilskuernes store Rædsel døde Barnet et Par Timer efter i frygtelige Krampetrækninger. Den ulykkelige Hændelse skrev sig helt naturlig deraf, at Hudens Porer var blevet tilstoppet, hvorved Uddunstningerne hindredes.
Naar vi forsømmer at holde Huden ren og Porerne aabne ved Bad og Bevægelse, tilstopper vi de fem og firti Kilometer Afløbsrør, som blev omtalt i foregaaende Kapitel. Dette kan naturligvis ikke ske ustraffet; Usundhed og daarlig Helbred indfinder sig da som en naturlig Følge, ja man bliver endog udsat for farlige Sygdomme.
Hudens Hvidhed eller Gjennemsigtighed og dens Farve er altid bleven anseet som nødvendige Betingelser for Skjønhed.—Hvor fintformede end Ansigtstrækkene kan være, synes dog al Tiltrækning at være borte, hvis Huden er gul eller har en sygelig Farve. Skjønheden forsvinder ogsaa mere eller mindre, hvis Huden er besværet af Finner, Bylder, Rynker eller Fregner.—Hudens Beskaffenhed og Tilstand bestemmer Ansigtsfarven, og denne indvirker paa sin Side i høi Grad paa Ansigtets Skjønhed. Hvem har vel nogensinde seet et stygt eller frastødende Ansigt i Besiddelse af en god og frisk Farve? Man træffer naturligvis hver Dag Ansigter med skjær Hud og røde Kinder; og de er altid behagelige at se paa.
Det ligger i det enkelte Menneskes Magt at værne om dette vigtige Organ, Huden. De, som vil vinde og erholde Skjønhed, maa stadig have sin Opmærksomhed henvendt paa den.
Det er et ganske eiendommeligt Forhold, at enkelte Sindsbevægelser angriber Huden og dens Funktioner paa samme Maade som en Forkjølelse. Nedbrydende Lidelser, Sorg eller Frygt, formindsker Luftvekslingen i Lungerne og Tilstrømningen af Aareblod, hvilket selvfølgelig gjør Ansigtet blegt, forhindrer Uddunstningen og gjør de i Huden liggende Nervers Virksomhed meget svag.—Vrede og andre heftige Lidenskaber søger Luftvekslingen og Blodtilstrømningen paa Hudens Overflade, hvorved den Rødme og Spænding i Ansigtet foraarsages, der er et saa fremtrædende Kjendetegn paa en ophidset Sindstilstand.
Sindsbevægelsernes Indvirkning paa Huden er ofte saa stor, at den fremkalder Sygdom. Lægen Cazenave gjør ved Opregningen af Hudsygdomme den Bemærkning, at «stærke Sindsbevægelser, og i Særdeleshed Sorg, udøver en mærkelig Indflydelse.» Naar han nævner «Impetigo», den latinske Benævnelse paa en Slags Hudsygdom, siger han, at Sorg og Frygt undertiden foraarsager denne Sygdom. En anden Authoritet, Dr. Bateman, omtaler to Tilfælder af nævnte Sygdom, «Impetigo», som fremkaldtes ved stærke Sindsbevægelser.
Wilkinson udtaler om Huden: «Der ifører Kjærligheden sig den himmelske Morgenrødme, som er dens rette Farvetone; der rødmer den blyge Uskyld. Der sammenhober Hadet sin blege Ondskab, Misundelsen henter frem sin grønne Galde, Vreden indhyller sig i Mørke og Fortvilelsen i Dødens askegraa Farver.» Hykleriet laaner ofte Dragt af de nævnte Foreteelser, men den virkelige Tilstand formaar ikke i Længden at skjule sig, men giver sig klarlig tilkjende gjennem Hudens og dens Farvers Omveksling og Forandring.
Med faa Ord sagt: Den menneskelige Natur kan i hele sin Sammensætning lade sig efterspore og paavise i Hudens uendelige Omskiftelser.
Stærk Hede ved direkte Paavirkning af Solstraalerne bør man altid undgaa at udsætte sig for, særlig hvis man sætter Pris paa en skjær og fin Hud og Ansigtsfarve. Under Indflydelse af brændende Sol faar Huden lettelig Antydning til at blive grov og tør samt ikke saa sjelden brun eller fregnet.
