V.

Ved Hässleholm holder Skaane op, og Smaaland aabner sig for Blikket. Skaane og Egnen om Christiansstad minder i det meste om Danmark, af og til blot vildere, store Naaleskove og Marker med Klippesten som Bornholms, men lidet fremmedartet. I Smaaland træder en hel anden Natur frem. Banen fra Hässleholm fører gennem store Skovstrækninger, tæt og kortstammet Gran og Fyr og store Birkeskove, Jorden er haard og stenet, Stenene bliver større og ligger spredte i Bakkerne, som om Jætter havde spillet Bold med dem, Kær ligger ved Kær, og over Skraaningerne risler Bække mod Søer, der breder sig over Landet og kigger frem mellem Smaaland og Blekinge, danner en Række, der fuldstændig gennemhuller Landskabet med blinkende Flader.

Først viser sig de brune Moser og bag dem Balingsløfsøen, saa skifter Moser og Heder med store Skove, hvor Søerne breder sig ved Elmhult og Liatorp, og over stenede, skovklædte Bakker naar man Vislanda, Knudepunktet hvorfra Baner udgaar til Vest- og Østkysten af Landet. Holst var fuldstændig under Indtrykket af den fremmede, egenartede Natur. Hans Øje gled over Bakker og Moser, Kær og Søer, fangedes hist og her af de rødmalede Huse og Gaarde, der, byggede af Træ, laa spredte ved Bæk eller Sø mod en skærmende Klint. Hist og her ved Ry'erne og de store Søer rejste store Skorstene sig i Vejret; det var, som om Civilisationen strakte sine Arme ud mod Skovens Idyl, men efterhaanden som Rejsen gik mod Nord, blev Skovidyllen den stærkeste, og Vinden bar den friske Skovduft mod Vognens Ruder. Holst var alene i Kupeen, og det passede ham godt.

Lidt efter lidt klaredes hans Tanker og frigjordes fra de stærke Indtryk af den fremmede Natur, vendte kolde og nøgterne tilbage til Sagen og hans Rejses Maal. Hvad han, begunstiget af en lykkelig Stjerne, der synes at hvile over denne hans Færd, havde erfaret, var ikke helt lidt.

Han vidste nu, at den myrdede var Annie Cederlund, en ikke uberygtet Kvinde, hvis Skæbne syntes ham saa rig paa Eventyr som nogen Romanheltindes. Hendes Livs vigtigste Begivenheder kendte han ogsaa, og Besøget i den lille Landsby ved Lagan skulde give ham større Kendskab til det, som endnu maatte være skjult for ham.

Men vigtigere end alt andet forekom ham det underlige Træf, der straks og endnu inden nogen Anelse var født hos ham om alt det, der skulde aabenbares, havde ført ham sammen med en Mand, der maatte kunne give maaske det vægtigste Bidrag til at hæve det Slør, der trods alt det, han havde erfaret, endnu dækkede Annies besynderlige Skæbne.

Ritmester Ankerkrone, hvem han regnede for sin Ven, og hvis fine Personlighed havde gjort det stærkeste Indtryk paa ham, maatte paa en eller anden Maade være traadt i Berøring med den Kvinde, hvis Lig han havde set draget frem af den ensomme Skovsø i et fremmed Land. Med sit Kendskab til Ankerkrone laa det Holst nærmest at slutte, at han ikke havde kendt den unge Kvindes Træk, da hendes Legeme droges frem af sit Gemmested. Det var ikke naturligt, at den afdødes forstenede Træk skulde vække Mindet om en smuk, smilende Kvinde.

Muligt var det dog, og i saa Fald kunde det synes besynderligt, at Ritmesteren aldrig med et Ord eller en Mine havde forraadt sit Kendskab til den Myrdede, saa meget mere, som han havde haft rig Lejlighed dertil under sine hyppige Samtaler paa Tomandshaand med Holst. Holst maatte indrømme for sig selv, at den store Interesse, Ankerkrone havde vist denne Sag, maaske kunde have sin Grund i, at han vidste mere om den Myrdede, end han ønskede at fortælle, og efterhaanden som Holst tænkte over Sagen, over Ritmesterens Ord og Holdning, over Sjöströms Sladder og Kaptajn Kurks alvorlige Tale, blev det ham klart, at Ritmester Ankerkrone maatte være den Mand, der, hvis Forsøgene glippede i Smaaland, kunde løse ham Gaaden.

