Resten af Brevene var kortere, men indeholdt stedse Meddelelser om de mange Penge, Annie havde og vilde sende hjem. De to sidste var ganske korte og de vigtigste af dem alle. Det næstsidste var dateret København den 21. Marts 1902 og lød saaledes:

Det sidste Brev var dateret Helsingør d. 27. Marts 1902 og lød saaledes:

Pengene var ikke ankomne; dette sidste Brev var skrevet paa et lukket Brevkort og afsendt fra Helsingør, rimeligvis den sidste Dag, Annie levede. I disse Breve var det meste af hendes Livsskæbne fortalt; men det, der syntes hendes onde Skæbne, var skjult for en almindelig Læser. Det var imidlertid muligt, at Nämdemanden kendte noget til dette; i hvert Fald maatte den gamle Kone da vide, hvem denne Han var, hvis Navn Annie ikke turde nævne, og som syntes at spille saa stor en Rolle i hendes Liv. Med Hensyn til selve Mordet var det ret naturligt at slutte til de ledsagende Omstændigheder og navnlig til Morderen. Det var Sjöström — besynderligt nok, at Nämdemanden ikke havde tænkt det, men de enkelte Omstændigheder havde vel næppe staaet ham klart. Et andet vigtigt Punkt var det, at Annie efterhaanden efterlod sig en betydelig Formue, der vel nok kunde opspores, omend Morderen rimeligvis havde taget den i Besiddelse, skønt det jo dog var muligt, at han slet ikke kendte dens Anbringelse. Men tydeligt var det i hvert Fald, at Sagen, som den nu stillede sig, blev betydelig interessantere, og Holst kunde ikke nægte for sig selv, at Byttet tegnede rigt, og at denne Omstændighed betød meget for ham nu.

Men han vilde sove — sove paa det og tage fat med al Kraft strax den næste Morgen, for her var noget at tage fat i.

IX.

Straks efter det første Maaltid gik Nämdemanden og Holst i Lag med Overvejelserne af det, der forelaa. Det viste sig snart, at Nämdemanden ikke vidste mere, end der lod sig udlede af Brevene og hans personlige Kendskab til Annie og hendes Moder. De første Breve havde den gamle læst selv, men i Efteraaret 1899 var hendes Syn blevet saa svagt, at hun ikke mere kunde læse, og da var Nämdemanden traadt til. Han havde ofte spurgt hende om de dunkle Hentydninger til Ham, og den gamle havde da altid svaret, at dette kunde hun ikke besvare. Selv havde han gjort sig sine Tanker derom, men da han var en ædruelig og meget lidt romantisk anlagt Natur, havde han efterhaanden vænnet sig til disse Hentydninger uden at tænke videre over dem. Han forstod ikke, hvorledes Annie var kommen til Penge, men Penge maatte hun have haft; han troede ikke paa Ægteskabet med Sjöström og var tilbøjelig til at dele Holsts Mistanke til denne. Det saa ogsaa ret naturligt ud, og navnlig vilde det være af Betydning at erfare, hvor Annies Penge var anbragte, og hvormeget der var tilbage, eller om Sjöström efter hendes Død havde sat sig i Besiddelse af Pengene. Herom kunde Oplysninger skaffes hos Advokaten Karlkvist i Christiansstad, og det vilde da være det næste Sted, hvorhen Holst maatte vende sine Skridt.

Han meddelte ikke Nämdemanden det mindste om sit Kendskab til Ankerkrone og Kurk eller om sine Formodninger med Hensyn til den Forbindelse, der mulig kunde være mellem Annie og Ankerkrones Historie. Det kom jo desuden slet ikke Sagen ved, og i de Aar, de tre Venner havde gæstet Bäckaryd, havde Nämdemanden været paa Rejse, saa personlig kunde han intet vide om, hvad der kunde være foregaaet. Derimod var det muligt, at Holst kunde faa noget at vide af gamle Mor Bengt. Det vigtigste vidste han jo, det indeholdtes i Annies to sidste Breve; særlig mærkelig var den Omstændighed, at Sjöström ikke, som Annie havde formodet, nogensinde havde henvendt sig skriftligt eller personligt til hendes Moder; det talte tydeligt for, at det var ham, der havde forøvet Mordet, og hans Motiv havde været det ret forstaaelige at faa Tag i sin Elskerindes Penge. At Sjöström skulde have været viet til Annie, troede Holst ikke; det var jo muligt, men da hun antydede en Skilsmisse, og da hun skrev, at nu var Sagen ordnet, maatte der jo hos hendes juridiske Konsulent i Christiansstad kunne indhentes Oplysninger om dette Spørgsmaal.

Det, som Mor Bengt kunde oplyse, var egentlig kun Annies Forhold til ham, og endda kun det rent positive, hvem han var. Holst maatte erkende, at hans Motiver til at søge dette Spørgsmaal oplyst var rent personlige, og at han ikke nærede nogen synderlig Tvivl om, hvem han var. Han maatte desuden indrømme, at det vilde være hjærteløst af ham, for at erholde Svar paa dette Spørgsmaal, at afsløre for den gamle, den skrækkelige Skæbne, der havde ramt hendes Datter. Saaledes som Nämdemanden havde forberedt Sagen, vilde Underretningen om Annies Død komme jævnt og naturlig til hende og træffe hende nogenlunde forberedt. Det var endogsaa muligt, at Efterforskningen om Datterens Formue kunde føre til, at den gamle, samtidig med Efterretningen om Annies Død, kunde meddeles den Trøst, at hun ikke paa sine gamle Dage vilde komme til at lide Nød. Holst besluttede sig derfor til at afstaa fra ethvert Forsøg paa gennem den gamle at erfare noget om den besynderlige og uhyggelige Sammenhæng, der utvivlsomt maatte være mellem Annies og hans Ven Ritmesterens Skæbne. Der var jo i Grunden ikke andet for ham at gøre end at tage de fornødne Afskrifter af Annies Breve og saa begive sig til Christiansstad for at følge Sporet, der kunde føre til Morderens Paagribelse.