Hvad Kulden angaar, er dens første Virkning af hemmende Art. En Sammentrækning finder Sted og følgelig slippes en mindre Mængde Blod end vanlig hen til Haarkarene; ligeledes indtræder der en Formindskelse af Blodtilløbet til de dybere beliggende Dele, der er længst fjernet fra Varmens og Livets store Midtpunkt, hvilket atter fremkalder denne Slappelse i Muskelsystemet, som vi alle kjender.
Men disse Virkninger er dog blot forbigaaende; et Tilbageslag indtræder i Systemet, hvorunder den Blodstrøm, som standset, i Almindelighed vender tilbage med større Kraft.—Dette bevirker i Huden den friske og rødblomstrende Farve, som saa mange Personer faar en kold Vinterdag efter en god Spadsertur i frisk Luft. I tørt Veir er Kulden blot sund for friske Personer, især hvis de er i megen Bevægelse.
Men fugtig Luft har derimod en ganske anden Indflydelse paa Legemet. Da dette er modtagelig for Fugtighed, opsuger det denne i store Mængder, og Legemet tiltager i Vægt. Huden lider overordentlig meget af dens Indvirkning, hvad man har Anledning til at se paa deres Hudfarve, som bor i Holland. Fugtig Kulde er det mest usunde og helbredfarlige af alt Veir, og er skadelige for baade gamle og unge.
Hvad Temperaturforandringens Indflydelse paa Huden angaar, da er en hurtig Overgang eller Forandring meget farlig. Forandring fra Kulde til Hede er, som de fleste ved, ikke saa farlig som fra Hede til Kulde; thi den sidstnævnte er tilbøielig til at undertrykke Hudens Afsondringsfunktioner og derved fremkalde Inflamation i Næsehinden, Halsen o. s. v. Temperaturforandringer, som fremkaldes paa kunstig Maade, for Exempel ved at gaa ud i kold Natteluft fra et varmt Rum, bør man være yderst forsigtig med. De er i Virkeligheden meget skadeligere end naturlige Forandringer i Veiret. En Person, som til Stadighed snart er udsat for Hede, snart for Kulde, snart for Fugtighed og snart for tør Luft, faar enten en seig Underhud eller stadig Udslet.—
Daarlig Ansigtsfarve og Hud er i Regelen Følgen af, at man har forsømt eller overtraadt Sundhedens Forskrifter, disse smaa Love, som for mange synes saa ubehagelige, men i Virkeligheden er af den allerstørste Vægt for vor Helbred og Velvære. Upassende Føde, uregelmæssige Vaner, uren Luft, megen Nattevaagen og Foragt for Motion er altsammen noget, som øver en skadelig Indflydelse paa Helbreden og Ansigtets Farve og Hud.
Der er et gammelt Ordsprog, som siger, at man bliver grøn af Misundelse, hvad der naturligvis er Overdrivelse, Men det er sikkert, at Personer bliver blege og udtærede af Skuffelse, Sorg og Ængstelse, og at en stadig Uro fremkalder Rynker.
En slap og sygelig Farve finder man ofte hos Mennesker, der lider af daarlig Fordøielse. Grundaarsagen er ofte for meget Mad eller den Vane at spise og drikke ufordøielige Sager. Den sygelige Hudfarve kan ogsaa skrive sig fra træg Virksomhed i Leveren. De fleste bærer selv Ansvaret for, at Leveren er i Uorden, skjønt de stadig beklager sig over dette Organ. Sund Føde, regelmæssige enkle Maaltider med megen Luft og Bevægelse er et Lægemiddel, som sjelden forfeiler sin Virkning: Det baade forebygger Sygdom og helbreder den.
Bleg Ansigtsfarve og hvide Læber er ofte Tegn paa almindelig Svaghed. Det kan være, at der ikke viser sig nogen særlig legemlig Kraftesløshed, men ikke desto mindre mangler Systemet den Spænstighed, som betegner fuldkommen Helbred. Ofte ligger Feilen i Blodmangel, som igjen har sin Grund i en eller anden af følgende Aarsager: Utilstrækkelig Ernæring og Mangel paa sund Føde eller Syre, udsvævende Liv eller for store Krav paa Nerverne og Hjernen ved Overdrivelse paa mange Omraader, Overarbeide og Nattevaagen; Tab af Blod eller anden i Legemet cirkulerende Vædske, der danner en nødvendig Bestanddel af dets Krafttilførsel. Under saadanne Omstændigheder maa man værne om Legemets Helbredstilstand i sin Almindelighed og følge en sund Levemaade, førend Huden paany kan gjenvinde sin Friskhed.