En anden Sag var, om han vilde. Selvfølgelig havde han ingen Lod eller Del i Mordet. Ritmester Ankerkrone var, selv om han i sin Hjemegn havde maattet taale Sladder af den mest ondartede Natur, sikkert hævet over en Mistanke som denne. Det laa udenfor enhver Mulighed, at han, hvilke end hans huslige Forhold maatte have været, kunde mistænkes for at have berøvet et løsagtigt Kvindfolk Livet. Holst skød Tanken fra sig som et hæsligt Kryb. Men noget helt andet var det, at der mellem Kaptajn Kurks og Sjöströms Fortællinger kunde være en dulgt Sammenhæng, som Ankerkrone, om han vilde, kunde lægge klart for Dagen.

Cedersköld, Annies første Elsker, var sikkert Ankerkrones Ven, og Ankerkrone havde været den tredie i det Venneforbund, som i sin Tid var ophævet ved en sørgelig Begivenhed. Sjöström havde vel ogsaa nok Ret, naar han satte Fru Ankerkrones Død i Forbindelse med Cederskölds og Ritmesterens Bortrejse, ja en Duel i Italien var vel heller ikke usandsynlig. Forsaavidt betød Annie Cederlunds Navn for Ritmesteren de bitreste Minder, og selv om han havde genkendt hende, vilde det næppe have stemmet med hans indesluttede Natur at gøre nogen fremmed Meddelelser om Begivenheder, der kun kunde fremmane de tungeste Dage og Begivenheder i hans Liv. Nej, det vilde han aldrig gøre.

Gennem disse Tanker, og medens Smaalands Skove gled forbi hans Øje, vandt Holst mere og mere Forstaaelsen af Ankerkrones Færd. Han følte sig forvisset om, at Ritmesteren, naar han vendte tilbage, rustet med al den Viden, han kunde samle sig her, vilde træde ham imøde som en ærlig og oprigtig Ven og hjælpe ham ud over de sidste Vanskeligheder. Og medens han saaledes tænkte, randt Ankerkrones Ord ham i Hu, og det blev ham ganske tydeligt, at Ritmesteren maatte have vidst langt mere, end Holst havde anet, men tillige, at han havde været i sin gode Ret til at vente og se, om ikke Holst selv kunde naa til en Viden, som han ikke kunde have givet ham uden at røbe, hvad næppe noget Menneske kunde bevæge ham til at røbe uden dyb og tvingende Aarsag.

Det, der stod tilbage, var at følge Annies Færd fra den Dag, da hun med Sjöström forlod Christiansstad; det var naturligt, at hendes Slægtninge maatte vide noget om hende og muligt, at de vilde være villige til at hjælpe den, der mødte hos dem med et Budskab og et Maal som det, der førte Holst til Bäckaryd.

Det eneste, der forekom Holst uforklarligt, var Kaptajn Kurks Stilling til Spørgsmaalet om Annies sidste Aar. Hensynet til Hugold Sjöström kunde mulig holde ham tilbage, dog havde han udtalt sig med stor Aabenhed om den letsindige Officer, hvis Karriere Annie havde afbrudt, og det var næppe tænkeligt, at Sjöström skulde have begaaet Mordet; efter Kaptajnens Udtalelser at dømme, syntes han snarest at have Interesse af at bevare sin Elskerindes for ham ret dyrebare Liv. Snarere var det muligt, at den unge Mand, som Kurk havde set i Parrets Selskab i Paris, kunde være knyttet til Annies sidste Drama.

Her kunde det ikke være Hensynet til Ankerkrone, der holdt Kurk tilbage, thi det var hævet over enhver Tvivl, at Ankerkrone intetsomhelst Forhold havde staaet i til Annie hverken før i Tiden eller senere; men paa dette Punkt var Sagen endnu i høj Grad gaadefuld, og det var næppe sandsynligt, at Gaadens Løsning kunde findes hos andre end Sjöström. Maalet med Smaalandsrejsen blev da vel nærmest den at finde den Sti, der førte til ham, og skaffe større Klarhed over det Forhold, der havde bestaaet mellem Annie og ham.