Vant som Holst var til skriftligt Arbejde, gik Afskriften let fra Haanden, men det tog Tid og et Par Dage gik hen, medens han arbejdede troligt og med fuld Kraft, idet han for en Sikkerheds Skyld sikrede sig Afskrift af alle Brevene, selv de tilsyneladende uvigtige.

Den tredie Dags Middag kom Nämdemanden ind til ham, just som han var i Færd med at slutte Afskriften af det sidste Brev. Han saa meget højtidelig ud, og Holst for uvilkaarlig sammen, som ventede han en Meddelelse af stor Vigtighed.

»Hr. Løjtnant,« sagde Nämdemanden, »gamle Mor Bengt er bleven farlig syg, hun har sendt Bud efter Præsten og efter mig; jeg tænkte, mulig Hr. Løjtnanten kunde have Lyst til at følge mig, for om muligt et eller andet Ord kunde blive sagt, som kunde faa en eller anden Betydning.«

Holst rejste sig hurtig for at følge med; det var en Selvfølge, at det for ham kunde være meget vigtigt, saafremt den gamle Kone maatte have et eller andet at sige i sin sidste Stund — for at det var paa det sidste med hende, derom tvivlede ingen.

De fulgtes ad til Huset og traadte ind i den lille Stue, hvor den gamle Kone laa i Sengen, understøttet af Dyner, svag og døende, medens Præsten stod bøjet over hende og meddelte hende Nadverens Sakramente.

Holst og Nämdemanden stod tavse, til den hellige Handling var forbi, saa nikkede den gamle til Nämdemanden og saa op paa ham med et svagt Smil.

»Ja, nu faar jeg rejse, Nämdemand,« sagde hun, »kanske jeg faar træffe lille Annie før han. For jeg drømte saa tydelig den Aften, Nämdemanden fortalte om den fremmede fra Danmark, at lille Annie var gaaet forud for mig.«

Hendes Stemme lød ret kraftig og hendes Blik strejfede Holst.

»Naa,« fortsatte hun, »det er kanske den fremmede Mand, ham, der havde hørt om lille Annie.«

Nämdemanden nikkede, den døende Kone saa vist paa Holst, men sagde ikke noget. Hun vinkede Nämdemanden nærmere, han traadte hen til hende, hun lod ikke til at bryde sig om de andre.

»Nämdemand,« sagde hun hviskende, »naar jeg nu dør, vil han saa tage i den eneste Skuffe der henne det Brev, der ligger der, og fly det til den, som skal have det; det staar uden paa.«

Hun vinkede Nämdemanden nærmere og hviskede til ham med næppe hørlig Røst: »Navnet paa ham, Nämdemanden har spurgt om saa tit, er Arvid Ankerkrone; men Nämdemanden faar ikke sige det til noget Menneske i Verden, og Brevene skal flyes til ham.«

Holst hørte tydeligt hvert Ord, men han fortrak ikke en Mine.

Den gamle Kones Stemme blev svagere, hun sank hen i en Døs, og da Lægen kom et Kvarterstid efter, var hun død.

Holst og Nämdemanden fulgtes ad hjem. Holst spurgte, om den gamle Kone havde givet nogen Meddelelse, men det var tydeligt, at Nämdemanden nødig vilde give Svar, og de talte ikke mere om det.

Om Aftenen skulde Holst rejse; han takkede sin Vært for hans Gæstfrihed og vilde betale sit Ophold, men Nämdemanden vilde under ingen Omstændighed tage mod Betalingen. Han var derimod meget urolig, syntes Holst, og lidt efter lidt forstod Holst, at han var meget usikker med Hensyn til, hvad han skulde gøre med Brevet, som han havde taget i den gamle Kones Hjørneskab. Han syntes ikke, han kunde undlade at meddele Holst det, og det var jo desuden en Tjenestesag, som kunde indbringe ham en tjenstlig Reprimande fra hans Foresatte om han handlede urigtig; paa den anden Side vilde han nødig undlade at opfylde en døendes Bøn.

Holst saa godt hans Uro, og han vidste Grunden; dette gav ham en Overlegenhed, der hidførte netop det Resultat, han ønskede. Ved Afskeden sagde han til Nämdemanden: »Husk saa at besørge Brevet, som den gamle gav Dem.«

Nämdemanden gjorde en hastig Bevægelse: »Vil Hr. Løjtnanten, at jeg skal give det til Häradshøvdingen eller maaske — —«

»Nej,« sagde Holst rolig. »De skal sende det til Ritmester Ankerkrone og tie om Annie, til de hører fra mig.«

Nämdemanden for sammen.

Holst gentog: »Netop til ham.«

Han tøvede lidt, saa tog han en Lap Papir paa Skrivebordet og skrev med faste Træk:

Han rakte Nämdemanden Brevet, denne læste det og stod stirrende paa Lappen med et uforstaaende Blik. Holst smilede og bad om en Tjenestekonvolut, saa skrev han med tydelige Bogstaver Ritmester Ankerkrones Adresse og sagde muntert til Nämdemanden:

»Send saa det Brev afsted efter Adressen og Tak for denne Gang.«

Vognen var kørt op for Døren, og kort efter skumplede den afsted over Heden mod Ljungby.