Alle, der ønsker at erhverve vakker og frisk Hudfarve, bør, som allerede antydet, være nøieregnende med hvad de spiser og drikker. Dette vil maaske nødvenddiggjøre en Smule daglig Selvfornægtelse, men de, som iværksætter den, bliver mere end belønnede ved de snart opnaaede Virkninger.
For det første er det klogt at opgive Nydelsen af The og Kaffe; thi begge er skadelige for en god Hudfarve. The er en af de mest almindelige Aarsager til daarlig Fordøielse, og naar Kaffe drikkes i større Portioner, fremkalder den ofte Bleghed, og paaskynder Forstyrrelser i Organismen hos Personer af nervøst Temperament.—Alkoholholdige og berusende Drikke bør ogsaa undgaaes af dem, der ønsker at beholde en frisk Farve og en ren og skjær Hud. Isærdeleshed er stærke Vine og maltholdige Drikke skadelige. Alle stivelsesagtige Fødemidler, ikke mindst Brød, bør fortæres med Langsomhed og Maade. Smør og fede Sager bør ogsaa anvendes sparsomt, eftersom de ofte er Aarsag i, at Huden faar et smudsigt og daarligt Udseende og ikke sjelden fremkalder Finner og Udslet. Sukker, Syltetøi og henkogte Sager bør ligeledes nydes med Maade. Agurker, Pickles, Eddik saavelsom alle syrlige Fødemidler og Krydderier maa helt undgaaes.
I et Opsæt af Dr. S. Rowbatham, en fremragende Læge i Manchester, finder vi følgende interessante Uttalelse: «Personer med døsigt, slapt og ofte ligblegt Udseende, med grov, sprukken Hud, Personer, som er magre og knoklede og stadig besværede med snart en, snart en anden Sygdom, har jeg altid fundet forslugne paa haard og grov Kost som Brød, Puddinger, Paier, indbagte Sager og Melspiser i sin Almindelighed. Jeg vil ikke paastaa, at disse Mennesker aldrig spiser andet; thi de er i Almindelighed Yndere af al Slags kraftig Kost, men jeg mener, at Brød og Bagværk, bestaaende af Havre og andet Slags Gryn danner deres fornemste Næring. Det samme kan siges om dem, som er besværede af daarlige Tænder, Saar, Finner og alt Slags Udslet, og som let faar Forkjølelse, Hovedpine o. s. v. Særlig er dette ogsaa Tilfældet med dem, som lider af Forstoppelse, fordi mange skadelige Stoffe derved tilbageholdes i Legemet, hvilke ellers skulde afsondres. Mennesker derimod, som har et friskt og frodigt Udseende, klar og gjennemsigtig Hud, som er fyldige og sjelden besværes af Sygdom, men er livlige og muntre, har jeg altid fundet begjærlige efter friske Grønsager, Frugt, Kjød, Fisk, og alle Slags sukkerholdige Stoffe, men kun lidet lystne paa tyk og fast Grynmad.»
Spørgsmaalet om hvad man skal spise og drikke, hvis man giver Afkald paa saa mange almindelig anvendte Fødemidler som de i foregaaende Kapitel nævnte, vil maaske ved første Blik forefalde mangen at være et vanskeligt Problem. Men ved nærmeste Eftertanke vil man dog finde, at der endnu gives et rigt Forraad af Næringsmidler, mere end tilstrækkelige for Legemets Behov. Kaffe og The er ikke de eneste Drikke, som kan sættes frem paa vort Frokost- og Aftensbord. Kakaoen er uskadelig og nærende; men varmt Vand er endnu bedre. Dette letter i væsentlig Grad Fordøielsesorganerne deres Arbeide, samtidig som det renser Leveren. Det bidrager derfor i høi Grad til at bevare Hudfarven frisk og ren. Melk passer ogsaa for de fleste Mennesker og befordrer Hudens Blødhed og Hvidhed. Istedetfor alt det Brød og Bagværk og al den stivelsesholdige Føde, som man i Almindelighed sætter tillivs, bør man ved hvert Maaltid spise rigelig Frugt; den være raa eller kogt. Den er Naturens Medicin, ja en virkelig Livseleksir. Dersom man spiste mere Frugt, vilde man spare mange Lægeregninger, og desuden vilde man kunne undvære Skjønhedsmidler, der har til Formaal at skaffe Huden et tiltalende frisk Udseende. Apelsiner, Æbler, Druer, Bananer, Jordbær, Rosiner og andre Frugter renser Blodet, styrker Nervesystemet, regulerer Fordøielsen og dens Organer, samt skjænker Kinderne Sundhedens rette Glød. Alt det Sukker, vort Legeme behøver, indeholdes i Frugt; hvis vi derfor spiser moden Frugt, kan vi gjerne banlyse Sukkerkoppen fra Bordet. Alle Slags grønne Vækster bør vi ogsaa spise i stor Mængde; dog maa Poteter, Pastinaks, Kaalrabi samt Næper anvendes med Maade. Spinat er fortræffelig baade for Huden, Stofvekslingen og Leveren; ja den er endog et godt Lægemiddel i Tilfælder, hvor sidstnævnte er angreben. Spinat indeholder nemlig store Mængder Jern, som let fordøies. Kemikeren Bingo udtaler, at Spinat indeholder mere Jern pr. Kvadrattomme end det mest berømte, jernholdige Lægemiddel.