Saa blev der forresten dunkle Punkter nok tilbage, og Holst havde samme Følelse som Vandreren, der gaar langs Klipper ved Havet og for hver Klippe, han naar, ser foran sig en ny, som han maa uden om for atter at staa Ansigt til Ansigt med en tredie, der spærrer ham Vejen og Udsigten. Men det forhindrede ham ikke i at spise en god og velsmagende Middag i Vislanda.

VI.

Af Baadfolkene erfarede han, at Nämdemanden i Bäckaryd boede tæt ved Aaen i en stor Gaard, og at han var en statelig og formaaende Mand, der gjaldt for den rigeste Bonde i Miles Omkreds; til ham vendte Holst sin Gang og traf ham i et stort, velbygget Træhus, hvis hele Udstyrelse tydelig viste, at her boede en af Egnens store. Huset laa i en prægtig lille Lund med smukke, velholdte Græsplæner og Rabatter med Levkøjer og Gyldenlakker, og Nämdemanden stod selv i Døren til en lille vinbevokset Veranda, stærk og glatraget som en sjællandsk Sogneraadsformand, købstadsklædt og bred.

Han studsede ved Synet af den fremmede, og Holst fandt det rigtigst at gaa lige til Sagen. Han bænkedes snart i Nämdemandens Stue, hvor nette Gardiner skyggede for Vinduerne og talrige Træsnit af Sverigs Konger regelret prydede Væggene, grupperede om et stort Billede af Karl XV og Frederik VII forenede i broderligt Venskab.

Nämdemanden var let reserveret, han gav tydelig nok den alvorsfulde Embedsmand, hvis Hvervs Vigtighed tidt medførte Besøg af lignende officiel Natur. Han beklagede som Good Templar ikke at kunne byde paa anden Læskedrik end Sodavand og foretog en formel Præsentation af en lille trivelig, venlig udseende Hustru med stivede Kappebaand, bag hvem nogle gullokkede Pigebørn nysgerrig tittede frem. Holst bukkede og vædede sin Tunge — han var tørstig, og det var svært varmt ude.

Han talte med Vilje lidt langsomt for bedre at blive forstaaet, men Nämdemanden forklarede ham, at han helt vel kendte det danske Sprog, da han i en Aarrække havde haft danske Jagtgæster, hvis klingende Navne han nævnede. Blandt disse var tilfældigvis en Soldaterkammerat af Holst og ad denne neutrale Vej fik Samtalen hurtig et lettere Løb.

»Herren er altsaa ansat ved Politiet,« sagde Nämdemanden efter nogen Udenomstale, »og hvad vil De mig saa?«

»Det er en alvorlig Sag,« sagde Holst med et Blik paa Døren, »en Sag, hvorom der ikke gerne skulde tales.«

Nämdemanden rejste sig og spærrede de smaa nysgerrige Hoveder ude; Børnene fløj ned i Gaarden som Kyllinger, der basker med Vingerne og pipper ivrigt.

»Jeg er til Tjeneste,« fortsatte han og saa uhyre officiel ud.

Holst begyndte: »De kender uden Tvivl et Pigebarn ved Navn Annie Bengtson eller Cederlund, født her i Sognet.«

Nämdemanden nikkede alvorligt: »Jo, jeg kender hende, hun har bragt Sorg nok over flere her i Forsamlingen, og da over min Slægt med.«

»Det véd jeg,« sagde Holst.

Nämdemanden saa forundret op: »Herren kender Historien om stakkels Bror Erik?«

»Jeg gør det,« sagde Holst.

»Saa kender Herren vel mere end det, kan jeg tænke. Naa, er Annie virkelig endt i det danske Politis Hænder, ja, man kunde tænke, det maatte gaa galt med hende, som hun levede. Slet har hun været fra Barn af, og Sorg har hun voldt Forældrene — Faderen, Korporal Bengt — —«

Holst afbrød: »Ja, jeg kender ogsaa hans sørgelige Historie — det var Moderen — —«

»Hun bor her et Par Skridt fra mit Hus. Det er en meget vakker gammel Kone; alene er hun og nedbøjet; i over et kvart Aar har hun intet hørt fra Datteren, hun holder meget af hende trods alt, og vi andre nænner ikke at tale ondt om hende. For ellers er Annie da et af vor Forsamlings sorteste Faar, som vi jo nok af og til taler om, men nu er det som sagt et kvart Aars Tid siden, vi har hørt fra hende. Jeg plejer at læse Brevene for gamle Mor Bengts, man nænner jo ikke at nægte sligt, og Synet er svagt paa hende. Men Annies Forhold til Moderen er vel ogsaa det eneste gode, der er ved hende. Hun sender Penge af og til, ikke lidt, og den gamle tager imod dem. Hvad skal man sige, Penge er jo dog Penge, og leve skal den gamle, arbejde kan hun jo ikke. I den sidste Tid har det knebet lidt, men saa hjælper vi andre jo til, som vi kan bedst; man skal jo støtte hverandre her i Livet. Man skal saa — jo.«