Men Nämdemanden stod længe og saa efter Vognen, saa gik han hovedrystende ind. Brevet gik af med Posten, men om Detektiven og Annie talte Nämdemanden ikke et Ord til nogen.

X.

Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne kalder Brændevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og dygtig Mand, der havde en stor Søgning af Bønder og Haandværksfolk, og som med Held førte deres Sager og inkasserede deres Penge. Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han havde Ord for at være en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at sige til, at han drev den frie Næring som »selvbestalter Advokat.«

Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fæstekontor end et Sagførerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle ham.

De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og fyrre, glatraget med smaa plirende Øjne, lille af Vækst og klædt som en Storbonde i Købstadsklæder.

»Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund,« sagde Holst.

Advokaten kneb Øjnene sammen og gentog: »Annie Cederlund — hende kender jeg ikke.«

Holst fortsatte rolig: »Annie Bengtson — maaske kender Hr. Karlkvist hende under det Navn.«

Advokaten rystede paa Hovedet.

Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme høflige Tone: »Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjöström, saa for mig gerne.«

»Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller,« sagde Advokaten, men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden løj.

Holst fortsatte rolig: »Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende, saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men da jeg kender hende og fra hende véd, at Hr. Karlkvist kender hende, saa faar det være det samme med Navnene.«

Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham:

»Herren hedder Løjtnant Holst og er fra København — om jeg maa spørge, hvad vil Herren mig?«

Holst smilede: »Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge Dame, hvis Navn jeg har nævnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.«

Advokaten for sammen.

»Ser De« — Holst smilede. »De kender hende alligevel.«

Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget høflig: »Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at spørge mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.«

Holst svarede meget rolig: »Deri kan De have Ret, men jeg har vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besøg hos Dem, da jeg ikke kender Dem og ikke véd, hvad jeg tør betro Dem.«

»Saa skulde De ikke søge mig,« sagde Advokaten tørt, »jeg har ikke haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter Folk ude i Kontoret.«

Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i en let Tone: »De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo muligt, at det, jeg vilde spørge Dem om, slet ikke var andet, end at De godt kunde svare paa det.«

»Ikke før jeg véd, hvem De er,« sagde den anden bestemt.

»Ja, saa maa De lade være.«

»Det maa jeg saa,« svarede Advokaten og bukkede.

Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: »Gamle Mor Bengt er død i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste Øjeblikke.«

Den lille Mand greb hans Arm: »Hvad siger De — gamle Mor Bengt død, og Annie, hvor er hun da?«

Holst betænkte sig lidt, saa sagde han langsomt: »Annie er ogsaa død.«

Den lille Mand blev ligbleg: »Hvad siger De — død — er Annie Cederlund død?«

Holst lagde Mærke til Navnet — Annie var altsaa ikke gift, ellers maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn.

Advokaten samlede sig, saa spurgte han: »Naar da?«

»Den 27. Marts i Aar.«

»Den Dag jeg talte med hende i Helsingborg, og det siger De først nu. Hvem er De da — I Jesu Navn sig mig det, siden De kender alt dette.«

Holst smilede venligt til ham: »Se blot at komme lidt til Ro, saa skal De faa alt at vide.«

Advokaten nippede til et Vandglas, der stod paa Bordet, og sank ned i Stolen.

Holst satte sig lige overfor ham. »Det tog nok paa Kræfterne, Advokat Karlkvist, hvad? Naa, slet saa galt er det ikke. Annie lever endnu og befinder sig i bedste Velgaaende i Paris. Men Sjöström har haft et lille Mellemværende med det danske Politi, og det er derfor jeg kommer til Dem.«

Advokaten saa op og ned ad Holst, han bed Tænderne sammen og hans Blik lyste arrigt.

»Herren morer sig nok?«

»Slet ikke,« sagde Holst venligt. »Vil Hr. Karlkvist se min Legitimation, saa værsaaartig — her er den,« han foldede Papiret ud for Advokaten. »Vi kan særdeles vel forhandle sammen hos Politimesteren, men jeg troede, Hr. Karlkvist vilde finde det behageligere, om vi kunde samtale i al Hyggelighed her.«

Karlkvist bed Tænderne sammen, han skottede arrigt op til Holst; han var overlistet, det følte han.

»Hvad vil Hr. Detektiven vide?« spurgte han i en treven Tone.

»Kun meget lidt,« sagde Holst. »Hvornaar har De modtaget Indbetaling fra Fru Cederlund? Ja, nu véd De, at De kan opsætte Svaret til et andet Tidspunkt, men svare skal De.«

Advokaten skulede lidt. »Jeg skal se efter i mine Bøger.«

Han gik henimod Skabet. Holst fulgte ham med et skarpt Blik; det syntes, som om han vilde søge at slippe bort. Holst rejste sig.

»Hr. Karlkvist,« sagde han, »De skal tage Dem i Agt, dette her gaar ikke med mig. Deres Samvittighed er ikke ren, det ser jeg, og der er kun en Vej for Dem, fuld Aabenhed overfor mig, saa skal jeg dække Dem, hvor jeg kan; hvis ikke saa følges vi ad til Politimesteren, jeg har været saa forsynlig at melde mig der, og jeg har Ret til at anholde Dem paa Stedet.«

Dette var mildest talt ikke sandt, men Holsts Tone lød særdeles overbevisende, og han havde allerede indjaget Brændevinsadvokaten en betydelig Skræk ved den Overrumpling, hvormed han havde tvunget ham til at bekende Kulør. Imidlertid var det jo slet ikke umuligt, at Karlkvist stod i Ledtog med Sjöström, og det var derfor nødvendigt at være meget forsigtig.