Undgaa altid Nydelsen af Flesk, Kalvekjød, Hummer, Krabbe, Østers og alle Slags Skaldyr, hvis I vil bevare Huden frisk og Ansigtsfarven ren og skjær.
En af Hemmelighederne ved en frisk og følgelig god Hudfarve er Porernes uhindrede Virksomhed. Denne kan bedst fremkaldes ved hyppige Bad, Indaanding af frisk Luft og stadig Bevægelse. Undgaa varme og menneskeopfyldte Værelser samt hurtige Temperaturforandringer. At sidde i Nærheden af en stærk Ild, er selv om Vinteren skadelig for Huden, da den derved let blir for tør og faar en daarlig Farve. De, som bestandig holder sig i Nærheden af Varmen, faar aldrig en fin Hud eller en gjennemsigtig, smuk Ansigtsfarve.
Vaskevandet er en anden Ting, som ofte angriber Hudfarven. Naar det er urent, kan det ofte være et Middel til at fremkalde Finner og Kviser, og hvis det er haardt, vil det gjerne gjøre en god Hud grov. For al Vaskning af Ansigtet og Renselse af Legemet er Regnvand det bedste. Hvis saadant ikke kan skaffes tilveie, er det bra at helde en Spiseske Boraks i Vandkanden hver Gang den fyldes.
Med Hensyn til Sæbe er det nødvendigt, at man blot benytter de reneste Sorter. Huden skades ofte ved, at man anvender daarlig og uren Sæbe. Stærkt farvede og duftende Sæber er i Almindelighed de mest skadelige. De bedste Sæber skal indeholde Tjære, Havremel eller Glycerin. Enkelte benytter alene Havremel som Sæbe; isaafald bør det omdannes til en Deig i Haanden og siden gnides ud over Ansigtet.
Endelig maa de, der vil bevare sin Hud frisk, undgaa at være længe oppe ud over Kvelden. De, som tilbringer den halve Nat oppe og sover den bedste Del af Dagen, faar blandt andet som Straf—en gulbleg, sygelig Hudfarve.
Bortset fra de diætiske og sundhedsgavnlige Regler, som allerede er antydet, gives der intet fuldt paalideligt Middel til stadig at gjøre Huden blød og smuk; man kjender vistnok mange Hemmeligheder, som siges at skulle kunne frembringe Underværker, naar Talen er om Skjønhedsmidler. En Del af disse kan vistnok være til nogen Nytte, naar Huden er i daarlig Stand og hurtig trænger et Botemiddel.
Talrige er de styrkende Midler, som anbefales til udvortes Brug, men jeg har liden Tro paa dem. Ja, adskillige af dem er meget mere skadelige end gavnlige i sine Virkninger; isærdeleshed Eddiktilsætninger, Tinkturer og Alunopløsninger. Slige Midler kan vistnok for en Tid rense Huden, men indtørrer og indskrumper den, naar de benyttes oftere. Yderhudens fine Væv behøver den næsten umærkelige, oljeagtige Fugtighed, som fremstaar ved Uddunstningen. Denne forstyrres ved Anvendelsen af Tinkturer og saadanne Sager, og tidlige Rynker bliver før eller senere Resultatet. Det maaske ufarligste Middel er en Blanding af Citronsaft og Glycerin. De, der vil benytte dette, bør indgnide Huden med nogle Draaber deraf hver Morgen, efterat de har vasket sig.—Citronsaften gjør Huden hvid, og Glycerinen gjør den blød. Men en en stor Del af de mest anseede medicinske Authoriteter er af den Anskuelse, at den mest velgjørende Indvirkning paa Huden fremkommer ved Gnidning. Dette kan ske ved Hjælp af en Frotérbørste eller et grovt Haandklæde. Hver Morgen skal Ansigtet gnides kraftigt et Par Minutter. Denne Fremgangsmaade vil bidrage meget til at holde Porerne i Fedtkjertlerne aabne, og ved at anspore Hudens Virksomhed skal den hindre Dannelsen af Pletter.