Nämdemanden talte alvorligt, belærende som den Mand, der er vant til at være den første, og den, hvis Ord har Vægt.

Holst sad og grundede paa, hvor meget han skulde sige, men besluttede sig da til at sige alt. Han talte atter lidt langsomt, betonede Ordene stærkt med sænket Stemme:

»Annie er i dette Foraar myrdet i Danmark; vi har fundet hendes Lig i en Skovsø i Nordsjælland, nøgent, uden Spor, der kunde lede til Opdagelsen af, hvem der har dræbt hende, og det er denne Efterforskning, der fører mig herop.«

Nämdemanden lænede sig tilbage i Stolen lidt bleg om Kinderne, saa rystede han paa Hovedet.

»Saa det tog den Vej med Annie — stakkels hun, hun var dog saa »gran« at se til.«

Holst fortsatte: »Jeg siger det til Dem, fordi De bedre vil kunne meddele Moderen det; desuden er det mig af Vigtighed at erfare alt, hvad der kan lede paa Spor, og som det synes, har Annie haft Forbindelse med sit Hjem.«

Nämdemanden var endnu overvældet, saa slog det ham pludseligt, at dette var en alvorlig Embedsforretning, og han samlede sig og rettede lidt forlegen Spørgsmaal til Holst:

»Hvor kan jeg nu vide, at Herren — forstaar sig, jeg tvivler ikke, men dette er jo en alvorlig Tjenestesag.«

Holst smilede og fremtog til Legitimation de nødvendige Papirer, udfærdigede af hans Foresatte og forsynet med behørige Paategninger af den svenske Stats Repræsentation i København.

Nämdemanden bøjede sig ærbødigt for Seglet og det klingende Navn.

Den Sag var i Orden. Holst fortsatte: »Jeg vilde nødig, at denne Sag skulde gaa den officielle Vej gennem Jurisdiktionens Embedsmand; det er en privat Efterforskning, og det er lykkedes mig at holde Sagen fuldstændig hemmelig i Danmark. Der vil rimeligvis komme den Dag, da den bliver officiel, men før jeg kan pege paa en bestemt Mand, vil jeg nødig, at Sagen skal frem for Offentligheden. Jeg beder Dem derfor behandle den med dybeste Diskretion.«

Nämdemanden saa ud som en Mand, der kunde tie — og det kunde han ogsaa. Han nikkede med Hovedet: »Ikke min egen Hustru skal erfare noget om dette — det er vel ogsaa rigtigt, foruden at være menneskekærligt, at gamle Mor Bengt ikke erfarer, hvorledes stakkels Annie er kommen af Dage.«

»Maaske, eller rettere sikkert,« svarede Holst. »De har jo Adgang til Korrespondancen, og jeg vil maaske kunne se Brevene her hos Dem.«

Nämdemanden rejste sig og gik hen til Chatollet ved Stuens Endevæg. »De ligger her — gamle Mor Bengt har bedt mig opbevare dem, for at ikke Naboens Koner og Piger skal løbe med dem; hun venter sig, at Annie en Gang skal komme med sin Mand og hente hende til Herlighed og Glæde — Stakkel — det blev helt anderledes — helt anderledes.«

Nämdemanden stod med en Pakke Breve i Haanden, sirligt indpakkede i en Avis, ombundet med et blegrødt Baand.

»De sagde Mand,« sagde Holst, »var Annie da gift?«

»Næppe, men hun vilde ikke tilstaa for Moderen, at hun ikke var viet, desuden rejste hun jo stadig med denne Sjöström, Løjtnanten fra Christiansstad, og mulig har de været gift, skønt i saa Fald havde han vel skrevet hertil.«

»Sjöström,« gentog Holst, »har han da ikke skrevet hertil siden?«

»Han har aldrig skrevet,« sagde Nämdemanden, »men hun talte om ham som sin Husbond. Skulde han — nej, det er ikke troligt, han har sikkert ikke haft Grund.«

Holst fortalte nu ganske kort Nämdemanden, hvad han havde erfaret i Christiansstad om Annie — det var lidet nyt for denne, det meste kendte han fra Annies Breve, om end i et noget andet Lys end det, Kaptajn Kurk havde kastet over det.