Karlkvist fik langt om længe Bøgerne frem. Det viste sig nu, at Annie i længere Tid havde foretaget Indbetalinger til Enskilda Banken, ganske vist direkte, men altid underrettet Karlkvist derom, og at hun gennem Karlkvist havde erhvervet et Hus i Christiansstad, ved hvilken Lejlighed det lod til, at hendes juridiske Konsulent havde snydt hende betydeligt. Dog dette var undskyldeligt. Mere Interesse laa der unægtelig paa Forholdet til Banken og Besøget i Helsingborg.

Karlkvists Beretning, der blev ham aftvunget gennem et meget skarpt Krydsforhør, gik ud paa, at Sjöström, som han havde kendt godt og i hans Løjtnantsdage hyppig forstrakt med Penge, havde oprettet et Dokument med Annie, hvorefter han skulde have ti tusind Kroner og rejse bort, ligesom Møbler og Udstyr, Parret ejede i Cannes, skulde tilfalde Sjöström. Gifte havde de ikke været, derimod lod det til, at Annie vilde gifte sig med en anden, der var gift, og at Karlkvist skulde besørge dennes Skilsmisse Dagen efter paa hurtig svensk. Han havde imidlertid ikke faaet noget at vide herom. Derimod havde han fra Banken modtaget en Forespørgsel, om han den næste Dag vilde indfinde sig der, da en Herre ønskede at hæve et stort Beløb, og man vilde vide, om han kendte noget til Sagen. Herren havde været Sjöström, som Bankpersonalet godt kendte, men hvis Rygte selvfølgelig havde været slet. Han var i Besiddelse af en Check, udstedt af Annie paa 90,000 Kroner. Karlkvist havde undret sig over Beløbets Størrelse, men da han vidste, at Annie havde 130,000 Kr. i Penge og Papirer i Banken, havde han tænkt sig, at Parret maaske havde truffet en anden Ordning, og paa hans Vidnesbyrd havde Sjöström faaet Beløbet udbetalt.

Fra Annie havde han ikke senere hørt noget; han formodede, at hun havde ændret Planen, og at hun var rejst til Frankrig igen. Han var forøvrigt en Art Fætter til Annie, og det mærkelige Tilfælde viste sig, at han og en i Vislanda boende Søster rimeligvis var Annies Arvinger. Dog Holst talte ikke til ham om Annies Død, han besluttede at holde Udkig med ham, saa meget mere, som han havde en stærk Formodning om, at Sjöström havde honoreret ham rigelig for hans saakaldte Vidnesbyrd. Det blev en lang Samtale, og Advokaten havde overgivet sig paa Naade og Unaade. Holst behandlede ham venligt og lovede ham, at han skulde holde Haanden over ham, saafremt Annie skulde falde paa at kræve ham til Regnskab, ja afgav et aldeles bestemt Løfte i saa Henseende, som han jo med stor Sindsro kunde gøre og aldrig vilde komme i Fristelse til at bryde.

Med Hensyn til Annies nærværende Opholdssted vilde han intet meddele, men han fortalte, at Sjöström sad fængslet i Hamborg og vilde blive ført til København. Han havde forfalsket Checken, og Annies nye Mand havde anmeldt Falskneriet. Angaaende dennes Navn tav Holst ligeledes.

Det blev ham imidlertid af alt dette klart, at der ikke kunde være Tale om Meddelagtighed fra Juristens Side i andet end Falskneriet, der jo pudsigt nok vilde ramme ham selv; og da det først og fremmest gjaldt om at faa fat i Sjöström, og Karlkvist nok skulde tie med det, han vidste, forlod Holst ham med den venligste Hilsen og lovede snart at se ind til ham igen.

Karlkvist var ikke henrykt ved Tanken, og Godtfolk i Christiansstad var klare paa, at der maatte være hændet Advokaten Karlkvist noget meget ubehageligt, for det var svært, hvor han havde skæmmet sig paa faa Dage. Han var heller ikke videre hyggelig ved det, for der var Ting, der kunde afbryde hans Virksomhed paa en uheldig Maade, om Folk tog sig af at undersøge dem. Den fordømte danske Djævel af en Detektiv.

Holst besøgte ingen i Christiansstad, men rejste direkte til Helsingborg over Eslöf-Billeberga, ganske veltilfreds med den Flytning af Enskilda Banken fra Christiansstad til Helsingborg, der i Aaret 1898 havde bedrøvet førstnævnte By saa saare.

XI.

Det lykkedes Holst efter en Del Formaliteter at erhverve den originale Check udlaant særlig ud fra den Betragtning, at Falskneriet rimeligvis var begaaet i Helsingør, hvor Checken var udstedt. Og samtidig naaede Holst den store Vinding, at han under sin Efterforskning havde en med Faktum bilagt Sigtelse for Falsk, der frembød adskillige Fordele fremfor en tvivlsom Sigtelse for Mord og var langt mindre sensationel, et Punkt, der for Politimanden, der arbejder i en Tidsalder, hvor et nyhedstørstende Publikum ved sin Presse følger ham i Hælene, var af den allerstørste Betydning.