En anden Behandlingsmaade med Huden for at bevare den, bifaldt og hyldet af adskillige Læger, er at massere (gnide) Huden med den saakaldte Kjølepomade, Coldcream, der i uforfalsket Stand skal være tilberedt uf fineste Olivenolje. Førend man gaar tilsengs om Aftenen bør man indgnide Ansigtet med nævnte Pomade eller Salve, og bør Gnidningen af Kinderne ske opover i Retning af Ørene; det som ikke opsuges af Huden, kan fjernes med en fin Linserviet. Denne Behandling siges at skulle kunne «nære» Huden og fremkalde jevn Fyldighed.
Anvendelsen af Forskjønnelsesmidler kan føres tilhage helt til de ældste Tider. I den gamle græske Digter Homers Bog om Helten Oddysseus forekommer en Skildring af Heltinden Penelopes Toilette, og deri finder vi Udtryk, som ordret oversat lyder: «Med salvede Kinder!» Heraf ser vi altsaa, at Skjønhedsmidler allerede paa den Tid var i Brug. I det gamle Testamentes Beretning om Dronning Jesabel læser vi, at hun «sminkede sine Øienbryn og smykkede sit Hoved.» Den Skik at sminke Ansigtet, endog blandt den mandlige Slægt, gik i Svang blandt Mederne, og deres Konge Astyages, (589 f. Kr.), beskrives som «bemalet med Farve omkring Øinene, sminket i Ansigtet og forsynet med Paryk.» Under Keiser Neros Regjering finder vi, at Damerne i Rom tilbragte meget af sin Tid med at pleie og sminke sine Ansigter. At farve Tænderne var dengang ogsaa en meget almindelig Skik, som blev iagttaget selv af Keiserinden. Men skjønt Skjønhedsmidlerne daterer sin Oprindelse helt fra Oldtiden, kan de dog ikke derved bevise sin Nytte. Næsten alle Kvinder, som har været bekjendte for stor Skjønhed og hvis ungdommelige Udseende har holdt sig langt over den vanlige Alder, har undladt at benytte Sminke eller andre kunstige Skjønhedsmidler. Sminke tillukker Hudens Porer, som det er yderst nødvendigt at holde aabne, hvis man vil bevare sin Hud frisk og vakker. De, der sætter Pris paa Helbred og Skjønhed, bør aldrig gjøre Brug af den. En fremragende Læge udtaler: «Jeg har havt Anledning til at iagttage en hel Del Tilfælder, hvor Udslet har havt sin direkte Aarsag i Brugen af den Sminke og de Skjønhedsmidler, som sælges i Butikerne.»
Næsen er den mest fremstaaende Del af Ansigtet, og hvis den er skjæv, vanskabt eller paa anden Maade uheldig af Form og Udseende, saa skjæmmes hele Ansigtet deraf.
At forandre en Næses Form er dog ikke saa vanskeligt, som man skulde tro; thi man har opfundet Instrumenter, som kaldes Næsemaskiner. Disse er meget enkle Redskaber og udfører sit Arbeide ved at trykke paa Næsens Bruskdele.
For nogle Aar siden havde en Medarbeider i «Philadelphia Times» en Samtale med en Læge angaaende Omdannelsen af Næser, og han fik herunder følgende eiendommelige Oplysninger: «Næsen er intet andet end et Stykke Brusk, og dens Form kan let forandres. Mange Mennesker er besværede med Næser, hvis Form hverken er behagelige for dem selv eller deres Venner. Den franske Maskine bestaar af en liden Hylse i to Dele, der er forbundne ved et Led. Den er forfærdiget af Jern og emaljeret, og dens Indre har Form af en fuldt tildannet Næse af den Form og Type, som tilhører det Ansigt, hvorom der er Tale. Paa denne Maade kan man faa en græsk eller romersk Næse, Stumpnæse eller Ørnenæse eller hvilkensomhelst Form man maatte ønske. Naar Instrumentet skal anvendes, bades Næsen ved Sengetid først med varmt Vand, saa den bliver rigtig varm og myg; derpaa indgnides den med Glycerin, Vasselin, Olivenolje eller et andet Fedtstof. Tilslut paasættes Instrumentet, og Siderne trykkes sammen, hvorpaa det faar sidde i Fred hele Natten. Det tages af om Morgenen, hvorpaa Næsen vaskes med koldt Vand. Det er i Begyndelsen noksaa ondt, men naar Instrumentet har været anvendt 2-3 Gange, er Smerten forbi. Efter en Maaneds Tid begynder Næsen at antage sin nye Form, og efter 8 a 10 Ugers Forløb vil denne være varig.»
Man har ogsaa i den senere Tid ved Operationer kunnet forandre Næsens Form.
Rødhed paa Næsen er for nogle Personer Aarsag til megen Bekymring. En rød Næse har dog sjelden noget at gjøre med Alkohol, skjønt Afholdstalere undertiden med Forkjærlighed giver denne Skylden. Næsens Rødhed har i Almindelighed mere sin Grund i hvad man spiser end hvad man drikker. Ofte er det Resultatet af Fraadseri, af mægtige og ophidsende Fødemidlers Fortæring eller overdreven Brug af Peber og andre Krydderier. Dersom Ondet har sin Grund i en af disse Aarsager, er Botemidlet klart nok: Undgaa sød, fed og mægtig Føde, spis mindre Kjød og lad Krydderierne være. Forsag ligeledes The, Kaffe og alle alkoholiske Drikke.
En anden Aarsag til rød Næse kan for Damers Vedkommende være, at man snører sig for haardt.
Øren, som staar ud i mere eller mindre Grad, er mildest talt ingen Prydelse. Denne Feil bør behandles medens man er ung, thi det er da forholdsvis let, at faa Ørene til at antage en naturlig Stilling. Senere i Livet bliver det visselig vanskeligere at rette paa denne Lyde, men umuligt er det dog ikke.
Et bredt Bind kan bindes over Ørene om Natten, og kan ligeledes bæres en stor Del af Dagen uden nogen større Uleilighed. Denne Behandlingsmaade skal med Tiden delvis, om end ikke helt, rette Feilen.
Man kan ligeledes ad operativ Vei komme til Maalet og opnaa et betydeligt sikrere Resultat.
«Ørets Skjønhed,» siger Walker, «er alt for lidet paaagtet. For et øvet Øie frembyder det stor Skjønhed eller Hæslighed med Hensyn til Form, Størrelse og Stilling.»
Enkelte Menneskers Ansigter ser altid skinnende ud, visselig ikke paa Grund af nogen himmelsk Glands, men paa Grund af et vist ubehageligt, oljet Udseende. Dette skriver sig fra Overflod paa et fedtagtigt Stof eller Serum, som opstaar ved en sygelig Virksomhed af Hudens Fedtkjertler Det eneste, som hjælper herimod, er en flittig Brug af Sæbe, der bidrager til at absorbere den overflødige Olje i Huden. Jo mere Alkali Sæben indeholder, desto bedre opfylder den sin Hensigt.
Som en Modsætning til for meget Fedt i Huden staar formegen Tørhed. Dette skriver sig fra forlidet Fedtafsondring og forekommer ofte ved daarlig Fordøielse. Den bedste Behandling herimod er at gnide Huden daglig med Olivenolje.
Slaphed i Huden opstaar ofte derved, at Fedtet under Huden delvis absorberes; kanhænde er det ogsaa Resultatet af Afsætning af daarlig organiseret Fedt. En Alunopløsning anbefales undertiden for at gjøre Huden tæt, men Brugen heraf er ikke tilraadelig, da alle saadanne Midler efter en Tids Brug er skadelige. Den bedste Maade er at lette Dannelsen af sundt Fedt. Drik Kakao isteden for The og Melk og tag ind Levertran.
Fregner bestaar af en Overflod af Farvestoffet i Huden, hvilket optræder i smaa Flekker. De foraarsages i de fleste Tilfælde deraf, at Huden udsættes for Solen. De, som har den fineste Teint, er mest udsatte for at faa saadanne, hvilket bør være en Trøst for de Damer, som plages af dem. Det er ikke almindelig bekjendt, at der findes to Slags Fregner, nemlig Sommerfregner og Vinterfregner. Sommerfregnerne opstaar ved Solens og Varmens Indvirkning i Sommertiden og forsvinder med det varme Veir; medens de kolde Fregner dannes paa alle Aarets Tider og er medfødte hos mange Personer. De, som har en skjær og blomstrende Teint, er lettere udsat for Fregner end de, der har en mørkere Hudfarve. Fregner er vanskelige at faa bort, naar de først en Gang har indfundet sig; det er imidlertid ikke umuligt. Der findes mange meget gode Midler mod Fregner. Det følgende er maaske det bedste: «To Spiseskeer Citronsaft, det samme Kvantum Vand, en Spiseske Glycerin samt en toppet Theske Borax.» Dette paastryges tre eller fire Gange om Dagen, hvorpaa Ansigtet efter 15-20 Minutters Forløb tørkes med et mygt Haaneklæde.
Solbrændthed er den mørke Farve, som fremkaldes i Huden ved for stærk Varme, ved en brændende Vind eller for skarp Luft. Den er ikke paa langt nær saa styg som Fregner, og endel Ansigter kan ogsaa vinde derved. Damer, som ikke liker Solbrændthed bør bære Parasol. Hvis Ansigtet kun er lidet solbrændt, bør det hver Aften vaskes med nysilet Melk. For stærkere Tilfælder har man anbefalet en Blanding af en Spiseskeske Benzoëtinktur og fem og otti Gram Rosenvand.
Hvad man i Almindelighed kalder Hudmark, er kun en let Hudsygdom. De angriber sædvanlig Ansigtet, Hagen, Skuldrene og Brystet, og kan have sin Grund i for tung Diæt, Indaanding af daarlig Luft eller Mangel paa Bevægelse. I Kirurgiens tidligere Dage troede man, at de smaa marklignende Legemer, som kan presses frem, var virkelige, levende Parasiter, men Mikroskopet har fuldt bevist, at de er Ansamlinger af Fedtstoffe, som tilstopper de naturlige Porer. Man kan ganske enkelt pirke dem ud, hvilket kan ske med Fingerspidserne eller ved at presse en Urnøgel over dem. Der findes ogsaa et Instrument, som er forfærdiget til dette Brug. Inden man forsøger denne lille Operation, bør man udsætte Huden for Damp flere Aftener paa Rad over en Kande med kogende Vand. Til at forhindre Dannelsen af saadanne Forekomster som Hudmark, er intet Middel bedre end en flittig Brug af god Sæbe og omsorgsfuld Tørkning med et passe grovt Haandklæde.
Der gives mange Grunde til Dannelsen af Rynker, af hvilke den fornemste er den tiltagende Alder. Longfellow siger poetisk: «Aarene har som Fugle sænket sig ned for at drikke Glandsen af hendes Øine, og har efterladt sig Spor ved Bredden.»
Den fysiologiske Forklaring paa disse Ansigtslinjer er den, at i samme Grad som Alderen skrider frem, bliver Fedtet under Huden absorberet, hvorfor Yderhuden bliver slap og danner Rynker. Bibehold af naturligt Fedt maa derfor forebygge Hudens Rynkning. Rynker optræder ikke sjelden efter en langvarig Sygdom og forsvinder, naar Helbreden vender tilbage og Kinderne atter antager sin naturlige Fylde.
Hvad angaar de fortidlige Rynker, som undertiden indtræder efter Trediveaarsalderen, saa foraarsages de ofte af Bekymring, Sorg, Nedslaaethed og Sygdom. Undertiden kommer de ogsaa af, at man bor i for varme Rum. Opvarmning med Gas og Damp fremskynder Dannelsen af Rynker, forsaavidt man ikke modvirker Luftens Tørhed ved Fordampning af Vand.
Et udmærket Botemiddel mod Rynker er Anvendelsen af Coldcream, som før er omtalt i Forbindelse med Teinten. Ansigtet bør først vaskes godt rent med varmt Vand og derpaa tørres med et grovt Haandklæde. Medens Ansigtet endnu er varmt, tager man lidt Coldcream og gnider det over Ansigtet til den er aldeles indgneden. Femten Minutters Gnidning er ikke formeget. Gnid altid i Retning opad mod Ørene og Issen. I Frankrige er denne Maade at udslette Rynker paa, meget anvendt, og mange Damer har dette Middel at takke for Muligheden af at modstaa Tidens Herjinger.
Vorter er smaa, haarde Udvækster, der optræder paa Yderhuden. De har i Almindelighed en konisk Form og sædvanlig en mørkere Farve end den omgivende Hud. Disse smaa Tingester vokser meget langsomt og faar sin Næring fra Læderhuden over hvilken de ligger.
Vorter er i Almindelighed vanprydende, isærdeleshed naar de sætter sig paa fremstaaende Dele af Ansigtet. Man ser af og til en saadan paa Næsetippen af en Dame, og man maa indrømme, at den virker alt andet end smukt. Behandlingen af Vorter bestaar, efter Sir Erasmus Wilson, i at bortskrabe den tørre og haarde Hud fra Vortespidsen og saa bestryge denne med en liden Draabe Eddiksyre. Men man maa være varsom, at ikke Eddiksyren render ned paa den omgivende Hud hvor den foraarsager Inflammation og heftig Smerte Operationen foretages en eller to Gange om Dagen, og man kan efterhaanden skrabe Vorten, indtil Ondet er helbredet.
Det Øieonde, som er kjendt under Navnet Hordeohun eller Sti, er ikke alene mindre pent af Udseende, men er ogsaa ofte meget plagsomt. Endel Mennesker faar let Sti og lider meget, ved at den optræder saa hyppigt. Til Behandling af dette Onde forordner mange medecinske Autoriteter Anvendelse af Grød og Badning med varmt Vand. Men Dr. Louis Fitzpatrik offentliggjorde engang i det medecinske Tidsskrift Lancet en Artikel om Sti, hvori han sagde, at han efter lang Erfaring var kommet til, at det bedste var en Lokalbehandling med Jod. Denne Behandling hæmmer kraftigt Stiets Udvikling, medens Grød ofte befordrer den. Man bør holde ud Øielaaget med Tommel- og Pegefingeren, medens man med en liden Pensel af Kamelhaar bestryger Stiet med Jod.
Koparrede Ansigter paatræffes nu forholdsvis sjelden, takket være Vaksinationen i Forbindelse med de bedre sanitære Forhold i Byerne. I vore Forfædres Dage derimod, var det et meget almindeligt Syn at se Mennesker, som var uhyggeligt vansirede af Kopper. Denne Plage er dog ikke helt og holdent uddrevet, og man møder undertiden Mennesker, som har faaet sit vakre Udseende ødelagt af den ubehagelige Sygdom. Ved Elektrolyse kan man betydelig formindske de stygge Kopar, om man end ikke helt og holdent kan udslette dem. Men Operationen er ganske dyr, da den maa udføres af meget dygtige Specialister.
Generende Haarvækst er ofte en Kilde til megen Bekymring og Forargelse hos det smukke Kjøn. Skjæg er en Prydelse i Mandens Ansigt, men naar det viser sig i Kvindens, opvækker det ikke synderlig Beundring. De, som let faar overflødigt Haar, bør ikke anvende Sæbe i Ansigtet, thi altslags Fedtstof befordrer Haarvækst. Der findes en hel Del Haarborttagningsmidler, men de er som Regel ætsende og som Følge deraf skadelige for Huden; ja nogle er til og med meget giftige. De er derfor ikke anbefalelsesværdige. Maaske er nedenstaaende det mest uskadelige:
| Ulæsket Kalk | 400 | Gram |
| Potaske | 60 | — |
| Svovellever | 60 | — |
Dette stødes til fint Mel og opbevares paa en vel korket Flaske. Haaret maa afklippes nær Huden, hvorpaa Pudret paastryges, opblandet i lidt Vand. Efter to Minutters Forløb afskrabes det med en Trækniv.
For dem, som har Raad dertil, er dog Elektrolysen en meget bedre og virksommere Metode, saaledes som berørt i foregaaende Kapitel.
Endskjønt ond Aande ikke er en Ansigtssygdom, har den dog stor Indflydelse paa Skjønheden. En Rose kan have et smukt Udseende, men hvem vilde bryde sig om den, hvis den havde en ubehagelig Lugt. Ond Aande kan opstaa ved en af følgende Grunde: Daarlige Tænder, en sygelig Tilstand i Mundens, Svælgets eller Mavens Slimhinder, Benforraadnelse i Mund eller Næse, samt ufordøiet Mads Forbliven i Maven.
Dersom den ubehagelige Lugt beror paa Mavens Tilstand, kan den fjernes ved Fortæring af afførende Føde. Dersom den skriver sig fra en eller anden lokal Aarsag, saasom daarlige Tænder eller en sygelig Tilstand i Munden, kan den formindskes ved Gurgling. Det skal mærkes, at mange Menneskers Aandedræt er ubehageligt, uden at man kan spore Aarsagen dertil. Hos Kvinderne er Aandedrættet ofte daarligt under visse Perioder, men dette forsvinder efterhaanden.