Annie havde været hjemme i et halvt Aars Tid før hun sidste Gang rejste til Christiansstad efter sin lange Udenlandstur, under hvilken hendes Moder kun ganske enkelte Gange havde hørt fra hende. Det var før Nämdemandens Tid; den Gang levede hans Fader endnu, og han tilgav aldrig Annie hendes Skyld i Sønnens Død og talte aldrig med Mor Bengts. Men han var død kort før Annie vendte tilbage, og Brevene, som Nämdemanden havde, var alle fra Tiden efter hendes Afrejse til Christiansstad. De var korte, men ret bestemte i Indhold og Form. Holst tog dem for at gennemlæse dem og sætte sig nøje ind i deres Indhold, — læse dem et for et for af dem at lære Annie at kende gennem hendes egne Ord. Men forinden han kunde give sig i Kast med sit Arbejde, maatte han deltage i Familiens Maaltid og modtage Nämdemandens gæstfri Tilbud om Husly hos ham.

Ved det velbesatte Bord i den glade Kreds af sunde og friske Børn taltes ikke et Ord om Sagen, men Holst fandt sig godt til rette hos sine Værtsfolk, der bød ham alt, hvad godt var — kun ikke Spiritus, og det kunde han undvære.

Det var klart, at Nämdemanden fandt, at den fremmede var en helt pæn Mand, en, han kunde bruge, uden mange Ord og lige til alligevel.

Det samme syntes Holst om Nämdemanden.

VII.

Den gamle Kones Ansigt var furet af Rynker, lille var det og gult som Pergament; det grøngraa Haar laa skilt over Panden, sparsomt dækkende den voksgule Isse, og en gammel falmet Kappe dækkede Nakken, hvor Haaret ganske var visnet bort. Kun et levede i dette gamle Ansigt, to store blaa Øjne, der trods Alderen og den svækkede Synskraft tillidsfulde som et Barns saa hen over de legende smaa, et venligt Gammelkone Blik fra Øjne, der har grædt tit og længe, set meget ondt, men altid set ud over det onde mod noget, der laa højt oppe over Skyerne, og som ikke var denne Verdens.

Det var gamle Mor Bengt, der sad i sin Hyttes Dør og ventede paa Annie, der skulde komme med sin Mand og hente hende til megen Herlighed paa hendes sidste Dage.

Nämdemanden gik hen til hende efter Aftensbordet, medens Holst hvilte i Haven; han syntes, han vilde forberede den gamle paa Sandheden, hvor tung den end maatte være. Det føles saa underlig haardt for Mennesker, der har Hjærte for andre, at se Tillid til og Tro paa noget, som ikke er, selv om Sandheds Fordølgelse maaske kunde være Lykke. Han gik langsomt, han vidste, hvor tung hans Gang var, og dog syntes han, det var hans Pligt.

»Godaften, Mor Bengt,« sagde han og nikkede.

Den gamle nikkede igen. »Godaften, Nämdemand.«

Nämdemanden stod lidt: »Nu har vi da ellers faaet Varmen.«

»Hvad siger han?« spurgte den gamle.

»Jeg siger, nu har vi da ellers faaet Varmen.«

»Vi har saa —,« sagde den gamle, mens Rokken snurrede.

»Der er en Mand Syd fra kommen her op i Aften — helt nede fra Danmark, han siger, det er meget værre med Varmen der.«

»Siger han det?« gentog den gamle.

»Ja,« sagde Nämdemanden, »de har det ikke saa lidt varmere end her, siger han; det skrev Annie da ogsaa i Fjor, da hun var der.«

»Ja, hun gjorde saa, ja, hun gjorde saa —,« den gamle sukkede.

Saa tav hun lidt, mens Rokken snurrede.

»Nu kunde hun ellers godt snart skrive — kunde hun; lad mig se, til »Berthe« bliver det, hvor meget bliver det, siden vi hørte fra hende sidst?«

»Fire Maaneder vel,« sagde Nämdemanden, nu var han lige ved det.