Desuden anstillede Holst Undersøgelser i Helsingborg, der kunde lede til nærmere Oplysning af selve Mordsagen. Sjöström havde boet under eget Navn paa Mollberg i Dagene fra den 25.—28. Marts; han havde været alene den første Dag, den anden havde han haft Besøg af en i Staden velkendt Officer, Løjtnant Claes Ankerkrone, der havde boet paa Hotellet i Dagene den 26.—27., men derefter var rejst med Færgen til Helsingør i Følge med Sjöström. Den 28. var Sjöström vendt tilbage og havde forladt Helsingborg over Lund, sandsynligvis for at begive sig til København over Malmø, da han til Portieren havde opgivet, at Breve skulde adresseres til Hotel Kongen af Danmark, København. Portieren erindrede forøvrigt ikke, at der var eftersendt Breve, men Dagen efter at Sjöström var rejst, havde hans Broder, Staldmester Bror Sjöström, ligeledes velkendt i Helsingborg, indfundet sig og spurgt efter ham.

Det viste sig, at Rygtet om de Penge, han havde hævet, var sivet ud, og at en Del bedrøvede Kreditorer havde besluttet sig til en Aktion imod ham, der havde givet sig Udslag i en Henvendelse til det stedlige Politi, som straks havde underrettet Broderen om Sagen med det Resultat, at den brave Mand øjeblikkelig havde indfundet sig paa Hotellet. Sagen var imidlertid døet hen; nogle mente, at Staldmesteren havde maattet afse nogle Krummer til de hungrige Kreditorer.

Det var alt, hvad man vidste i Helsingborg, og Holst maatte altsaa forfølge Sporet dels ved Henvendelse til Staldmesteren — en meget kilden Sag — og dels ved at søge Oplysninger i Helsingør. Han besluttede sig til først at gæste Hamlets Stad og tog med Færgen tværs over Øresund, hvor han atter efter sin indholdsrige Udenlandsrejse stod paa dansk Grund.

I Helsingør var Sjöström ikke kendt, og det viste sig ved Undersøgelsen af de stedlige Hotellers Rejselister, at han ikke havde opholdt sig der, i hvert Fald ikke under sit Navn. Derimod fremkom et og andet af den allerstørste Betydning.

Paa Jernbanehotellet ved Havnen, skraas overfor den smukke nye Banegaard, havde i Dagene fra den 25.—27. Marts boet en Dame, der efter Beskrivelsen kunde være den myrdede. At dette ikke ved de første Undersøgelser var fremkommet, beroede derpaa, at Hotellets Portier havde været bortrejst i anden Tjeneste, men nu var genengageret til det store Etablissement Marienlyst, og det derfor var muligt at erholde nøjagtigere Oplysninger. Kelneren og Stuepigen var nye Folk, og Værten havde i de Dage været paa en Tur til København.

I Hotellets Bog stod den paagældende indført som Fru Gorin, Nizza, og det lykkedes at konstatere, at hendes Bagage den 27. om Morgenen var ekspederet til denne Adresse Hotel Kongen af Danmark, København, som Ilgods. Hun havde været i Selskab med to Herrer, i hvert Fald den ene Dag, men det var ikke Portieren mulig at oplyse, hvem disse Herrer havde været. Hun havde ligeledes haft Besøg af en ung Dame, der imidlertid straks var rejst tilbage til København.

Dog vidste Portieren bestemt, at en af Kelnerne, der nu gjorde Tjeneste paa Marienlyst, og som var gift og havde Ophold i Helsingør, personlig kendte den ene af Herrerne. I Hotelbogen stod Navnet Lundkvist, Rentier, der imidlertid sikkert var et paataget Navn, den unge Herre var adelig og svensk Officer. Navnet kunde Kelneren ikke opgive til Portieren; han havde antagelig faaet en større Skilling for at tie stille med det.

Holst skyndte sig at tage Manden for, og ved en hensigtsmæssig Behandling lykkedes det ham at erfare, at den unge Herre var en Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, rimeligvis tillige Godsejer, umaadelig rig og meget flot — hans Navn var Claes Ankerkrone.

Det gav et Sæt i Holst. Der var ingen Tvivl om den Ting; Claes Ankerkrone var altsaa stærkt impliceret i den hele Historie, og det slog Holst, hvor uforsigtig han havde baaret sig ad ved at sende Ritmesteren Annies Brev. Han maatte tilstaa, at han havde handlet meget uklogt. At han havde vist Ritmesteren Fortrolighed var forstaaeligt og naturligt. Men allerede Bror Sjöströms Fortælling maatte have kaldt hans Agtpaagivenhed frem, og efter Samtalen med Kurk burde han have været endnu mere mistroisk mod sin Ven Ritmesteren.

Annies Korrespondance havde yderligere ladet ham se, at Ritmesteren næppe havde været helt ærlig mod ham, og nu kunde det ganske sikkert siges, at Claes Ankerkrone, Ritmesterens Søn, vilde blive stærkt kompromitteret ved den hele Sag, selv om der intet forelaa, der berettigede til at antage, at han var medskyldig i eller endog vidende om Mordet.

Men saa stod alligevel det uopklarede Faktum tilbage, at Ritmester Ankerkrone i sin Samtale med Holst havde ladet Ord falde om sin Hjælp, og om at Holst maaske vilde komme til at trænge til ham.

Holst besluttede med det samme at søge Ritmesteren og, med Tilsidesættelse af alle Hensyn, at tvinge ham til at lægge Kortene paa Bordet og fortælle alt, hvad han vidste.

XII.

Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingør, efter at han havde afslaaet Husbestyrerindens gæstfri Opfordring om at overnatte i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse.

Hans tidligere Vært modtog ham med stor Glæde, og uagtet det var sent, lod han dække et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares al Retfærdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle Dage. —

Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet, sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig Situationen havde ændret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde været Ankerkrones Gæst, og anstillede de nøjagtigste Undersøgelser om sin »Farbroders« Liv og Levned i den senere Tid.

Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham med den allerstørste Begejstring.

»Ja,« sagde han, »det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde Betydning. Fra jeg saa ham første Gang, og til han nu rejste i Gaar, har der ikke været et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.«

Holst tænkte paa Ulla — ja, hun var nydelig, og Faderen var en Hædersmand, hævet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke været ærlig — eller havde han været ærlig? Nej — han havde vidst, at den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for Øvrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordølge det. Dog syntes Holst, at ham burde han have vist større Tillid.

Og han begyndte at spørge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone første Gang havde sat sin Fod paa Egnen.

Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. »Ja, egentlig skulde jeg vel ikke fortælle det,« sagde han, »men De er jo en Ven af Ritmesteren, og det er meget længe siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det varer vel ellers længe, inden han kommer her igen, om han kommer nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frøkenen var helt ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men det véd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone er ellers en gammel Bekendt.«

»Saa,« spurgte Holst — det slog ham, at det burde han have vidst før, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke været paa sin Post; det skulde ikke ske mere. »Naar var det saa?« spurgte han.

Gaardmanden plirede lidt med Øjnene og tænkte sig om.

»Det kan vel være lige først i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden efter min Fader, der boede paa Aftægt nede i det lille Hus, hvor nu min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden var det, saa kom der en skønne Dag en svensk Herre med en nydelig Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk, lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en, kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid, gik og sværmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund, og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde se, og Kors hvor hun var forelsket.«

Holst trommede i Bordet med Fingrene. »Naa, og saa —«

»Ja, da der var gaaet en Maaneds Tid, saa rejste de.«

»Og saa —«

Gaardmanden saa op paa Holst med et stort polisk Smil.

»Da jeg saa ham igen i Aar, hed han ikke Cederlund, men Ankerkrone. Han generede sig vist lidt ved det, men han kunde jo nok forstaa, at jeg vilde ikke tale om det. Og det skulde jeg vel forresten heller ikke have gjort, skønt de Herrer af Politiet er jo saa vant til at høre alskens hemmelige Historier. Og nu er det jo længe siden.«

Holst var bleven bleg — han skyllede en kraftig Slurk Kognakstoddy ned og lænede sig tilbage i Stolen. Han var stærkt betaget af det, han havde hørt, skønt Annies Breve havde dog tydelig nok fortalt om hendes Forhold til ham; han vidste, hvem denne han var; at det var Ankerkrone, og nu her paa dette Sted, hvor Ankerkrone havde genset den Kvinde, der for 20 Aar siden havde været hans Elskerinde, som Lig — myrdet og nedsænket i den dybe Mergelgrav —, havde han kunnet gennemføre det fuldstændigste Falskspil med den Mand, der skulde bringe den begaaede Misgerning for Lyset.

En eneste Dag for sent var Holst kommen. Blodet susede for hans Tindinger, han rejste sig uvilkaarligt. »Her er varmt,« sagde han.

Gaardmanden løftede Glasset. »Skaal, Hr. Løjtnant — skal vi drikke et Glas for vores brave Ven Ritmesteren og hans nydelige Frøken Datter, som er vældig skudt i Dem, kan jeg hilse og fortælle Dem.«

Holst blev blodrød, men han drak Skaalen.

Saa spurgte han lidt aandsfraværende: »Hvordan gik det egentlig til, at Ritmesteren igen blev Gæst i Deres Hus?«

»Det gik helt naturligt til,« sagde Værten, »jeg var taget ned til Helsingør en Dag først i Maj Maaned, saa træffer jeg paa Jernbanestationen Ritmesteren og hans Datter. Vi gav os i Snak sammen, de sagde, de skulde Syd paa, og saa spurgte jeg, om de ikke vilde se indenfor hos os. Det vilde de godt nok, og saa blev de her i tre Maaneder.«

»De kendte ham straks igen?« spurgte Holst. »Det var mærkeligt, og de havde ikke set ham i tyve Aar.«

Gaardmanden lo. »Nej, saa god er min Hukommelse alligevel ikke, skønt helt ringe er den ikke, naar jeg faar tænkt mig om. Men Ritmesteren havde jeg nu alligevel ikke kunnet kende igen. Det var nede paa Hotel Øresund, der var et Møde om nogle Amtssager ved det Hestevæsen, jeg har saa meget at gøre med, nu i Foraaret en Gang. Der sidder jeg og faar en Genstand med et Par Bekendte, saa ser jeg lige overfor ved et Bord en Herre, der sidder og ser saa vist paa mig. Jeg synes, jeg skulde kende det Ansigt, men jeg anede alligevel slet ikke, hvem det kunde være. Saa rejser han sig og kommer hen til mig og spørger, om det var Anders Mortensen fra Byen her.

Jo, det var det da. Om jeg kunde kende ham. Det kunde jeg da ikke. Saa lo han og spurgte, om jeg da ikke kunde huske Hr. Cederlund, og saa var jeg straks med. Men saa syntes jeg, han blev lidt kort for Hovedet lige med et, da den unge, han var i Følge med, kom hen til ham. Saa busede det ud af ham: det er min Søn. Den Gang fik jeg ikke at vide, hvad han hed, før jeg saa en Maanedstid senere traf ham med Datteren, og saa var det, vi blev helt gode Venner; han har vel syntes, han var lidt studs imod mig forrige Gang.«

Holst havde lænet sig tilbage og hørte med stor Opmærksomhed paa den lange Beretning. Da Gaardmanden tav for at trække Vejret, spurgte han: »Naar var det Hestesagsmøde?«

»Ja, Datoen kan jeg ikke sige, men det var i Slutningen af Marts.«

»Kan De ikke se Datoen?«

»Jo, bi lidt — det staar paa min Pultkalender; jeg har saadan en Klatpapirsindretning, hvor jeg noterer alting af den Slags; man er jo efterhaanden inde i saa meget med Møder og den Slags Væsen, saa det halve kunde være nok.«

Anders Mortensen rodede lidt mellem sine Papirer og fandt da Datoen frem. »Det var lige bestemt den 26. Marts i Aar. Ja, det var det ogsaa, det var dejligt Foraarsvejr; jeg husker, jeg var kørende til Byen med min Kones Søster, og vi havde næsten ikke Rejsetøj med. Jo, det var saamænd den 26. Marts i Aar, at jeg saa Ritmesteren igen efter 20 Aars Forløb. Det er ellers kunstig nok, at jeg først nu, da han kom, fik at vide, hvad han hed. Min Kone og jeg snakkede tidt om, at det var et underligt Tilfælde. Hende, Pigebarnet, talte vi aldrig om, han heller ikke, det har vel været saadan en Tulle, han har haft den Gang, men skammelig dejlig var hun ligegodt.«

Saa talte de lidt om Ritmesterens Helbred; det var daarligt, sagde Gaardmanden. Ellers havde de ikke mærket noget, men for en otte Dage siden, lige ved Middagstid, Ritmesteren havde vel været oppe efter Posten, kom han hjem og blev da saa forskrækkelig daarlig. Datteren mente, han havde gaaet for rask, og det var jo muligt, for det var meget varmt.

»De fik Bud efter Doktoren, men saa var det ligesom bleven bedre; Ritmesteren holdt sig i Ro et Par Dage, saa kom der en Ven af ham fra Sverig, en høj statelig Kaptajn, som var Baron, og som de kaldte Farbror Holger — Kruk hed han, eller saadan noget. Han var der i et Par Dage, og saa bestemte de sig til at rejse. Det hed sig, de vilde til Tyrol, og Doktoren mente, det var rigtigt at tage op i Bjergene, der skal Luften være saa let. Ja, vi var kede nok af at miste dem. Det var dejlige Folk.«

Holst gik sent til Ro, han læste omhyggelig Annies Breve og bebrejdede sig bittert, at han havde ladet det allervigtigste gaa sig af Hænde. Det var en utilgivelig Fejl.

Den næste Dag rejste han til Skaane til Staldmesteren paa Riddartofte.

XIII.

Holst havde ladet Staldmesteren vide, at han kom, og han blev afhentet paa Stationen i en fiks lille Pürschvogn, forspændt med et Par nydelige Juggere, kørt af en hørhaaret Smaakøring.

I Døren til Pavillonen, af Naboerne kaldet »Arkadien«, modtages han af en yppig, flot bygget Hebe, der endnu befandt sig paa Kapitulationens første indledende Stadium og smilede frejdig svensk med et Par søgende Øjne.

Der var »förbaskadt stiligt« i Arkadien.

Staldmesteren optraadte i elegant Smoking og præsiderede som en feudal Underkonge ved en charmant »Tillställning«; det faldt ham ikke ind at spørge om Holsts Ærinde, han var den uovertrufne, sirlige svenske Vært, den fødte skaanske Adelsmand og Kriger, som kun er en i denne Verden.

Det var lidt svært for Holst at fremføre sit Ærinde, og han gik da ogsaa en betydelig Omvej. Han maatte tilstaa, at det gjaldt Hugold, og Bror Sjöström gøs koldt ved Tanken. Hugold betød altid Penge ud af Lommen, ganske vist betalte Godskassen, men det ærgrede altid Staldmesteren at trække paa denne rummelige Kasse i den Anledning. Greven paa Riddartofte havde ved en saadan Lejlighed med større Alvor end sædvanlig sagt til sin Staldmester:

»Kære Bror — dine Kvindfolk betaler jeg med Fryd og Glæde, selv har jeg ingen anden end min Hjærtefru, og de stakkels Kvindfolk skal leve, at give dem er en Adelspligt, som Du besørger paa Riddartofte, Bror min. For dine Børn betaler jeg ogsaa, jeg har Tro til dit Afkom, men den Slusk, din Bror Hugold! Nej, nu skal det være Slut.«

Han vidste, at Greven uvægerlig betalte.

Men Staldmesteren holdt ikke af det. Holst tog derfor uhyre forsigtig paa det og fortalte, at han og en Ven, der var ansat ved Generalstaben, havde truffet Hugold i Nizza og der haft en Transaktion med ham, som ganske vist var ubetydelig, men et Papir var oprettet, som beroede hos Hugold, og som han ikke vilde udlevere. Det drejede sig kun om en Bagatel, og der var ikke Tale om Penge, men Holsts Ven ønskede Papiret udleveret, og det var umuligt at skaffe Hugolds Adresse.

I Nizza var han ikke mere — det havde Holst erfaret ved Henvendelse — og det var rigtigt nok. Da Staldmesteren mærkede, at det ikke gjaldt Penge, blev han noget beroliget og fortalte Holst, at han intet vidste om Broderen, som var beklagelig paa Afveje, men at han havde truffet en Nabo paa Esløf Station, der lejlighedsvis havde fortalt ham, at Hugold nu havde Domicil i Venedig med en charmant Pige, en lille Juvel, som han passede svært paa.

Staldmesteren trak paa Skulderen. »Hugold er en Slusk — men han er min Broder, jeg har gjort for ham, hvad jeg kan, jeg kan ikke mere. Blot han nu vilde holde sig fra Sverig og dø som en nogenlunde anstændig Adelsmand. Mere tør jeg ikke haabe.«

Holst sagde ikke noget, og Staldmesteren fortsatte:

»De kender altsaa min Broder Hugold?«

»Nej,« sagde Holst, »ikke personligt.«

Staldmesteren tog et Billede ned fra Skrivebordet, en høj rank Soldat, med smukke, regelmæssige Træk og en stor lys Knebelsbart.

»En rask Knægt var han,« sagde han med et Suk. »Det er de Fruentimre, der har ødelagt ham, og i Synderlighed denne Djævel Annie Bengtson, hvor i Verden hun nu færdes.«

Holst spurgte i en let Tone, hvem Annie Bengtson var, og erfarede omtrent det samme, som Kurk havde fortalt ham.

»Tror De nu, det er forbi mellem dem?« spurgte han forsigtigt.

»Det tror jeg,« sagde Staldmesteren bestemt. »I Marts dette Aar tilskrev Hugold mig, at nu var det Slut mellem dem; han lovede mig at komme hertil, han var nogle Dage i Helsingborg i en Art Affære, men da jeg kom derhen, var han borte. Siden har jeg ikke hørt fra ham, men jeg kunde forstaa, at med Annie var det forbi. Naa, saa har han vel en anden; de Djævels Kvindfolk er vort Køns Fordærv.«

Holst smilede; i det samme viste Husnymfen sig med pousse Cafeen, hun saa helt Værtinde-lig ud og bevægede sig med forførerisk Ugenerthed i et tækkeligt Kostume, der var afpasset i tilpas appetitvækkende Stil.

Staldmesteren nikkede og tændte en uhyre lang Cigar.

Holst bad om et Kort med et Par Ord til Hugold til Introduktion, om han skulde træffe ham, han laa paa Rejse til Venedig, og en Hilsen vilde han gerne bringe.

Det fik han med et Suk og uden videre Ceremonier. Det var ham klart, at om Hugold var der ikke stort mere at erfare, og han ledte derfor forsigtig Samtalen hen paa Ankerkrones. Det var ham særlig om at gøre at erfare noget om den unge og hans Forhold til Hugold.

Han følte sig for: »Var Claes Ankerkrone ikke en god Ven af Deres Broder?« spurgte han.

»Af Hugold —« Staldmesteren saa helt forfærdet ud. »Det har jeg aldrig hørt.«

Han vidste altsaa intet. Det forekom Holst, at Sjöström var den første, der havde fortalt ham om den unge Ankerkrone, og han berørte dette.

Staldmesteren rystede paa Hovedet. »Nej,« sagde han. »Jeg véd nok, at Claes har haft en Historie med en Dame, som han et Par Aars Tid har flakket rundt med i Frankrig, men jeg har aldrig hørt Tale om, at Hugold havde været med der.«

»Hvorledes endte da det?« spurgte Holst.

»Meget lidt romantisk,« sagde Staldmesteren, »som det altid ender med de Pokkers Kvindfolk. Claes' Papa, Gubben Ankerkrone, maatte købe Damen bort med Claes' Kones Penge, der nok skal være uudtømmelige. Det skete en Gang i Vinter eller Vaar, hed det sig. Damen rejste Syd paa, og Gubben tog Sønnen med sig til Italien, hvor der skal have været øm Forsoning. Det siger nogle. Andre siger, at da det kom til Stykket, rendte Damen bort med en anden, og gamle Ankerkrone beholdt selv Pengene, hvad der var yderst forstandigt, for han trænger til dem. Naa, det blev ordnet et Sted i Danmark, og man taler ikke om det. Greven her har truffet Claes i Venedig for et Par Dage siden; han var lige kommet med Frue og Børn, da Tage Falkenberg rejste gennem Byen. Han skal have været meget hyggelig Sammen med sin Frue, og det kan jo godt være Usandhed alt sammen. Gubben Ankerkrone er svært ilde lidt her i Skaane, og dog er han en charmant Mand, og hans Datter er nydelig — usædvanlig nydelig.«

Holst nikkede. »Jeg kender dem ganske godt. Det vil sige, jeg har truffet dem. Ritmesteren er en fortræffelig Mand, en smuk Mand.«

»Kors,« sagde Staldmesteren og nippede til en Maraskino med megen Andagt. Han vilde aabenbart nødig tale om Ankerkrone, og han havde ganske glemt de Indiskretioner, han ved første Møde havde begaaet med Hensyn til Ritmesterens tidligere Liv — eller han skøttede maaske ikke om at komme ind paa Spørgsmaalet.

Holst saa lidt skarpt paa ham under sænkede Øjenlaag og spurgte i en let Tone, om han troede Ritmester Ankerkrone til nogen uhæderlig Handling.

»Kors,« sagde Staldmesteren og tømte sin Maraskino, »han er en Adelsmand fuldt ud.«

Men han vilde ikke tale om ham, og Konversationen skiftede Emne. Den drejede sig væsentligt om de tre Ting, Staldmesteren forstod, Heste, Hunde og Kvinder, Holst var Tilhører, mens Staldmesteren talte ustandseligt og morede sig kongeligt. Han fandt Løjtnanten charmant, og de blev dus, inden Husnymfen intervenerede og sørgede for, at hendes strænge Husbond kom til blødt Leje.

Næste Morgen havde Staldmesteren Tømmermænd, og Holst rejste tilbage til København.

XIV.