»Ja, hun kunde godt skrive nu, hun skrev ellers før saa flinkt til sin gamle Moder, gjorde Annie.«

»Hun kan jo være syg,« mente Nämdemanden.

»Det kan hun,« mente den gamle, »skønt hun har altid været rask og stærk, men det kan jo komme let.«

»Det kan det,« sagde Nämdemanden og rømmede sig.

Den gamle tav lidt, saa var det, ligesom om hendes Tanker knyttedes til det, Nämdemanden havde sagt om den fremmede fra Danmark. Hun søgte lidt efter Ordene, saa sagde hun tøvende:

»Jeg synes, Nämdemanden sagde, her var kommen en fremmed rejsende fra Danmark — naa ja, Danmark er vel ikke saa lille et Land, saa han har vel ikke set noget til Annie, om hun skulde være dernede.«

»Jo,« sagde Nämdemanden, »det har han ellers da, han har set noget til Annie.«

»Hvordan har hun det da?« spurgte den gamle, »har hun det godt mon?«

»Nej,« svarede Nämdemanden, »det har hun ikke; hun var blevet meget syg og laa paa Hospitalet dernede i en By, som hedder København.«

»Naa, og hendes Mand da, han Sjöström, ser han da ikke efter hende mon?«

»Han er rejst der Syd paa til Italien i Forretninger vist.«

»Men han kommer vel tilbage til Annie, naar hun er syg — er det meget syg, hun er?« den gamle Kone saa saa umistænksomt spejdende paa Nämdemanden, at det skar ham helt ind i Hjærtet.

»Ja,« sagde han, »noget syg er hun, ikke saa helt lidt.«

»Herregud,« sukkede den gamle Kone, »saa Annie er syg, ja, det tænkte jeg nok, det var derfor, hun ikke skrev. Men nu vil jeg bede til Vorherre, at lille Annie maa blive rask igen og maaske komme her op endnu en Gang, inden jeg lukker mine Øjne, det vil jeg bede til Vorherre om, vil jeg.«

»Ja, Godnat, Mor Bengt,« sagde Nämdemanden, »bed kun til Vorherre for Annie.«

Han nænnede ikke at sige det andet og syntes selv, han havde gjort noget godt ved det.

Saa gik han hjemad, mens gamle Mor Bengt blev siddende ved Rokken og sukkende tænkte paa lille Annie.

VIII.

Men saa vidste han ogsaa alt, hvad han ad denne Vej kunde erfare. Der var ialt nogle og tredsindstyve Breve, fordelte over et Tidsrum, der strakte sig fra Julen 1897 til Marts Maaned 1902. En Del var uden Interesse, de var næsten alle korte, ret velskrevne og indeholdt smaa Meddelelser om Annies Liv eller korte Hilsener, der ledsagede mindre Pengeforsendelser. De var ordnede fuldstændig kronologisk med Nämdemandens stærkt udprægede Ordenssans, som han plejede at ordne Udskrivningspapirer og »Tyendebetyg«, nummererede efter fortløbende Numre, saaledes at han hurtigt kunde finde de vigtigste. Det var øjensynligt, at han hyppigt for den gamle Mor Bengt havde maattet læse enkelte af de mere betydende Breve; det var saa tydeligt, at disse bar Spor af ofte at være tagne frem for at trøste den gamle Kone i de lange Vinteraftener, naar hun trængte til at høre noget fra sit eneste Barn. Der laa en lille Seddel øverst i Pakken, hvor Nämdemanden havde skrevet Nr. som: Nr. 16, Brevet om lille Elsas Død; Nr. 30, Julekvælden i Paris; Nr. 43, om Annies Mand og saaledes fremdeles.

De vigtigste Breve gav i Følgerække fortræffelige Oplysninger om Annies bevægede Liv, og Holst besluttede at foretage Afskrifter af disse Breve til Brug ved Efterforskningen. De enkelte af større Betydning lød saaledes:

Mellem dette Brev og det næste var et langt Mellemrum. Det var dateret 8. Juni 1898 og lød saaledes:

Der syntes saa at hengaa lang Tid, hvor Annie og hendes »Mand« flakkede rundt i Tyskland og led en Del ondt. Det første Brev af virkelig Interesse i den lange Række er dateret Paris den 28. Decbr. 1899 og lyder saaledes: